Archives for posts with tag: facebook

Jeg har hørt meget dårligt om mødregrupper. At de nemt bliver et udstillingsvindue for, hvor god en husmor og mor man er. Hvor man inviterer de andre hjem til fem forskellige slags hjemmebag og et pletfrit gulv samt perfekt makeup, og hvor det hele går op i en pralekonkurrence om, hvem der har de klogeste, tykkeste, smarteste og kønneste børn.

Og hvis man først kommer ind i sådan en gruppe eller får opbygget sådan en mentalitet, er det jo svært at sparre med de andre om, hvad man skal gøre, når ens unge ikke gider sove, hele tiden bliver syg eller ikke vil spise, og så går meningen med en mødregruppe jo ligesom fløjten. En mødregruppe skal jo være en erfa-gruppe, hvor man kan udveksle, ja, erfaringer og hjælpe hinanden, for alle står mere eller mindre i samme suppedas.

I min mødregruppe er vi alle sammen førstegangsmødre, og vi er nogenlunde lige gamle. Vi har dog meget forskellige tilgange til tingene, men det ser jeg kun som en styrke. Vi kan inspirere og lade os inspirere af hinanden, og vi deler fif på kryds og tværs. Derudover har vi det bare hyggeligt sammen. Det handler ikke alt sammen om børn; vi kan sagtens snakke om alt muligt andet. Men det er jo nok ikke helt unaturligt, at børnene er midtpunktet, og det er sjovt at se andre børn på samme alder som ens eget.

Man skal ikke sammenligne sit barn med andre, men det kan man jo ikke lade være med. Det er jo nemt at se, at der er stor forskel på børnene, både fysisk og psykisk, og sådan er det jo bare. Nogle sover meget, nogle spiser meget, nogle er gode til at “snakke”, nogle er gode til at bevæge sig, og nogle er meget sociale, mens andre er mere reserverede.

Vi prøver at hjælpe hinanden med de problemer og udfordringer, vi nu hver især har, selvom vi har forskellige udgangspunkter. Heldigvis er der ikke nogen, der prøver at foregive, at de ingen problemer har. Vi har været ret ærlige fra starten af. En lagde ud med at græde på første møde, og jeg erklærede med fuldt overlæg, at jeg synes det der amning var noget lort, og at jeg synes det var pissehårdt at være mor. Og så var stilen ligesom lagt. Så kommer man jo ikke bagefter og siger, at man bare synes det hele er så fedt og “næ, vi har skam ingen problemer”. For selvfølgelig har man fucking det.

Intet og ingen er perfekt, og jeg stoler ikke på folk, der altid er positive. Du kender typen, højst sandsynligt fra Facebook. Alle har minimum én ven, der kun skriver om sin perfekte søndagsbrunch, lækre kæreste, der altid kommer med blomster og dyre gaver, sin succesfulde karriere og sine übernuttede børn med lange øjenvipper, der altid er pæne og rene i tøjet og aldrig smadrer noget. As fucking if. Smid facaden, moster. Hvem prøver du at narre?

Forstå mig ret, det er jo ikke fordi man ikke må være positiv og udstille de gode sider af ens liv, men hvis man aldrig lufter skyggesiden og gemmer alt det grimme væk, så er det fordi man enten har et selvværdsproblem og/eller lyver for sig selv. INGEN har et perfekt liv, og jeg er træt af folk, der forsøger at give indtryk af noget andet. Bum. Jeg er bare glad for, at jeg slipper for den type i min mødregruppe, for så tror jeg ikke, vi havde holdt ved så længe.

… må man forresten sige, at hun blev født, når det var ved kejsersnit? Det skete som forventet med et planlagt kejsersnit, der forløb lige efter bogen, indtil de skulle tage min moderkage ud. Den sad fast, så de baksede med mig i over en time og jeg mistede en del blod og fik det skidt. Inden da havde jeg heldigvis lige fået lov til at hilse på hende, og hun lå der på mit bryst og kiggede på mig med store øjne og fosterfedt i alle folderne. Hun var så fin, syntes jeg. Jeg havde jo ellers regnet med, at hun ville være klam og mindre køn, når hun kom ud, men det var hun slet ikke i mine øjne. Hun var bare en sød lille baby. Der var vores. 🙂 Totalt crazy.

Jeg nåede slet ikke at blive nervøs inden operationen, men da de havde gjort mig klar og sagde “Nu begynder vi”, så kunne jeg ikke lade være med at tude. Det var altså en underlig fornemmelse. Det tog heller ikke mere end et par minutter, før hun var ude.

Vi blev på hospitalet i tre døgn, fordi amningen ikke kom op at køre med det samme, og fordi jeg var ret immobil med mit sår. Nyheden var overraskende hurtigt ude på Facebook (ja, inden vi selv havde offentliggjort noget – GRRR), og alle de nye bedsteforældre og tanter kom på besøg, mens vi var indlagt – plus det løse.

Set i bakspejlet var der for meget hurlumhej for hende den lille, og vi havde nok ikke nok tid til at få etableret det der amning helt fra starten, så der gik et par dage med grædende baby, hysteriske sygeplejersker, ømme patvorter, lede malkemaskiner og en svedende mor (undertegnede), før det gik sådan nogenlunde. Nu med suttebrikker, som rent ud sagt er noget lort. Mere om det senere.

Anyways, det var virkelig rart at komme hjem og få ro på. Der har stadig været mange besøg, men vi har sat begrænsning på, så der ikke kommer for mange på en dag. Og hun skal ikke sidde hos alle mulige, for så bliver hun bare umulig senere. Man skal vel lære det på den hårde måde.

Men ellers er hun bare skidesød og blød, og vi bliver bedre og bedre til at forstå hinanden. Hun sover meget, også om natten heldigvis, men alligevel går der altså utrolig meget tid med at passe sådan en lille en! Jeg når rent ud sagt ikke en skid ud over at skifte bleer, amme, nusse og vaske tøj, som hun har skidt i/savlet ud over/tisset på/gylpet ned ad.

Men nu er der gået hul på blogbylden, så stay tuned, hvis der stadig er nogen, der hænger på her… Ellers kan jeg anbefale Google Læser til læsning af blogs og RSS-feeds. Så skal man kun tjekke blogs ét sted. 🙂

Så er nyheden ude i familien, og vi har fortalt det til de fleste venner. Resten får det nok at vide igennem de sædvanlige sladderkanaler, selvom vi har frabedt os nogen form for omtale og hentydninger på Facebook. Der har været uhyggeligt mange spekulationer i vennekredsen med hvisken og tisken frem og tilbage, hvilket jeg ikke synes er særlig fedt. Det er fandme bare dårlig stil.

En enkelt i familien havde det godt på fornemmelsen og gættede endda ret præcist, hvor langt jeg var henne, mens de fleste (heriblandt mor og svigermor) slet ikke havde nogen anelse. Min mor og min søster begyndte at tude lidt. Så er alt jo, som det skal være.

Og så fortalte min mor, at hun i modsætning til mig havde haft temmelig crazy morgenkvalme ved både mig og min søster, og at vi forresten havde en grandfætter, der var mongol, men at han døde for 15 år siden. Jeg har aldrig hørt om ham før, og tak i øvrigt, fordi du siger det nu, hvor jeg lissom har været til nakkefoldsscanning og fået en lidt usikker melding. Jeg må lige snakke med jordemoderen om det i næste uge.

Hvilket minder  mig om, at jeg skal have fat i de der tisbeholdere. Hvad hedder de rigtigt? Og skal man virkelig på apoteket for at få fat i dem? Uha, mit liv er spændende lige nu.

I dag var vi til nakkefoldscanning, og jeg skal da nok lige love for, at jeg fik det bevis, som jeg har gået og savnet! Jeg havde ikke sat næsen op efter noget og måske lidt regnet med, at jeg ville lave en Rachel, men den dukkede op på skærmen, med det samme hun satte apparatet på, og man kunne se både arme, hænder, ben, hoved og rygrad.

Junior er 5,3 cm fra hoved til hale (det vides ikke, hvordan længden er i udstrakt tilstand). Damen sagde, at man også kunne se, at hjertet slog, men det kunne jeg altså ikke se.

Men fuck det, den var i allerhøjeste grad i live, sprællede og hoppede og satte af mod ‘væggen’. Det så ret sjovt ud. Den stod også lodret op på et tidspunkt, men den ville ikke rigtig vende sig ordentligt, så nakkefolden kunne måles. Det lykkedes dog alligevel nogenlunde på et af de andre billeder, der blev taget, og resultatet var fint: 1:1200-etellerandet.

Lad mig lige indskyde, at det altså ikke er for sjov, at de skriver i indkaldelsen, at man skal tisse først, for damn, hun trykkede faktisk temmelig hårdt på min mave. Vi fik et fint lille billede med hjem, og nej, det skal ikke på Facebook.

Bonusinfo til dem, der ikke er ligeglade (er ikke engang sikker på, at jeg er en af dem): Min terminsdato er to dage senere, end jeg havde regnet med. Det er nu ikke lige det, der får mig til at ligge søvnløs om natten…

Nu ved jeg bare, at jeg ikke er indbildt gravid, og der rent faktisk findes en junior. Og det er jeg faktisk rigtig glad for. Nu tuder jeg igen…

I dag er jeg ifølge to af mine apps (de er lidt uenige) 11+6. Det siges jo, at man i andet trimester vil være mindre træt, få mere energi og slippe for kvalme. Har været ret forskånet for kvalmen og er sluppet med lidt ubehag, men for dælen, jeg har været og er stadig temmelig træt. Hvilket også afspejles i antallet af indlæg her på bloggen… Her følger derfor en lille update:

  • Jeg har fået svar på blodprøverne fra lægen. Alt var fint og okay, men jeg har ikke haft lussingesyge, så det skal jeg holde mig fra. Det lyder jo nemt nok.
  • Kløen er mere eller mindre forsvundet, men jeg smører mig også grundigt ind i ikke-skadelig, paraben- og parfumefri creme hver morgen. Og lugter af ged…
  • Min mave ændrer jævnligt størrelse. Den er typisk normalt udseende om morgenen, og om aftenen ligner jeg så en, der enten har spist for meget eller venter tvillinger. Hvilket jeg i øvrigt ikke håber på. Forskellige tvillingemødre på min Facebook har afskrækket mig. Strækmærkerne har heller ikke vist sig siden sidst.
  • Min vægt går lidt op og ned, som den i øvrigt altid har gjort, og den ligger lunt omkring 62-63 kilo.
  • Mine bryster… De vokser stadig. Suk. Den der følelse af, at de gnider mod hinanden, er bare IKKE særlig behagelig. Nægter dog at investere i nye bh’er foreløbig.
  • Min hud i ansigtet ligner stadig lort. Jeg har dog efterhånden fået opbygget en rygrad, der er i stand til at sige nej til pludselige cravings efter saltkiks og popcorn. Det hjælper lidt på forekomsten af bumser.

Hvad så nu?

Nu venter nakkefoldscanningen lige om hjørnet, og manner, hvor jeg glæder mig til at se snart et håndgribeligt bevis.

I skrivende stund er jeg ifølge en af de kære apps 8 uger og 7 dage henne (sådan cirka), og jeg har nu fået de første STRÆKMÆRKER. I fucking begge sider. Dér, hvor jeg engang havde en talje. Helt ærligt.

Jeg sad netop og kiggede på mavebilleder af en Facebook-ven, der har fået tvillinger, og jeg ser fandme mere gravid ud nu, end hun gjorde i uge 15! Og hun havde tilsyneladende slet ikke strækmærker overhovedet på noget tidspunkt. Det er fandme ikke fair. Kun hvis jeg skal have trillinger, men det er jo fandme dårlig karma på et helt andet plan…

Nå, de er endnu helt små, fine og lyserøde, og man skal se godt efter, men de fucking er der. Allerede! Jeg har ellers været rigtig grundig med den tidligere omtalte svanemærkede bodylotion, OG jeg har endda købt en Mor og barn-maveolie fra Matas, men der skal åbenbart skrappere sager til at holde lede, grimme striber væk fra mit flæsk i sådan en led januar med koldt vejr og tør luft og for meget mad. Det har godt nok også kløet gevaldigt.

Har set, at Matas har noget særlig strækmærkeolie på tilbud i denne uge, så nu køber jeg den (det bliver dyrt det her; jeg kan bare mærke det), og ser, om det hjælper/ikke gør det værre. Det skulle også hjælpe at skrubbe det med noget hamphandske, så det prøver jeg også.

I’ll keep you posted.