Hvornår kan man egentlig kalde sig højgravid? Jeg synes efterhånden, at jeg kandiderer til titlen. Der er virkelig sket noget de sidste par uger. Jeg kan mærke, at min lænd bliver lettere øm, maven er vokset og sidder i vejen, lige meget hvad jeg gør, det er blevet meget sværere at rejse sig fra liggende stilling, og visse gymnastiske øvelser skal jeg bare holde mig fra. Inkl. visse samlejepositioner …

Jeg kan godt mærke, at der sker ting og sager i mit bækken, og at jeg nok burde tage den lidt mere med ro, men for dælen, jeg har jo tusind ting, jeg skal nå, inden baby kommer. Jeg er slet ikke klar! Det er virkelig mærkeligt at tænke på, at der om en måneds tid vil være en ekstra lille person her i huset, som er 100 % afhængig af mig og min kæreste. Og som kræver opmærksomhed 24/7.

Tænker nogle gange lidt over, om jeg nu har nået alt det, jeg ville i livet, inden det er slut lige om lidt. Jeg fik aldrig backpacket i Vietnam og sprunget i faldskærm. Men altså, mit liv er jo trods alt ikke helt forbi endnu. Der kommer jo lige til at være nogle år, hvor jeg nok ikke lige skal ud og realisere mig selv, men det er jeg helt indstillet på, og helt ærligt, man kan jo gøre mange ting med børn, hvis man er god nok til at planlægge og ikke opdrager pylrede børn, der skal have absolut ro, før de kan sove, kun kan spise æblemos fra et bestemt mærke og er alt for mordårlige.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de næste år bliver benhårdt arbejde, men det skal sgu nok gå. Vi er jo ikke de første, der får børn uden at blive sindssyge. (Selvom nogle gør).

Advertisements