Jeg har været lidt rundt på nettet for at skrabe gratis babygrej sammen – det handler jo om at spare, hvor man kan, og så er jeg en sucker for gratis ting i det hele taget.

For at få Matas’ babypakke skal man melde sig ind i deres kundeklub, Club Matas, på nettet eller i en af deres butikker. Derefter skal man logge ind på sin profil på deres hjemmeside, trykke på Mine interesser og angive, at man venter barn, og at man har Graviditet og småbørn som interesse. Husk også at markere, at du gerne vil være med i Club Matas Baby.

Derefter får du en velkomstmail med besked om, at du kan hente en barselspakke i den butik, du har angivet som din butik på din profil. Her skal du fremvise dit medlemskort, hvorefter du får pakken udleveret. Lidt bøvlet fremgangsmetode, hvis du spørger mig…

Nå, men jeg har hentet pakken, som egentlig er en lyseblå pose med børnevenlige tegninger på, som du kan bruge som et miljøvenligt alternativ til plastikposer, når du handler. Anyways, indholdet er som følger:

  • 2 udgaver af magasinet Vores børn, hhv. Mini 0-3 år og Sund familie 0-8 år. Jeg har kun lige skimmet dem, og de 2 x 82 sider er fyldt med mere eller mindre åbenlyse reklamer og enkelte udmærkede artikler. Jeg ville dog nok ikke betale 55 kr. for det.
  • Så er der nogle brochurer om børns sikkerhed, tandpasta mod isninger i tænderne (ikke for børn) fra Colgate, Matas Miljøfond og Matas’ nye naturserie.
  • En ble fra Pampers størrelse Newborn (allergimærket).
  • Prøvepakke på vådservietter (12 stk.) fra Pampers.
  • Prøver på fod- og hælkur samt fodsalt fra Matas’ de stribede.
  • Prøver på tre forskellige tandpastaer fra Colgate (en af dem er til børn under 6 år).
  • Prøve på Matas Luksus Shampoo Ekstra Skånsom (20 ml, hvilket ca. er nok til 2-3 hårvaske).
  • Prøve på Bepanthol (plejesalve til spædbørn) fra Bayer på 3,5 gram.
  • Lille sutteflaske fra Avent.
  • Derudover var der en prøve på modermælkserstatning med sidste holdbarhedsdato en måned før min termin… Den røg altså direkte i skralderen.

Samlet bedømmelse: Man skal ikke rynke på næsen ad noget, man får gratis, men at kalde dette en barselspakke er nok liiige at stramme den lidt. Mange af tingene er ikke baby- eller barselsrelateret, selvom man da godt kan argumentere for, at det vil være rart med et fodbad, mens man er gravid.

Desuden er man jo allerede ved at drukne i brochurer om dette og hint fra læge og jordemoder, så det er måske også lidt unødvendigt at vedlægge her, især når man prøver at profilere sig som en virksomhed, der gør noget for miljøet…

Men altså, jeg er jo som sagt ret glad for gratis ting, og jeg skal da nok få glæde af bladene, bleen, vådservietterne og så selve posen. 🙂

Advertisements