Nå, indtil videre går det godt med at sove på eget værelse. Det er lidt forskelligt, hvor lang tid hun er om at falde i søvn, og hvor meget interaktion fra vores side det kræver, men generelt synes jeg godt, at man kan kalde det en succes. Jeg er for det meste inde og amme to gange pr. nat, men i nat var vi nede på én gang! Helt fantastisk! Jeg har også været i et supergodt fredagshumør hele dagen, hehe!

De sidste par dage har vi arbejdet på at gøre værelset lidt mere hyggeligt og hænge mørklægningsgardiner op, så hun ikke vågner alt for tidligt om morgenen. Og så har vi installeret det seneste impuls-gadget-køb fra min kærestes side: Et fjernstyrbart IP-kamera med natlys, så vi kan holde øje med hende og se, om hun er væltet ud af sengen, f.eks.

Måske en ret overflødig ting, men det er faktisk meget sjovt at kunne se, at hun ikke altid sover, selvom vi ikke kan høre hende i babyalarmen. Nogle gange ligger hun bare og fægter med armene eller sparker til dynen – uden lyd. Det skal hun da bare have lov til. Så længe hun ikke hyler…

Advertisements