Måtte lige afbryde skrivningen med en bræktur. Hvad sker der for, at kvalmen kommer nu? Godt inde i andet trimester og midt om natten?? Havde spist to pærer, men det fortryder jeg da lidt nu! Føj for fanden. Jeg har virkelig ondt af dem, der har kvalme i hele og halve trimestre.

Den sidste uges tid har jeg haft mere og mere halsbrand og sure opstød. Ifølge ammestuehistorierne på min-mave.dk skulle det hænge sammen med mængden af hår på babys hoved… Der står også, at kakaomælk hjælper, så det prøver jeg lige nu.

Tidligere i dag (i går?) var jeg oppe at træne, og jeg gik måske lidt for hårdt til den, for puha, jeg fik det dårligt. Efter de afsluttende afspændings-/udstrækningsøvelser på gulv fik jeg det rigtig skidt og blev meget svimmel, selvom jeg rejste mig langsomt op og havde drukket masser af vand. Jeg var nødt til at sidde ned i ti minutter, før jeg følte, at det var forsvarligt at køre bil. Puha. Så er det måske allerede slut med gulvøvelserne? Hvad fanden kan og må man egentlig efterhånden??

Jeg synes, at jeg har været temmelig forskånet for de værste gener indtil videre, og har kun haft svimmelhed, stakåndethed, ømme patter, uren hud, træthed og lidt hovedpine. Det lyder måske af meget, men det er jo forholdsvist billigt sluppet i forhold til så mange andre med kronisk kvalme, der besvimer og er helt afkræftede.

Men altså, hvis jeg skal til at have det dårligt nu, er der altså lang tid til september… Jeg satser på, at jeg bare har spist noget forkert, og at jeg bare skal tage den lidt med ro i træningen.

PS. Kakaoen hjalp faktisk.

Advertisements