Så kom jeg til jordemor. Du får lige et par highlights:

  • Hun havde aldrig hørt om synsforstyrrelser før på den måde, men hvis det skete igen, skulle jeg ringe til fødegangen.
  • Blodtryk og urin var fine, så der var ikke tegn på svangerskabsforgiftning.
  • Baby blev skønnet til 3000 g, “en lille baby”. Men jeg synes nu, det følger de officielle kurver meget godt…
  • Den stædige baby har stadig ikke vendt sig og ligger stadig i underkropstilling (UK).

Jeg blev sendt videre til et vendingsforsøg, hvor jeg kom ind, fik målt babys hjertelyd (fin) og en sprøjte, der skulle forhindre veer, og efter lidt tid kom en læge, som lavede en ultralydsscanning (her skulle baby veje 2700 g). Hun prøvede derefter at skubbe babys røv ud af mit bækken og dreje kroppen rundt, men hun kunne kun flytte hovedet, for den genstridige baby lå jo fint, hvor den lå – og åbenbart er groet fast.

Man kan godt prøve at vende den manuelt igen senere, men der var ikke de store forhåbninger, fordi der ikke var meget plads at vende sig på, der var ikke meget fostervand at skvulpe rundt med, og nu har den jo efterhånden ligget i den samme stilling så længe jeg kan huske. Så der var heller ikke de store chancer for, at den pludselig selv skulle finde på at vende sig.

Så jeg blev indstillet til et kejsersnit med det samme og fik den store rundtur på hospitalet, fordi jeg skulle snakke med både læge, jordemor, sygeplejerske og narkoselæge, som stillede de samme spørgsmål og satte krydser på papirer. Det tog lidt tid, men jeg føler mig godt informeret om, hvad der skal ske nu, selvom der var mange oplysninger på kort tid.

Lad mig sige det på den måde, at jeg nok havde indstillet mig på, at det ville være svært at vende den, og at det derfor nok ville ende med kejsersnit, selvom jeg trods alt hellere ville føde. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men nu ligger jo altså landet sådan, og så må jeg bare forberede mig bedst muligt og glæde mig over, at jeg i det mindste ikke risikerer et flækket numsehul. Det værste er, at jeg kommer til at være forholdsvis immobil de første mange uger, og det er noget lort. Til gengæld er selve operationen jo hurtigt overstået.

Uanset hvad der sker, skal det jo nok gå. Nu venter jeg bare på brev med babys fødselsdag. Det er lidt mærkeligt at skulle vide det på forhånd!

Reklamer