Archives for the month of: marts, 2013

Om en måneds tid skal tøsen starte i dagpleje. Hun var skrevet op til en kommunal dagpleje, og efter lidt rykken kom kommunen med et tilbud i sidste uge. De må siges at være i virkelig god tid… Nå, men dagplejeren passede os ikke så godt, for rent logistisk ville det blive lidt besværligt, og hvad gør  man så?

Jeg har før kigget på mulighederne for privat dagpleje, men jeg magtede ikke lige at begive mig ud i videre undersøgelser. Nu blev det jo så lidt mere presserende! De private, jeg kiggede på for nogle måneder siden, havde fået ventelister op til halvandet år ud i tiden, så det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg starter jo på arbejde om to måneder…

Tilfældigvis og heldigvis faldt jeg over en tidligere kommunal dagplejer, der lige var startet op som privat, og hun havde stadig ledige pladser, så jeg fik arrangeret et møde, og hun var mægtig flink, så vi skrev kontrakt med det samme. Jeg har jo aldrig mødt hende den kommunale, så jeg ved ikke, hvordan hun er, men det er jo fordelen ved de private dagplejere: Systemet er meget mere åbent, de har hjemmesider, hvor de præsenterer sig selv, og man kan mødes med dem, undersøge sine muligheder og bestemme selv, så det ikke er Bente fra Kommunen, der sidder og træffer en beslutning om, hvordan du skal pendle rundt for at hente børn de næste par år.

De kommunale er nærmest hemmelige, man kan ikke ønske noget særlig konkret udover distrikt, og desuden er de underlagt mange flere restriktioner end de private. Fx må de ikke køre i bil, tog eller cykle med ungerne. Min private dagplejer får også kontrolbesøg af kommunens pædagoger, og jeg sparer 400 kr. om måneden i forhold til den kommunale, for jeg får stadig tilskud fra kommunen. Jeg tror på, at min unge bliver glad for at blive passet der, og jeg har en god fornemmelse i maven. Det er vel det vigtigste.

Men puha, jeg synes jo stadig, hun er en lille baby, der ikke er stor nok til at komme ud i verden endnu! Ikke fordi jeg har lyst til at gå hjemme for evigt med hende, tværtimod. Jeg er ved at være klar til at komme videre i mit liv, men hun kan jo ikke noget! Hun kan ikke kravle, spise selv eller sige noget, og hun sover stadig tre lure om dagen. Jojo, der kan nå at ske meget på en måned, men alligevel!

Puha, jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er dagplejemor. Så har man 3-4 babyer, man skal holde styr på, løfte rundt på, made, skifte og få til at sove! Jeg synes det er riiiigeligt med en enkelt!

Tøsen er snart 7 måneder, og det går stadig godt med at sove om natten, og jeg har stadig svært ved at slappe af. Det er efterhånden sjældent, at hun vågner/græder/er sulten om natten, så der er faktisk ro fra kl. 20 til om morgenen. For det meste er der ingen natamning, ingen shhhh midt om natten og ingen lortebleer kl. 3 om natten. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor fucking fedt det er! 😀

Til gengæld er hun (forståeligt nok) begyndt at vågne lidt tidligere om morgenen, så nu står hun op ved 5-6-tiden. Hun får lov til at ligge og pludre med sig selv, indtil hun græder eller bliver utilfreds, og så tager min kæreste hende op, for han skal jo alligevel tidligt op og på arbejde. Så får han også lidt kvalitetstid med hende. Og jeg får tid til at vågne stille og roligt for mig selv: LUKSUS!

Jeg tror, at det går så godt, fordi hun har fået lettere ved at bruge al sin energi nu. Hun kan sidde selv og dimse med noget legetøj og mosle rundt på gulvet nu. Hun kravler ikke, men hun kommer godt omkring ved at skubbe sig baglæns og til siden og rundt om sig selv. Hun kan godt komme op på knæene, men der sker ikke rigtig mere. Endnu.

Hun er blevet bedre til at sidde stille og ikke kræve underholdning hele tiden, og det er altså en lettelse, at hun ikke er nødt til at hænge på en hele tiden. Man kan godt lige lave noget andet, mens hun underholder sig selv lidt.

Så alt i alt er hun blevet et nemmere barn, og mor her er også blevet et gladere menneske. Nu skal det så nok lige passe, at hun begynder at få tænder, og så kan vi starte forfra med natteroderi og hylen igen…

I min barsel har jeg fået læst utrolig meget babyfaglitteratur (nogle ville måske sige for meget), og der har da været både godt og skidt imellem, men jeg har lige læst en bog, der fik nogle brikker til at falde lidt på plads. Det drejer sig om Babykaos, der handler om såkaldte “high-need babyer” (sic; jeg er næsten helt sikker på, at det ikke staves sådan på dansk, men jeg gider ikke ringe til Sprognævnet) eller skal vi bare kalde det krævende børn. Det drejer sig om babyer, der græder meget, spiser meget, vil meget og i det hele taget har et højt aktivitetsniveau, men som til gengæld så sover mindre eller bare dårligt.

Der var ikke alle beskrivelser, der passede på min baby, men andre ramte plet. Hun græder ikke meget, men hun græder (skriger) voldsomt i forhold til mange andre babyer, og hun kan jo også godt sove ordentligt, selvom vi har haft vores udfordringer. Man kan selvfølgelig gradbøje ‘krævende’, men som det også pointeres i bogen, er alt subjektivt, og det handler også om, hvordan forældrene opfatter barnet.

Som nogle af de faste læsere måske har bemærket, har jeg til tider følt, at det var lidt hårdt at være mor til tøsen, og selvom hun er et mildt tilfælde sammenlignet med mange af eksemplerne i bogen, så kan jeg genkende rigtig, rigtig mange ting. Jeg har også ammet hende i timevis hver dag og hun har hængt meget på mig eller andre, fordi hun helst vil sidde hos nogen. Hun er i gang med noget hele tiden, kan slet ikke ligge stille i fem minutter og reagerer på mange mennesker (elsker opmærksomhed og gang i den, mens det står på, men skriger og bliver utilfreds om aftenen/natten).

Hun viser gudskelov ikke tegn på adskillesesangst, og de andre ting bliver gradvist bedre. Jeg ammer ikke 10 timer om dagen mere, hun kan nu mange ting selv, og hun kan bruge sin krop, så hun kan aktivere sig selv og ligge i kravlegården mere end bare 10 minutter ad gangen. Alt er blevet lettere, og jeg skulle nok have fundet denne bog for fire måneder siden, men det var nu alligevel godt at finde ud af, at der er andre derude, der har det lige som mig (eller værre!). Følger for moderen/forældrene kan være stress, vægttab (det afsnit var som at læse en beskrivelse af mig), selvbebrejdelser, usikkerhed osv.

Bogen er i øvrigt fuld af gode, konkrete, brugbare råd/overlevelsesstrategier til, hvordan man håndterer en krævende baby. Jeg har selv fundet frem til mange af tingene selv, fx at en slynge/vikle er GULD værd, og hvordan man får ungen til at sove i barnevogn, men det havde da været fedt at få det serveret på et sølvfad på den måde fra starten af.

Nå, men hvis du sidder og hiver dig selv i håret over, at du synes, at livet med baby er fucking hårdt, og at de andre i mødregruppen har meget nemmere babyer end dig, så skynd dig at læse Babykaos. Der findes også en hjemmeside med en blog.

Efter det sidste indlæg kom vi lidt ovenpå igen. Det er faktisk gået forrygende med at falde i søvn, hvor vi nu er nede på 15-30 minutter og kun et eller to opfølgende ‘put-dynen-godt-ned-om-ungen’-besøg inde på værelset. Det er SÅ fedt! Og jeg husker at være pissetaknemmelig.

Derudover har der været nætter, hvor jeg slet ikke har ammet hende. Hvis hun er vågnet lidt for tidligt på natten til at blive ammet (fx kl. 23), så har jeg bare puttet hende igen, lagt en hånd på brystet af hende og shhhhhh’et. Efter 5-15 minutter sover hun så videre, og nogle gange glemmer hun helt at vågne senere til en tår babs.

Hun sover stadig ikke så længe om dagen, men det er også ok, når bare det går så godt om natten. Jeg turde jo slet ikke have håbet på, at det skulle gå sådan for en måned eller to siden. Og det kan jo hurtigt vende igen, det er jo set før… Men lige nu nyder jeg det bare.

Jeg har dog stadig selv svært ved at sove, når jeg kan. Min krop er nok stadig i en form for beredskab, så jeg er lang tid om at falde i søvn, og jeg sover ret let. Undtagen om morgenen… Puha, det er svært at komme op, når barnet kalder. Jeg er simpelthen så træt hele tiden, selvom jeg husker at tage mine vitaminpiller og jernpiller og spise sådan nogenlunde sundt (skriver jeg, mens jeg spiser en Snickers), jeg træner og løber lidt igen, og jeg trods alt får 6-7 timers søvn om natten.

Jeg skyder skylden på vejret. Det må være det manglende forår, der sænker mit energiniveau helt ned under gulvbrædderne. Jeg kan ikke se, hvad det ellers skulle være. Jojo, man er da på hele tiden, når man har sådan en lille energibombe i huset, men hårdt er det vel for fanden heller ikke.

Jeg gruer for, når jeg om et par måneder skal rive 8-11 timer ud af kalenderen om dagen for at gå på arbejde. Og hvor jeg skal tidligere op end kl. 7. Shiiiiit. Jeg glæder mig efterhånden til at komme ud og bruge min slunkne hjerne lidt igen, men for fanden, jeg kan slet ikke se, hvordan vores hverdag skal hænge sammen.

I går var en rigtig lortedag. Efter en travl uge, en endnu travlere weekend og lidt for mange dage og nætter med en unge, der ikke ville sove ordentligt, og som tilmed lige fik ENDNU en forkølelse, og en mand, der havde travlt med sit, måtte jeg ned med nakken. Jeg gik i fosterstilling på sofaen og græd, så snotten sprang. For helvede, hvor er det ufedt.

Da jeg endelig havde fået ungen til at sove sin tredje minilur den dag, kom en af de mere verbale naboer og ville snakke. Og nejnej, her i kvarteret banker man ikke på, man vader bare ind og råber, om man er hjemme. Jeg havde ellers lige lagt mig på sofaen og regnet med 20 minutters hvil – ikke søvn eller noget fancy, bare et lille hvil. Det spolerede han så. Og da han var gået, vågnede den lille skrigunge. Argh.

Jeg ved godt, at man ikke må råbe ad sine børn. Det hjælper jo heller ikke at skrige “SÅ SOV DOG FOR FANDEN!”, men man får det en lillebittebittesmule bedre selv. I trekvart sekund. Ungen hylede jo bare endnu højere. Jeg fik fisket hende op af barnevognen og lagde mig ind på sofaen med hende på maven. Hvor vi tudede om kap. Og jeg undskyldte over for hende, at jeg var sådan en dårlig mor.

Der fandt min kæreste os så. Han organiserede hurtigt at trøste og opbevare ungen i kravlegården, mens han støvsugede huset (det lignede lort, og han havde lovet at gøre det) og lavede aftensmad. Da jeg havde fået trukket vejret lidt, gik jeg ud og lavede noget grød til den lille. Min kæreste puttede hende og lovede at tage hende i nat, selvom han skulle op og på arbejde i dag. Hun har heldigvis sovet fint i nat med kun en enkelt opvågning. Og jeg har sovet rigtig godt og fået noget af mit overskud tilbage.

Det er ellers længe siden, jeg har tudet. Det er virkelig uhyggeligt at komme helt derud, hvor man bare fucking ikke magter mere. Overhovedet. Og jeg er jo heldig. Barnet har jo ikke haft kolik i et halvt år, været udsat for de store sygdomme, og hun er for det meste glad og tilfreds. Min smertetærskel er åbenbart bare ret lav, når en enkelt lorteuge kan få mig ned med nakken på den måde. 😦

Trods diverse små bump på vejen (forkølelse etc.), så er det faktisk gået ret godt med at sove, siden den lille kom ind på sit eget værelse. Nu er der så noget andet på spil, for nu er det pludselig svært at putte/falde i søvn og sove længe ad gangen, og det gælder desværre både om dagen og om natten… Suk. Det tager længere tid at putte, hun vågner flere gange om natten, og om dagen kan man vugge sig halvt ind i en depression, inden ungen sover, og så går det sjældent mere end en time, før hun vågner igen (uden at man kan få hende til at sove videre). Det er fandme lidt hårdt.

Jeg mistænker, at det er et udviklingsspring, for jeg kan ikke se, at der skulle være nogen anden årsag. Jeg er i gang med at læse en bog med det meget misvisende navn Vidunderlige uger, og det passer faktisk meget godt. Baby bliver pylret og omklamrende og får svært ved at sove i nogle uger, fordi den lige pludselig kan og oplever nogle helt nye ting, og det er meget forvirrende for sådan en lille hjerne, så man søger tryghed og tilbage til det velkendte. Efter et par ugers helvede har man så nogle uger, hvor baby bliver glad igen og alt er godt, lige indtil man rammer næste udviklingstrin, og så starter besværlighederne forfra igen. Det er fucking herligt at være forælder…