Om en måneds tid skal tøsen starte i dagpleje. Hun var skrevet op til en kommunal dagpleje, og efter lidt rykken kom kommunen med et tilbud i sidste uge. De må siges at være i virkelig god tid… Nå, men dagplejeren passede os ikke så godt, for rent logistisk ville det blive lidt besværligt, og hvad gør  man så?

Jeg har før kigget på mulighederne for privat dagpleje, men jeg magtede ikke lige at begive mig ud i videre undersøgelser. Nu blev det jo så lidt mere presserende! De private, jeg kiggede på for nogle måneder siden, havde fået ventelister op til halvandet år ud i tiden, så det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg starter jo på arbejde om to måneder…

Tilfældigvis og heldigvis faldt jeg over en tidligere kommunal dagplejer, der lige var startet op som privat, og hun havde stadig ledige pladser, så jeg fik arrangeret et møde, og hun var mægtig flink, så vi skrev kontrakt med det samme. Jeg har jo aldrig mødt hende den kommunale, så jeg ved ikke, hvordan hun er, men det er jo fordelen ved de private dagplejere: Systemet er meget mere åbent, de har hjemmesider, hvor de præsenterer sig selv, og man kan mødes med dem, undersøge sine muligheder og bestemme selv, så det ikke er Bente fra Kommunen, der sidder og træffer en beslutning om, hvordan du skal pendle rundt for at hente børn de næste par år.

De kommunale er nærmest hemmelige, man kan ikke ønske noget særlig konkret udover distrikt, og desuden er de underlagt mange flere restriktioner end de private. Fx må de ikke køre i bil, tog eller cykle med ungerne. Min private dagplejer får også kontrolbesøg af kommunens pædagoger, og jeg sparer 400 kr. om måneden i forhold til den kommunale, for jeg får stadig tilskud fra kommunen. Jeg tror på, at min unge bliver glad for at blive passet der, og jeg har en god fornemmelse i maven. Det er vel det vigtigste.

Men puha, jeg synes jo stadig, hun er en lille baby, der ikke er stor nok til at komme ud i verden endnu! Ikke fordi jeg har lyst til at gå hjemme for evigt med hende, tværtimod. Jeg er ved at være klar til at komme videre i mit liv, men hun kan jo ikke noget! Hun kan ikke kravle, spise selv eller sige noget, og hun sover stadig tre lure om dagen. Jojo, der kan nå at ske meget på en måned, men alligevel!

Puha, jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er dagplejemor. Så har man 3-4 babyer, man skal holde styr på, løfte rundt på, made, skifte og få til at sove! Jeg synes det er riiiigeligt med en enkelt!

Advertisements