Jeg får læst en del for tiden, og dette var en af de bøger, der lovede en lidt anderledes graviditetsguide uden pis.

Og ja, Gravid med jordforbindelse er befriende ligefrem – og så alligevel ikke. Den er skrevet af englænderen Jane Symons i et meget levende sprog, altså på engelsk. Den danske oversætter har forsøgt at ramme den samme humoristiske og upbeat tone, men det lykkes altså ikke lige godt alle steder. Visse steder stjæler de sjove formuleringer og virkelig! lange sætninger også opmærksomheden fra de reelle fakta.

Desuden har man forsøgt at tilpasse indholdet danske forhold, og der mener jeg nok, at hele ideen med at oversætte en engelsk graviditetsbog til dansk er lidt forfejlet, for der er altså forskelle på anbefalinger og kulturelle forhold. Nå, men den er sød og sjov, og den er fyldt med dejlige 50’er-billeder med kække billedtekster. Samtidig udpensler den lede gener såsom hæmorider og kommer gode råd om, hvordan det kan være nyttigt med en gummihandske fyldt med is efter fødslen…

Læs den, hvis du har brug for noget, der ikke er så tungt, og du får dine hårde facts andre steder.

Advertisements