Jeg har nok altid troet, at jeg ikke var sådan en, der fik børn. Jeg syntes, at børn var irriterende, klamme og besværlige. Ja altså, det synes jeg egentlig stadig, men der er nok også noget i mig, der bare er blevet klar til at få min egen lille unge, som jeg selv kan forme til at blive irriterende, klam og besværlig på en måde, der passer til mig.

Det har taget nogle år at komme hertil. De er er gået med, at folk omkring mig er blevet ved med at skyde børn ud i en lind strøm, at min kæreste har udført en del lobbyarbejde, og at der har været ret mange overvejelser inden i mit eget lille hoved.

Jeg har nok også set for meget De Unge Mødre. Den serie glorificerer ikke ligefrem moderskabet. En af de ting, jeg har lært, er dog, at min unge under ingen omstændigheder skal have et dobbeltnavn ala Natasja Nikita eller Mike Brian. Det fører tilsyneladende ikke noget godt med sig.

Jeg har også masser af ambitiøse, intelligente og sjove kvinder på min egen alder, der i det øjeblik de skider ungen ud (og nogle gange før) bliver til kedelige, babyfikserede, dumme ammehjerner, der bare helst vil være hjemmegående i deres egen lille lortelykkeboble for evigt. Og sådan har jeg sgu ikke lyst til at ende.

Jeg er dog også stødt på nogle seje, kloge og ultrasjove damer hen ad vejen, der tilfældigvis også er mødre. De har sjovt nok også altid nogle børn, der kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Ammehjernerne har for det meste nogle uopdragne møgunger.

Nå, men jeg har nok bare set tilstrækkeligt med eksempler på de seje mødre til at tro på, at man ikke automatisk bliver en lallende zombie, der mister sin egen identitet og bare bliver MOR, fordi man får børn. Og at de (ungerne, altså) faktisk godt kan være meget søde. (Og at vi kan gøre det SÅ meget bedre end de unge mødre).

 

Reklamer