Ved sidste sundhedsplejerskebesøg blev vi enige om, at det var på tide, tøsen begyndte på noget andet end bare modermælk. Vægtkurven var knækket lidt, så det var på tide, at hun fik lidt mere at arbejde på – modermælkserstatning og grød. Det ville måske også hjælpe lidt på nattesøvnen. Nå, men vi er gået i gang med Projekt Grød og har indkøbt majsmel, hirseflager og rismel. Der er gået et par dage, hvor vi har givet hende lidt 1-2 gange om dagen, og hun tager generelt godt imod det.

Hun kan godt finde ud af at åbne munden for skeen, for hun er jo vant til at få d-dråber på den måde, og hun bliver meget ivrig. Næsten lidt for ivrig. Hun skriger, hvis man ikke er hurtig nok, og hun tager fat i ens hånd for at trække skeen ind i munden. 🙂 Mors lille forslugne unge! Det er ikke det hele, der kommer ned, men det er overraskende lidt, der ryger ud igen. Det er noget værre svineri, og majsgrød smager af sådan cirka ingenting, men tøsen tager godt imod det, og det er jo det vigtigste.

Jeg synes endnu ikke, at jeg har kunnet mærke nogen forbedring i nattesøvnen, det er stadig meget op og ned, men mon ikke det forbedres, når vi kommer ind i en fast rutine med to gange grød om dagen? Det satser jeg i hvert fald på. 🙂

Reklamer