Jeg har som sagt ikke taget særlig meget på, men jeg er da blevet større foran; dvs. på patter og mave. Det er dog ikke værre end at jeg stadig kan bruge mit almindelige tøj. Af overdele kan jeg stadig bruge mine lange toppe og sweatere.  De fleste af mine bukser er heldigvis lavtaljede, så maven kan hænge ud over linningen (øj, det lyder virkelig charmerende), og jeg har sorteret de strammeste af dem fra, men jeg har stadig nogle, jeg kan passe.

De er dog liige stramme nok, hvis jeg knapper dem helt, så jeg har fået et tip af en veninde: Man kan sætte en hårelastik i knaphullet og sætte løkken rundt om knappen (og evt. sno den en omgang eller to alt efter hvor fed man er blevet). Jeg har fundet et billede her med en køkkenelastik, men jeg tænker, at det det er noget smartere at bruge en hårelastik, fordi den er stærkere, lidt mindre elastisk og fordi den ikke kan rive fat i ens mavehår på samme måde (ja, sådan nogle har jeg altså!).

Nå, men jeg regner jo med at blive federe på et tidspunkt (det skal nok lige passe, at jeg tager 5 kilo på om ugen lige pludselig), så jeg har været ude og kigge på markedet for ventetøj, og nøj, det er dælme da ringe. Der er ikke et særlig stort udvalg (og da slet ikke i almindelige butikker), det er dyrt og for det meste også pissegrimt og koneagtigt.

Og hvem fanden har fået den ide, at tværgående striber bare er da shit til gravide?! Det er en fremtrædende trend, og hvis man ikke så stor ud i forvejen, kan man da godt nok hurtigt komme til det. Derudover er vi ude i noget med underlige snit foran på brystet, underlige  farver og bælter mellem patværk og mave (WTF, venner? Det ser jo bare SÅ dumt ud – og det kan da umuligt være behageligt). Nå, du får lige en oversigt over mulighederne på nettet, så du selv slipper for at google:

H&M

Mamalicious

Smartkids

Nelly

Asos

Se i næste indlæg, hvad jeg endte med at købe.

Reklamer