Det sidste stykke tid har jeg læst denne graviditetsdagbog af Sarah Engell. Tænkte, at det nok lige var noget for mig. Og jeg kan da godt genkende mange af de ting og overvejelser, hun skriver om, men den er altså skrevet  i et temmelig sukkersødt skær, hvor hende og manden/kæresten bare er lykkelige, hun har ingen problemer under graviditeten, og hendes fødsel tager 4 timer (hvor hun ikke sprækker). Desuden kører amningen derudaf i første hug og ungen er åbenbart temmelig fremmelig på skideområdet (don’t ask). Den eneste sky på himlen er hendes egen mor, der får en depression og senere en psykose og bliver indlagt, men det er ikke noget, der fylder særlig meget i bogen.

På en måde er det lidt ærgerligt, at når man nu har sat sig for at skrive en 100 % ucensureret dagbog om at være gravid, så er den forholdsvist problemfri, og parforholdet bare kører på skinner i en boble af lykke og glæde. Jeg skal overhovedet ikke klage over min graviditet og mit parforhold, men det ser nu nok noget leverpostejsfarvet ud i forhold til det, der beskrives i bogen.

Hvis jeg nu var en indebrændt alenemor eller bare var i et parforhold, der var lidt medtaget af min graviditet (hvilket vist ikke er helt ualmindeligt), eller hvis jeg knækkede mig konstant i ni måneder, eller havde den onde bækkenløsning allerede fra uge 14, eller hvis min fødsel endte i et todøgns mareridt med blod, lort, opkast og huhejkejsersnit eller var sprækket fra ende til anden (så at sige), så var jeg sgu nok blevet ret depri af at læse den bog.

Når det er sagt, så kunne jeg jo genkende masser (nogle?) af hendes overvejelser fra mig, og jeg tudede da også her og der, da ungen endelig var kommet ud.

Så altså: Læs den, hvis du har det rimelig okay med dig selv, din graviditet og din kæreste. Ellers skal du nok bare lade være og se De unge mødre i stedet for.

Reklamer