Archives for the month of: juni, 2013

Nu har jeg snart været tilbage på arbejdet i et par uger, og selvom jeg havde frygtet det, er det faktisk gået ok! Jojo, jeg har da været sindssygt træt, men det er gået temmelig smertefrit med at komme ind i tingene igen. Det hjælper selvfølgelig en del på sagerne, at jeg har mulighed for at arbejde hjemmefra, og at farmand er rigtig flink til at hente og bringe tøsen. Det gør han faktisk nok 80% af gangene, tror jeg.

Jeg havde også frygtet for natteroderi i kombination med et vækkeur, der ringer hver dag kl. 5.30, men igen har den lille dame overrasket mig, for hun har simpelthen sovet så flot de sidste par uger. Jeg har stort set ikke været inde hos hende om natten – det er bare helt fantastisk!

Desuden har hun selv sagt fra over for godnatflasken, som jeg ellers havde frygtet ville fortsætte, indtil hun blev fire år, fordi hun har været SÅ glad for den. Men der var lige et par dage, hvor hun var utilpas og meget varm/på grænsen  til feber, og der afviste hun den. Efter hun var kommet ovenpå igen, blev jeg ved  med at tilbyde den, men efter en uge, hvor hun bare skubbede den væk, tænkte jeg da bare “good riddance”, så nu har vi lavet et nyt putteritual. 🙂

Vi læser en bog – meeeeget stille, næsten hviskende – og så sidder vi og snakker lidt om dagen, der er gået, og krammer lidt. Så bliver hun helt naturligt træt og begynder at gnide sig i ansigtet, og så ryger hun bare ned i sengen. Og sover. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor superfedt det er. 😀

Min teori er, at jeg får ladet op på overskudskontoen ved at være væk fra hende i længere tid ad gangen (og rent faktisk nå at SAVNE hende), så jeg bedre kan sige “pyt”, når hun er træt og umulig, og være rolig og afslappet, når hun skal sove. Det skaber bare en pissegod cirkel, og jeg håber-håber-HÅBER, at det fortsætter på den måde. 😉

Så har tøsen lært at vinke, og hun gør det tit! Også selvom der ikke er nogen at vinke til…