Jeg har før hørt om, at fremmede personer godt kan finde på at rage på gravides maver uden forvarsel. Det synes jeg lyder ualmindeligt grænseoverskridende, og jeg har heldigvis været forskånet for krænkelser i den afdeling. Men – man bliver alligevel lidt offentlig ejendom, når man render rundt med mave på.

I starten kunne man se, at folk lige kiggede en ekstra gang på den, mens de spekulerede på, om man nu egentlig var gravid eller bare småfed. Når den bliver større, får man lige elevatorblikket. Det gør jeg også selv, måske fordi man ikke lige forventer den der ballon midt i det hele? Det er jo trods alt et fåtal, der er gravide, ud af alle de personer, man møder i Netto.

Kommentarer har jeg dog ikke fået så mange af fra folk, jeg ikke kender. Med undtagelse af, når jeg træner. Nu ved jeg ikke, om det er den større frekvens af ældre damer (ja, mænd holder sig egentlig heller ikke tilbage!), at jeg har lidt strammere tøj på end normalt, eller om det virkelig bare er sådan en sensation at se en gravid dyrke motion/styrketræning, at man bare føler, at man må komme med en kommentar.

Misforstå mig ikke, de fleste kommentarer er virkelig søde og komplimenterer mavens placering (!), at det er flot, at jeg stadig træner, eller at den er pæn (ja, nu kan de jo heller ikke se den udspilede hud, alle blodårene, pelsen og min udpoppede navle), men jeg bliver altså bare sådan lidt forlegen, når folk, som jeg slet ikke kender, har en mening om min krop.

Måske er det bare sådan en ide om, at en stor mave er sådan en hvid elefant i lokalet, som man er nødt til at kommentere, for ellers er det pinligt? Jeg ved det ikke. Og ja, det gik lige op for mig, at jeg sammenlignede min mave med en hvid elefant. Hvilket måske ikke er helt hen i vejret.

Reklamer