Tiden sig nærmer, hvor min tid sammen med den lille slutter. Altså i hverdagene, ikke? Der er kun et par uger tilbage, til hun starter i dagpleje, og tiden går jo sindssygt stærkt. Vi har så mange ting vi skal nå sammen, inden det er for sent. Vi har slet ikke været nok i svømmehallen, vi har næsten ikke været på cafe, og vi har slet ikke besøgt alle de folk, jeg havde planer om at se.

Så de næste par uger er totalt actionpacked oven i de sædvanlige aktiviteter med efterfødselsyoga og babygymnastik. Tiden skal sgu udnyttes! Hun er også blevet meget bedre til at kapere forskellige nye/uvante situationer, end da hun var mindre, og hun bliver så dejligt træt, når hun har oplevet noget, hæhæ!

Jeg går og tænker lidt over, hvordan det bliver at aflevere hende til dagplejemoderen, og jeg forsøger at forberede mig lidt mentalt på det, så jeg ikke bliver overrumplet af sentimentalitet og/eller andre fjollede kvindagtigheder. Jeg øver mig i at sige farvel på en god måde, når hun bliver passet af andre, så både hun og jeg vænner sig til, at jeg går fra hende, og det ikke kommer som et chok for hende, når det bliver alvor.

Jeg tror ikke, jeg får så svært ved at give slip, som jeg hører så mange andre har. Jeg har jo hele tiden vidst, at hun skulle ud og passes omkring det her tidspunkt, og at jeg skulle videre i mit (arbejds)liv, men jeg synes bare, at hun er lidt for lille og hjælpeløs til at komme ud. Og det er hun jo slet ikke. Jeg ved også, at hun får en fest sammen med dagplejemor og de andre børn. Hun er heldigvis ret glad for andre mennesker, og separationsangsten er gudskelov ikke sat ind endnu. Men underligt, det bliver det altså, når hun ikke er i nærheden i længere tid ad gangen.

Jeg har en måned for mig selv, inden min barsel slutter, hvor jeg skal nå alt det, jeg ikke har nået endnu: hovedrengøring, oprydning i skabe, opdatering af garderobe, ordne de sidste 8 års digitalbilleder og lave albums til tryk (jeg bliver træt, når jeg tænker på det) og andre hængepartier. Eller måske ender det bare med, at jeg ender på sofaen med en god bog for at vænne mig til at stresse helt ned igen uden en tikkende babybombe, der kan vågne når som helst. Vi får se!

Advertisements