Jeg har en vikle. Under graviditeten havde jeg hele tiden en ide om, at jeg skulle have fat i sådan en, for det så bare skidesmart ud. Eller nej… lad mig lige omformulere det: De er pissegrimme, og det ser tåbeligt ud (tit har de også nogle sindssyge farver). MEN! Det der med, at man bare kan svinge ungen på nakken og hoppe ud i det blå, det er sgu en ret tiltalende tanke. Især når jeg har set alt det habengut, mine veninder med børn slæber med, når de skal nogen steder. En vikle eller anden bæredims virker sgu bare lidt mere handy end lift, voksipose og barnevogn. Og så har man hænderne fri. Pt. sidder jeg f.eks. og skriver med sovende barn på brystet, og jeg skriver med begge hænder. 🙂

Nå, men det var jo totalt fagre nye verden for mig med de der vikler, og der findes et hav af forskellige typer, mærker og designs. Fælles for dem alle er dog, at de er ret dyre, når man tænker på, at det basalt set bare er et stykke langt stof. De har tendens til at være økologiske og temmelig spraglede, men jeg har fundet ud af, at det er for at camouflere diverse gylp- og savlepletter. Min er desværre sort, og her ses alle pletter…

Derudover er det totalt angstprovokerende at kaste sig ud i et indkøb, fordi man skal lære at binde den korrekt af hensyn til barnets sikkerhed og både mors og barns ergonomi. Det er jo ikke meget værd, hvis I begge får en rygskade af at bruge den… Man kan gå til såkaldte slyngemøder og købe dyre kurser, hvor man kan lære det, men jeg har nu klaret mig med forskellige videotutorials på nettet. Denne og denne er f.eks. rigtig gode.

Det med at bære sit barn på den måde ses tit som en lidt alternativ hippieting, som det også blev pointeret i So F**king special forleden. Men jeg tror altså, at det vender. Man behøver ikke være særlig hippieagtig for at kunne se det smarte i ikke at skulle bære rundt på eller sidde med en baby i favnen hele tiden. Selvom man er på barsel, er det jo meget rart at kunne lave noget andet engang imellem. F.eks. tage ud og handle, skrive og gå en tur uden at pakke barnevognen ud og ind. Uden at forsømme ungen imens.

Advertisements