Barnets bedsteforældre er alle meget glade for hende. Faktisk så glade, at min kæreste og jeg er røget lidt i anden række. Det er ikke længere os, de kommer for at besøge, og gæt hvem de hilser på først! Det er også ok, sådan er det vel bare. Jeg afgiver gerne lidt opmærksomhed til tøsen, for hun er jo også fantastisk! Jeg besvarer også gerne smsser fra svigermor lydende “Hvordan går det med jer?” med en opdatering om, hvordan barnebarnet har skidt, spist og sovet i dag, og jeg sender gladeligt billeder, når mormor fisker efter det.

Men – jeg bliver altså lidt irriteret, når en fremstrakt hjælpende hånd á la “skal jeg ikke komme en eftermiddag og hjælpe, så du kan få lidt fri?” i virkeligheden betyder: “ja, jeg gider jo ikke komme og traske en tur med barnevognen, så du kan få helt fri og eventuelt sove lidt med god samvittighed i et helt stille hus, jeg vil bare gerne komme og dikke-dikke ungen, mens du serverer kaffe og kage”. For det er satme ikke aflastning, det er bare at tilgodese bedsteforælderens egne behov.

Lord, jeg glæder mig, til det her grødshow kommer helt op at køre, så det bliver nemmere at sende barnet ud af huset en halv eller hel dag, og jeg dermed kan slappe fuldstændigt af. Nogle siger, at det kan man ikke alligevel, fordi man ikke kan slippe ungen – meeen jeg tror, at jeg er ved at nå det punkt, hvor jeg egentlig savner mig selv og min kæreste lidt.

Reklamer