Samme dag som jeg købte graviditetstesten, tænkte jeg, at det måske var på tide at gå lidt op i det der med parabener og diverse kemikalier i cremer og kosmetik. Jeg kan jo godt huske al den der polemik, der var, dengang Andrea Elisabeth Rudolph besluttede sig for at lave en pissedyr kosmetiklinje som reaktion på en undersøgelse, der viste, at hun havde utroligt meget kemi i kroppen.

Indtil videre har jeg haft det sådan, at jeg egentlig ikke rigtig gad at sætte mig ind i det, fordi det virkede så uoverskueligt, forvirrende og virkelig bøvlet. Og jeg har ikke ligefrem en kemieksamen eller anden viden, der kan gøre mig i stand til at skelne skidt fra kanel i debatten omkring f.eks. parabener.

Nå, men nu kom hele problematikken bare lidt op igen, fordi jeg havde en ret god ide om, at jeg var gravid. Og som sagt, så vil jeg jo bare gerne gøre det så godt som muligt – bare helst uden at forvandle mig til en hysterisk kælling. Jeg bruger i forvejen ikke parfume, vasker kun tøj i Neutrals vaskepulver, og jeg har aldrig farvet hår, men jeg kan godt lide at have pæn hud, og mit hår er ret besværligt.

Jeg fandt denne hjemmeside, som i korte vendinger beskriver, hvad man skal gøre som gravid. I ♥ punktopstillinger! Det er jo ikke så svært mere at finde produkter, der hverken indeholder parabener, parfume eller andet stads. Eller – det kan godt være, at det har været sådan et stykke tid, men jeg har ikke opdaget det før nu.

Netto har en serie, der hedder Levevis (jeg har også set den i Bilka, så den fås nok i alle Dansk Supermarkeds butikker), og jeg købte en bodylotion, der både er svanemærket og har den blå krans fra Astma-Allergi Danmark. Den fungerer helt udmærket, er ikke særlig dyr og dufter ikke af noget. Herligt. Jeg var også et smut i Matas og fandt deres nye (?) serie Matas Natur. Her fik jeg fat i en shampoo og en leave-in-balsam. Det er halvdyrt, men det kan vel købes på tilbud.

I det hele taget er det skidesmart med de der mærkninger. Så kan sådan nogle som mig, der ikke aner en skid, hurtigt se, om et produkt er ok. Jeg går efter svanemærket, allergimærket og helst også et økomærke (blomsten eller ecolabel).

Så der kan man bare se. Jeg er blevet en urtekusse…

 

 

PS. Jeg er i øvrigt stor fan af Cliniques tretrinssystem, men det kræver et helt indlæg for sig selv. Det kommer senere.

Reklamer