Jeg har altid sværget til Netto, men post-baby må jeg nok indrømme, at jeg er begyndt at holde meget af Rema 1000. Forklar mig i øvrigt lige, hvor det hedder ‘1000’? Alle siger da kun Rema alligevel! Det var lige som dengang i halvfemserne, hvor alt skulle hedde noget med 2000 for at lyde ekstra smart og funky (ja, jeg tænker på dig, Fona), men det her er jo kun det halve, og halvfemserne er long-gone. Måske er det en norsk ting. ?!

Nå, men Rema har altså et fantastisk udvalg af babyvarer. De bedste og billigste bleer i enhver tænkelig størrelse, modermælkserstatning (endda flere mærker at vælge imellem), færdiggrød, babyolie uden crap i, sutter, flasker og d-dråber (ja, fandme så). Og det er endda alt sammen faste varer. Der er tilmed tit spotvarer, som er værd at køre efter. I denne uge har jeg fx købt en lækker, tyk fleecejakke i str. 74 til 70 kr. og nogle hagesmække med dyr på. Der var også billige sokker, men det mangler tøsen ikke pt.

Netto har da også nogle ok ting til baby en gang imellem, men i det faste sortiment har de vist kun nogle forkølede brikker med modermælkserstatning. Skidesmart tænkt af indkøberne i Rema, for de har da garanteret shanghajet mange børnefamilier på den konto (inkl. os).

Ja, det er altså ikke fordi jeg får penge for at skrive dette, jeg synes bare, at man skal rose, når man nu har mulighed for det. Og så lige for at give tippet videre til dem, der tror, de er nødt til at fare i Bilka, Matas og Babysam for at blive dækket ind på babyfronten.

Advertisements