Archives for posts with tag: bevis

Nu er jeg i uge 21, og det betyder, at jeg er lidt mere end halvvejs i graviditeten. Huha, jeg synes, at tiden går stærkt! Lige pludselig ligger man jo storsvedende og kælver, og så skulle der gerne komme en lille fedtet klump ud med ti tæer og ti fingre. Det er stadig ret freaky at tænke på!

Jeg har kunnet mærke den bette den seneste måned, men i sidste uge begyndte det også at kunne mærkes udenpå. Min kæreste har fanget det et par gange, og det er vist ret vildt. Altså, det er jo bare nogle små puf, men jeg kan mærke, at han kigger mere på min mave, aer den mere og spørger mere til, hvordan det går med junior. Det kan jeg godt lide. Og det går godt med den! Vi har været til misdannelsesscanning, og alt så fint ud. Den krummede sig lidt sammen, men der blev da målt og tjekket det, der skulle, og selvom vi ikke direkte fik nogen mål eller noget, så sagde damen, at alt var normalt. 🙂

Jeg har ellers ikke taget særlig meget på, ca. 2 kg, og efter hvad jeg kan forstå, skulle man have taget 5-7 kg på nu, så der er jo en del forskel. Jeg spørger lige læge eller jordemoder næste gang, men ellers er det ikke noget, jeg vil bekymre mig så meget om. Jeg spiser fornuftigt (lidt hele tiden, varieret, ikke alt for usundt, og mere eller mindre det samme som før), og jeg dyrker styrketræning og yoga på et helt normalt plan. Det vigtigste er, at baby har det godt, og det er jo bekræftet nu.

Reklamer

Vi skal til misdannelsesscanning om et par uger, men jeg faldt over et godt tilbud på en tryghedsscanning, så nu skal vi altså lige prøve det på lørdag. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ville bruge penge på ekstra, overflødige scanninger, men jeg kunne ikke stå for tilbuddet. Ooog så håber jeg jo, at vi kan se kønnet. Det er lidt spændende.

Jeg er ret ligeglad med, hvad det bliver, men det ville nu være rart at vide, om man skal forholde sig til en lille Åse eller en lille Ole. (Nej, de navne er IKKE i spil!) Det er jo ikke sikkert, at man kan se det, men altså… Ellers bliver det jo også bare meget rart lige at hilse på Junior m/k igen.

Det sidste stykke tid har jeg kunnet mærke noget meget blid rumlen i maven, og jeg har nu ikke været helt sikker på, om det var baby eller tarme, men jordemoderen mente helt bestemt, at det var baby. Hun sagde, at jeg kunne mærke, når den vendte sig, fordi den slet ikke er stærk nok til at kunne sparke endnu. Det er altså lidt weird. Jeg tænker på det som en lille alienparasit, der har taget bo i min mave. Jeg har jo set bevægelse til nakkefoldscanningen, men det er lidt noget andet, når man ligefrem kan mærke det!

Det føles ligesom et “plonk” nederst i maven, for det meste i venstre side, og jeg skal sidde eller ligge stille og fokusere lidt på min mave, før jeg lægger mærke til det. Det kommer mest om aftenen, nok fordi det er der, jeg slapper af og ikke har så meget andet i hovedet.

Det er endnu meget blidt, og det bliver nok endnu mere weird, når først der kommer mere kraft på. Og også ret sjovt. Min kæreste har endnu lidt svært ved at forholde sig til det, for han kan jo kun se, at maven vokser, men når han først også kan mærke, at der er liv, bliver det nok lidt mere håndgribeligt for ham.

I dag var vi til nakkefoldscanning, og jeg skal da nok lige love for, at jeg fik det bevis, som jeg har gået og savnet! Jeg havde ikke sat næsen op efter noget og måske lidt regnet med, at jeg ville lave en Rachel, men den dukkede op på skærmen, med det samme hun satte apparatet på, og man kunne se både arme, hænder, ben, hoved og rygrad.

Junior er 5,3 cm fra hoved til hale (det vides ikke, hvordan længden er i udstrakt tilstand). Damen sagde, at man også kunne se, at hjertet slog, men det kunne jeg altså ikke se.

Men fuck det, den var i allerhøjeste grad i live, sprællede og hoppede og satte af mod ‘væggen’. Det så ret sjovt ud. Den stod også lodret op på et tidspunkt, men den ville ikke rigtig vende sig ordentligt, så nakkefolden kunne måles. Det lykkedes dog alligevel nogenlunde på et af de andre billeder, der blev taget, og resultatet var fint: 1:1200-etellerandet.

Lad mig lige indskyde, at det altså ikke er for sjov, at de skriver i indkaldelsen, at man skal tisse først, for damn, hun trykkede faktisk temmelig hårdt på min mave. Vi fik et fint lille billede med hjem, og nej, det skal ikke på Facebook.

Bonusinfo til dem, der ikke er ligeglade (er ikke engang sikker på, at jeg er en af dem): Min terminsdato er to dage senere, end jeg havde regnet med. Det er nu ikke lige det, der får mig til at ligge søvnløs om natten…

Nu ved jeg bare, at jeg ikke er indbildt gravid, og der rent faktisk findes en junior. Og det er jeg faktisk rigtig glad for. Nu tuder jeg igen…

I dag er jeg ifølge to af mine apps (de er lidt uenige) 11+6. Det siges jo, at man i andet trimester vil være mindre træt, få mere energi og slippe for kvalme. Har været ret forskånet for kvalmen og er sluppet med lidt ubehag, men for dælen, jeg har været og er stadig temmelig træt. Hvilket også afspejles i antallet af indlæg her på bloggen… Her følger derfor en lille update:

  • Jeg har fået svar på blodprøverne fra lægen. Alt var fint og okay, men jeg har ikke haft lussingesyge, så det skal jeg holde mig fra. Det lyder jo nemt nok.
  • Kløen er mere eller mindre forsvundet, men jeg smører mig også grundigt ind i ikke-skadelig, paraben- og parfumefri creme hver morgen. Og lugter af ged…
  • Min mave ændrer jævnligt størrelse. Den er typisk normalt udseende om morgenen, og om aftenen ligner jeg så en, der enten har spist for meget eller venter tvillinger. Hvilket jeg i øvrigt ikke håber på. Forskellige tvillingemødre på min Facebook har afskrækket mig. Strækmærkerne har heller ikke vist sig siden sidst.
  • Min vægt går lidt op og ned, som den i øvrigt altid har gjort, og den ligger lunt omkring 62-63 kilo.
  • Mine bryster… De vokser stadig. Suk. Den der følelse af, at de gnider mod hinanden, er bare IKKE særlig behagelig. Nægter dog at investere i nye bh’er foreløbig.
  • Min hud i ansigtet ligner stadig lort. Jeg har dog efterhånden fået opbygget en rygrad, der er i stand til at sige nej til pludselige cravings efter saltkiks og popcorn. Det hjælper lidt på forekomsten af bumser.

Hvad så nu?

Nu venter nakkefoldscanningen lige om hjørnet, og manner, hvor jeg glæder mig til at se snart et håndgribeligt bevis.

Nogle gange kan jeg godt blive helt i tvivl, om jeg overhovedet er gravid. Svimmelheden og forpustetheden kunne jo også skyldes en lidt for afslappet julemåned med for meget mad og for lidt motion. Men altså, testen løj jo ikke. Og jeg har da heller ikke haft mit lort i et godt stykke tid. Jeg kunne bare godt bruge en eller anden form for håndgribeligt bevis. Der er lidt lang tid til min lægeaftale i starten af februar, synes jeg. Det ville nok hjælpe lidt, hvis en anden person lissom bekræftede, at den er god nok.

Som du, kære læser, nok har gættet, så er jeg pessimist to the bone. Jeg tør ikke tro på noget som helst, før den kommer ud og har det korrekte antal fingre og tæer. Jeg håber selvfølgelig på det bedste, men jeg ved også, at risikoen for at miste findes, og der har også været nogle virkelig tragiske historier i vennekredsen. Det sætter altså nogle spor, om man vil det eller ej. Jeg satser på, at det er meget normalt.