Archives for the month of: februar, 2012

I dag var vi til nakkefoldscanning, og jeg skal da nok lige love for, at jeg fik det bevis, som jeg har gået og savnet! Jeg havde ikke sat næsen op efter noget og måske lidt regnet med, at jeg ville lave en Rachel, men den dukkede op på skærmen, med det samme hun satte apparatet på, og man kunne se både arme, hænder, ben, hoved og rygrad.

Junior er 5,3 cm fra hoved til hale (det vides ikke, hvordan længden er i udstrakt tilstand). Damen sagde, at man også kunne se, at hjertet slog, men det kunne jeg altså ikke se.

Men fuck det, den var i allerhøjeste grad i live, sprællede og hoppede og satte af mod ‘væggen’. Det så ret sjovt ud. Den stod også lodret op på et tidspunkt, men den ville ikke rigtig vende sig ordentligt, så nakkefolden kunne måles. Det lykkedes dog alligevel nogenlunde på et af de andre billeder, der blev taget, og resultatet var fint: 1:1200-etellerandet.

Lad mig lige indskyde, at det altså ikke er for sjov, at de skriver i indkaldelsen, at man skal tisse først, for damn, hun trykkede faktisk temmelig hårdt på min mave. Vi fik et fint lille billede med hjem, og nej, det skal ikke på Facebook.

Bonusinfo til dem, der ikke er ligeglade (er ikke engang sikker på, at jeg er en af dem): Min terminsdato er to dage senere, end jeg havde regnet med. Det er nu ikke lige det, der får mig til at ligge søvnløs om natten…

Nu ved jeg bare, at jeg ikke er indbildt gravid, og der rent faktisk findes en junior. Og det er jeg faktisk rigtig glad for. Nu tuder jeg igen…

Jeg har en ide om, at det vil være smart at skrive nogle ting ned, som man ikke bør glemme, når først ungen er kommet ud, og man sidder helt forelsket i den der lille skabning – som jeg har set det ske ret mange gange. Normalt fungerende, fornuftige unge kvinder (som mig selv, hrm) forvandles til nogle egocentrerede, hysteriske kællinger, der ikke kan se ud over egen næsetip og juniors lorteble.

Her er den første læresætning ud af forhåbentligt mange, og den er baseret på erfaringer, som jeg har gjort mig her i eftermiddag:

Du og din unge bør kunne opføre sig ordentligt i det offentlige rum. Det er okay at rette og tysse på barnet, hvis det er irriterende/til gene for andre normale mennesker, og voksne må gerne tænke selv.

Scenarie 1: Jeg kommer gående langs Føtex på Vesterbrogade, og folk, der kender stedet, vil vide, at der bare ikke er sindssygt meget plads. Så går denne her belastende lille unge og leger, at han ikke må træde på stregerne mellem fliserne, med det resultat, at han tumler rundt midt i den yderst smalle passage med sine små arme ud til siden. INGEN kan komme forbi ham. Faderen går foran med en stolt mine og smiler af sit knaldeaffald, som om knægten lige har vundet finalen i X-Factor med Somewhere over the rainbow. Christ. Få dog ynglet ind til siden, når der slet ikke er plads til at komme forbi. Det var altså lige midt i myldretiden, hvor folk bare fucking gerne vil videre og hjem.

Scenarie 2: Kone står på Hovedbanegården omkring kl. 16.20 med to unger og en barnevogn. Der er sindssygt mange mennesker på perronen, fordi det er en meget travl pendlerafgang. Så kommer toget, og hun bliver fanget mellem alle passagererne, der forsøger at komme ind og få en siddeplads. Den ene unge, der naturligvis har en fedtet fransk hotdog i hånden, bliver lidt klemt. Hvad laver hun overhovedet der?! Der er SLET ikke plads til hverken hende, barnevognen eller de to børn på slæb. Hold dig væk fra pendlerafgangene og myldretiden i trafikken, når nu du alligevel er på barsel og har alverdens tid.

Scenarie 3: Vi befinder os stadig i det højt belagte pendlertog med mange stående passagerer, og folk er trætte, udkørte og vil bare gerne hurtigt hjem uden for meget pis. Nogle arbejder, andre taler i telefon, og visse (undertegnede) forsøger at tage en lille lur. En eller anden forælder har været forudseende nok til at købe pladsbilletter til hende selv og afkommet, så de sidder midt i kupeen på 2×2-sæderne. Her sidder ungerne og hyler og skriger, så man ikke kan koncentrere sig om noget som helst andet end lydtorturen fra disse larmemaskiner. Moderen forsøger med nogle halvhjertede “shh”, men det virker sgu bare ikke rigtig. De havde gudskelov ikke taget Happy Meals med, som det ellers er set før. Igen: Hold dig væk i myldretiden, og sørg ellers for, at dit afkom ikke generer andre.

Nå, det var den første husker til mig selv. Der kommer nok flere. Jeg skal for øvrigt gerne indrømme, at min lunte ikke var været den længste i dag. Nu vil jeg tage mig en lille slapper, inden der kommer Hjælp, vi skal føde

Siden nytår, hvor jeg fik på fornemmelsen, at jeg var gravid, har jeg ikke drukket noget alkohol. Overhovedet. Og det ligner mig ikke ligefrem, for jeg plejer ikke at sige nej til en kølig øl i festligt lag. Det er ikke ligefrem gået ubemærket hen af irriterende observante venner og bekendte, og dette afstedkommer en del virkelig belastende kommentarer, dumme spørgsmål og lumske smil.

I guder, hvor er jeg fucking træt af det. Én ting er, at de samme særligt vedholdende personager er kommet med de samme dumme spørgsmål de sidste seks år, men det er faktisk endnu mere frustrerende, når de rent faktisk har fat i den lange ende (langt om længe).

Min kæreste og jeg har hele tiden været enige om, at ingen skulle vide noget, før vi vidste, at alt var ok efter nakkefoldscanningen, når perioden med den største abortrisiko var overstået – hvilket jeg stadig synes er den bedste fremgangsmåde – så jeg vil jo ikke sidde og give fjolset* ret, når han spørger, om jeg er gravid. Og da slet ikke, når vores familier ikke ved noget endnu.

* “Fjolset” er i ental, men det kunne lige så godt have stået i flertal. Dumhed smitter. 

HVORFOR er det egentlig lige, at folk ikke bare holder deres kæft, når de har en mistanke om, at der er noget i gære? Den første tid er typisk præget af usikkerhed; man ved ikke, om der rent faktisk er bid, eller om man aborterer lige om lidt, så hvorfor sætte folk i klemme på den måde?

Så luk dog røven, og tænk dit. Inden i dig selv. Det er fandme heller ikke pænt at bagtale folk og spekulere i, om andre nu også er blevet lidt tykke om maven på grund af julemad eller baby. Hav dog lidt pli og respekt over for andre mennesker, folkens!

Og vent med at sige tillykke med noget som helst, til du får ren besked. Af den gravide selv.

 

 

Ah, det hjalp.

I dag er jeg ifølge to af mine apps (de er lidt uenige) 11+6. Det siges jo, at man i andet trimester vil være mindre træt, få mere energi og slippe for kvalme. Har været ret forskånet for kvalmen og er sluppet med lidt ubehag, men for dælen, jeg har været og er stadig temmelig træt. Hvilket også afspejles i antallet af indlæg her på bloggen… Her følger derfor en lille update:

  • Jeg har fået svar på blodprøverne fra lægen. Alt var fint og okay, men jeg har ikke haft lussingesyge, så det skal jeg holde mig fra. Det lyder jo nemt nok.
  • Kløen er mere eller mindre forsvundet, men jeg smører mig også grundigt ind i ikke-skadelig, paraben- og parfumefri creme hver morgen. Og lugter af ged…
  • Min mave ændrer jævnligt størrelse. Den er typisk normalt udseende om morgenen, og om aftenen ligner jeg så en, der enten har spist for meget eller venter tvillinger. Hvilket jeg i øvrigt ikke håber på. Forskellige tvillingemødre på min Facebook har afskrækket mig. Strækmærkerne har heller ikke vist sig siden sidst.
  • Min vægt går lidt op og ned, som den i øvrigt altid har gjort, og den ligger lunt omkring 62-63 kilo.
  • Mine bryster… De vokser stadig. Suk. Den der følelse af, at de gnider mod hinanden, er bare IKKE særlig behagelig. Nægter dog at investere i nye bh’er foreløbig.
  • Min hud i ansigtet ligner stadig lort. Jeg har dog efterhånden fået opbygget en rygrad, der er i stand til at sige nej til pludselige cravings efter saltkiks og popcorn. Det hjælper lidt på forekomsten af bumser.

Hvad så nu?

Nu venter nakkefoldscanningen lige om hjørnet, og manner, hvor jeg glæder mig til at se snart et håndgribeligt bevis.

Nå, men som jeg luftede i sidste indlæg, har det kløet meget på min mave, men det har hjulpet, efter jeg er begyndt at smøre den med denne creme. Jeg har heller ikke set noget til strækmærkerne de sidste par dage, så det var nok bare en tør hud/tør luft-problematik, der var gang i der. Det satser jeg i hvert fald på. Jeg købte den særlige strækmærkeolie for en sikkerheds skyld, for jeg slipper nok ikke senere.

Hvad jeg ikke snart har brugt på diverse cremer… Det er ikke småting. De kommer til at elske mig nede i Matas. Jeg har også meldt mig ind i deres babyklub, som i øvrigt er godt gemt! Man kan ikke søge sig frem til den på deres hjemmeside. Næh nej, man skal først tilmelde sig Club Matas, logge ind, gå ind under Min profil -> Mine interesser og krydse af under Club Matas Baby.

På et eller andet tidspunkt kan man så hente en babypakke med ting og sager og vareprøver. Spændende, spændende.

I sidste uge var jeg til lægen for første gang. Jeg ringede for en måned siden og meddelte, at jeg var blevet gravid, men hun ville ikke se mig før i sidste uge. Godt det samme. Jeg havde regnet med, at der ligesom faldt en masse på plads, og at jeg fik en fagkyndig persons ord for, at der rent faktisk var noget derinde. Nå, sådan kom det ikke til at gå!

Jeg mødte op en time og tre kvarter for tidligt grundet en kalenderteknisk fejl (doh), men eftersom sygeplejersken netop havde fået et afbud, kom jeg ind til hende i stedet for. Det var jo også fint nok, for hun var vant til at lave første svangrebesøg. Hun var da også meget entusiastisk og gik til opgaven med krum hals.

Hun fumlede dog noget rundt i papirerne (hvad sker der lige for, at man ikke laver sådan noget elektronisk fra starten af?!), fik mit cpr-nr. og første dag i sidste menstruation henholdsvis 10 og 8 gange, og så måtte jeg helst ikke tale, mens hun tog blodprøver, fordi hun skulle koncentrere sig. Fint nok. Men altså – hun sagde også, at hun ville tale om kost og motion, og det kom hun slet ikke ind på, før jeg blev gennet ud igen.

Det lå hele tiden i luften, at jeg skulle videre ind til lægen, men det kom jeg ikke. Jeg mødte hende bare ude i receptionen, hvor jeg fik stukket en bunke brochurer og en bog fra Libero i hånden. Så spørger jeg sådan lidt på falderebet, om man kan gøre noget ved, at det klør ret meget på min mave (og ryg, til dels). Så himler sygeplejersken op om, hvorfor jeg dog ikke havde sagt noget om det inde hos hende? Jamen, du spurgte ikke om det, og du spurgte ikke, om jeg ellers havde nogle spørgsmål, og i øvrigt troede jeg jo faktisk, at jeg skulle videre. Nå, så snakkede de om leverproblemer, og at jeg skulle have taget en ekstra blodprøve. Så den fik jeg lige klaret, inden jeg smuttede igen. Den skal jeg have svar på i løbet af ugen.

Just for the record; det klør ikke så meget mere, og jeg har fundet en rigtig god mavecreme fra Matas, som lindrer en del. Deres maveolie i samme serie er ikke meget bevendt, men cremen er fed og god. Den dufter bare af våd hund. Det går nok. Jeg er snart vant til, at al min kosmetik efterhånden lugter af ingenting eller af muggen gnu. Man vænner sig vel til det på et tidspunkt.