Siden nytår, hvor jeg fik på fornemmelsen, at jeg var gravid, har jeg ikke drukket noget alkohol. Overhovedet. Og det ligner mig ikke ligefrem, for jeg plejer ikke at sige nej til en kølig øl i festligt lag. Det er ikke ligefrem gået ubemærket hen af irriterende observante venner og bekendte, og dette afstedkommer en del virkelig belastende kommentarer, dumme spørgsmål og lumske smil.

I guder, hvor er jeg fucking træt af det. Én ting er, at de samme særligt vedholdende personager er kommet med de samme dumme spørgsmål de sidste seks år, men det er faktisk endnu mere frustrerende, når de rent faktisk har fat i den lange ende (langt om længe).

Min kæreste og jeg har hele tiden været enige om, at ingen skulle vide noget, før vi vidste, at alt var ok efter nakkefoldscanningen, når perioden med den største abortrisiko var overstået – hvilket jeg stadig synes er den bedste fremgangsmåde – så jeg vil jo ikke sidde og give fjolset* ret, når han spørger, om jeg er gravid. Og da slet ikke, når vores familier ikke ved noget endnu.

* “Fjolset” er i ental, men det kunne lige så godt have stået i flertal. Dumhed smitter. 

HVORFOR er det egentlig lige, at folk ikke bare holder deres kæft, når de har en mistanke om, at der er noget i gære? Den første tid er typisk præget af usikkerhed; man ved ikke, om der rent faktisk er bid, eller om man aborterer lige om lidt, så hvorfor sætte folk i klemme på den måde?

Så luk dog røven, og tænk dit. Inden i dig selv. Det er fandme heller ikke pænt at bagtale folk og spekulere i, om andre nu også er blevet lidt tykke om maven på grund af julemad eller baby. Hav dog lidt pli og respekt over for andre mennesker, folkens!

Og vent med at sige tillykke med noget som helst, til du får ren besked. Af den gravide selv.

 

 

Ah, det hjalp.

Advertisements