Archives for the month of: september, 2012

Hvad nytter det egentlig at man slipper for at have menstruation, mens man er gravid, når man skal bløde konstant i flere måneder bagefter? Øv, hvor må det dog gerne snart stoppe… Er virkelig træt af det her bindhelvede.

Det er endnu en af de der ting, som ingen fortæller en på forhånd.

Jeg forstår slet ikke, at vi allerede har haft den lille i tre uger. Tiden er gået helt vildt stærkt! Du må ikke spørge mig, hvad fanden tiden er gået med, for jeg synes ikke, at jeg når en skid ud over at passe hende, og så krævende er hun jo heller ikke. Hun sover trods alt en del, også om natten, så man burde kunne klemme andre aktiviteter ind i skemaet, men i praksis er det bare ikke muligt…

Hvis jeg når at vaske tøj, så det er nogenlunde i bund, er jeg heldig. Rengøring er ikke-eksisterende, medmindre min mor kommer og gør det. Aftensmaden står min kæreste mere eller mindre for, fordi tøsen altid skal ammes omkring det tidspunkt, og sådan noget som hårfjerning på moderkroppen er jeg slet ikke nået til endnu. Selv om guderne skal vide, at jeg trænger gevaldigt!

Når jeg kigger på visse andre morblogs rundt omkring (ingen nævnt, ingen glemt), er jeg altså bare en enormt ufashionabel mor. Okay, jeg har ingen au pair til alt det grove, men jeg har kun haft makeup på én gang siden fødslen, og selvom det er lykkedes mig at komme i bad hver dag, kan jeg altså godt rende rundt i de samme bukser i mange dage i træk, og mælkepletter på blusen (trods ammeindlæg) er ikke noget særsyn. Vær glad for, at der ikke er billeder på denne blog!

Til gengæld har jeg tabt næsten 12 kg siden fødslen, og jeg er dermed længere nede end præ-graviditetsvægt. Og julevægt. Og muligvis præ-2009-vægt. Det er i hvert fald længe siden, jeg har været så tynd. Det ser ikke særlig godt ud, især fordi mine muskler er så godt som væk. Glæder mig virkelig, til jeg kan komme i gang med at træne igen, selvom det bliver vildt hårdt at starte helt fra bunden igen. Og så må jeg have vænnet tøsen fra at kræve mad/bleskift/nusning, hver gang det er spisetid for mig, inden jeg svinder helt ind.

På trods af suttebrikker og hysterianfald fra både mors og datters side under amning er det alligevel lykkedes den bette at tage 800 gram på siden sin fødsel for omkring 3 uger siden. Så tror pokker, at jeg synes, hun er tung at bakse med, når jeg ammer! Nå, men sundhedsplejersken havde ikke noget negativt at sige, ud over at hun ikke havde verdens bedste sutteteknik, men der kommer jo tilsyneladende noget i skrutten alligevel.

Lidt for meget, endda. For hun har utrolig meget rumlen i maven med luft, gylp og prutter til følge, og det gør hende urolig, når hun har spist. Fik nogle tips til, hvordan jeg kan håndtere det, og hvis intet hjælper, kan jeg stikke en pat i munden på hende… Virker lidt som en ond cirkel, men nu ser vi, hvordan det går.

Med hensyn til moderen var det helt okay at blive ked af det en gang imellem, og det var ikke noget jeg skulle tage så tungt. Godt. Min kæreste var jo ellers klar på at ringe efter en psykolog til mig, fordi han syntes, jeg tog alt for meget på vej over ingenting, men det bliver så ikke nødvendigt i denne omgang. Heldigvis. For det meste går det jo også fint, og jeg er jo glad for tøsen. Synes bare momentært ALT er noget lort, når hun ikke har tålmodighed til at blive lagt til, og vi kæmper i 20+ minutter.

Jeg er virkelig glad for at have fået en sundhedsplejerske, som er sød og positiv og støttende, og som ikke er alt for pædagogagtig, som meget af det sundhedspersonale, jeg er stødt på indtil videre, er.

… når ens baby bliver beundret. Var ude at handle den anden dag, og en tyrkisk dame sagde et eller andet til sin mand og pegede på tøsen, der sad i sin autostol i min vogn og sov. Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvad hun sagde, fordi mit tyrkiske ikke er supergodt, men hun smilede da på den søde måde, så hun har nok ikke sagt “Kæft, en grim unge!”. 🙂

Da vi nåede op til kassen, var en ung knægt helt forgabt i hende. Hans kæreste prøvede at råbe ham op, så de kunne komme videre, og så siger han: “Jamen, den der baby er bare så nuttet!”. Var på en måde lidt bange for, at jeg indirekte havde skabt et nyt kandidatpar til De Unge Mødre, men pigen så ikke helt så imponeret ud som sin kæreste. Pyh!

Det var en stolt mor, der pakkede sine varer. Men altså, jeg kan jo kun give dem ret: Min unge er pissenuttet!

Som sagt kører vi nu suttebrikstilen efter kyndig (eller noget) vejledning fra sygeplejerskerne på barselsgangen. Jeg har tilsyneladende flade brystvorter (har ellers aldrig fået nogen klager i den afdeling), og det gør det sværere for baby at få ordentlig fat ved amning.

Det lykkedes ellers et par gange at få hende lagt til uden brik på hospitalet, men pga. manglende tålmodighed hos personalet, der var ved at gå i panik over, at amningen ikke var etableret halvandet døgn efter fødslen/kejsersnittet/forløsningen/whatever, blev jeg introduceret for den famøse suttebrik, og hun fangede teknikken efter lidt øvelse. Og så kunne hun selvfølgelig kun bruge den.

Det er jo fint nok, at amningen kører med den, men det er besværligt, fordi man altid skal sørge for at have en ren brik på sig, og det er seriøst besværligt at rengøre det lort. Så skal den gnides godt med salt, overhældes med kogende vand, og der må ikke være den mindste kalk i vandet, så det er noget med at fumle med et kaffefilter… Vi har heldigvis nogle stykker, så vi ikke skal hele møllen igennem efter hver amning, men alligevel. Det tager bare tid, og det er besværligt.

Efter vi er kommet hjem, har jeg med hjælp fra sundhedsplejersken prøvet at vænne hende af med den, og det er da også lykkedes et par gange, men lige pludselig fik hun ualmindelig svært ved også at bruge suttebrikken. Når hun havde kæmpet med min deforme patvorte i 10-15 minutter uden held, men med masser af gråd, syntes jeg, at det var synd for hende, og så satte jeg brikken på igen, med det resultat, at hun slet ikke kunne finde ud af noget. Det kaldes sutteforvirring, har jeg googlet mig frem til. Så jeg stod lissom i en situation, hvor det hverken kørte med suttebrik eller au naturel. Argh.

Det var også pissefrustrerende for mig, for jeg blev ked af det, når hun blev ked af det, og puha, det har kostet mange tårer. Ikke for hende, for helt små babyer producerer først tårer senere, men hun har da godt nok hylet alligevel…

Nå, men efter samråd med sundhedsplejersken har vi besluttet at fortsætte udelukkende med suttebrikken i et stykke tid, indtil hun måske bliver mere moden til at smide den. Det går bedre med at få lagt hende til, selvom hun stadig tager nogle ture, hvor suttebrikken får en rystetur, så mælken sprøjter ud over det hele.

I det hele taget fungerer den der nedløbsrefleks lidt for godt, synes jeg. Det gør jo ondt i patværket og det siver helt vildt, når hun hyler, når jeg ser på hende og det er ved at være tid til en ny amning, eller når jeg bøjer mig forover. Christ. Kommer til at købe mig fattig i ammeindlæg…

… må man forresten sige, at hun blev født, når det var ved kejsersnit? Det skete som forventet med et planlagt kejsersnit, der forløb lige efter bogen, indtil de skulle tage min moderkage ud. Den sad fast, så de baksede med mig i over en time og jeg mistede en del blod og fik det skidt. Inden da havde jeg heldigvis lige fået lov til at hilse på hende, og hun lå der på mit bryst og kiggede på mig med store øjne og fosterfedt i alle folderne. Hun var så fin, syntes jeg. Jeg havde jo ellers regnet med, at hun ville være klam og mindre køn, når hun kom ud, men det var hun slet ikke i mine øjne. Hun var bare en sød lille baby. Der var vores. 🙂 Totalt crazy.

Jeg nåede slet ikke at blive nervøs inden operationen, men da de havde gjort mig klar og sagde “Nu begynder vi”, så kunne jeg ikke lade være med at tude. Det var altså en underlig fornemmelse. Det tog heller ikke mere end et par minutter, før hun var ude.

Vi blev på hospitalet i tre døgn, fordi amningen ikke kom op at køre med det samme, og fordi jeg var ret immobil med mit sår. Nyheden var overraskende hurtigt ude på Facebook (ja, inden vi selv havde offentliggjort noget – GRRR), og alle de nye bedsteforældre og tanter kom på besøg, mens vi var indlagt – plus det løse.

Set i bakspejlet var der for meget hurlumhej for hende den lille, og vi havde nok ikke nok tid til at få etableret det der amning helt fra starten, så der gik et par dage med grædende baby, hysteriske sygeplejersker, ømme patvorter, lede malkemaskiner og en svedende mor (undertegnede), før det gik sådan nogenlunde. Nu med suttebrikker, som rent ud sagt er noget lort. Mere om det senere.

Anyways, det var virkelig rart at komme hjem og få ro på. Der har stadig været mange besøg, men vi har sat begrænsning på, så der ikke kommer for mange på en dag. Og hun skal ikke sidde hos alle mulige, for så bliver hun bare umulig senere. Man skal vel lære det på den hårde måde.

Men ellers er hun bare skidesød og blød, og vi bliver bedre og bedre til at forstå hinanden. Hun sover meget, også om natten heldigvis, men alligevel går der altså utrolig meget tid med at passe sådan en lille en! Jeg når rent ud sagt ikke en skid ud over at skifte bleer, amme, nusse og vaske tøj, som hun har skidt i/savlet ud over/tisset på/gylpet ned ad.

Men nu er der gået hul på blogbylden, så stay tuned, hvis der stadig er nogen, der hænger på her… Ellers kan jeg anbefale Google Læser til læsning af blogs og RSS-feeds. Så skal man kun tjekke blogs ét sted. 🙂