Archives for posts with tag: forvirret

Så har jeg besøgt min jordemoder for første gang. Hun virkede rigtig sød, og vi fik en god snak om dette og hint. Vi kom bl.a. ind på psykiske sygdomme, og dem er der desværre nogle af i min familie. Jeg føler selv, at jeg er svær at begejstre, uden at jeg dog vil kategorisere mig selv som depressiv, og det behøver jo ikke at betyde noget, for folk er jo forskellige, men på grund af historikken i min familie mente hun, at det var en god ide at være opmærksom på en eventuel fødselsdepression, når den tid kommer.

Jeg tror og håber ikke, at jeg har de tendenser, men man kan jo aldrig vide, og der sker jo ikke noget ved at være opmærksom på tegnene. Men faktisk har jeg været i et ret godt humør de sidste par måneder. Om det er forårets komme eller graviditeten ved jeg ikke, men jeg har bare været lige en tand gladere end jeg plejer. 🙂

Når jeg altså ikke har haft et vredesudbrud af en anden verden, altså. Jeg har normalt lidt af et temperament, men jeg farer mere op i øjeblikket over småting, især over for min kæreste. Han er vist ved at være vant til det, for han tager det meget pænt. Nogle gange ved jeg godt selv, at jeg overreagerer, men jeg kan slet ikke styre det, når først jeg er gået i gang. Men for det meste er jeg altså glad og optimistisk, tro mig!

Jeg kom hjem fra jordemoderen med svar på de fleste af mine spørgsmål og endnu flere brochurer til stakken… Jeg har da fået læst et par stykker af dem, som jeg syntes var relevante pt., men jeg kan ikke forholde mig til fødsel i vand, smertelindring og amning lige nu. Jeg synes stadig, at der er lang tid til september!

Reklamer

Så er nyheden ude i familien, og vi har fortalt det til de fleste venner. Resten får det nok at vide igennem de sædvanlige sladderkanaler, selvom vi har frabedt os nogen form for omtale og hentydninger på Facebook. Der har været uhyggeligt mange spekulationer i vennekredsen med hvisken og tisken frem og tilbage, hvilket jeg ikke synes er særlig fedt. Det er fandme bare dårlig stil.

En enkelt i familien havde det godt på fornemmelsen og gættede endda ret præcist, hvor langt jeg var henne, mens de fleste (heriblandt mor og svigermor) slet ikke havde nogen anelse. Min mor og min søster begyndte at tude lidt. Så er alt jo, som det skal være.

Og så fortalte min mor, at hun i modsætning til mig havde haft temmelig crazy morgenkvalme ved både mig og min søster, og at vi forresten havde en grandfætter, der var mongol, men at han døde for 15 år siden. Jeg har aldrig hørt om ham før, og tak i øvrigt, fordi du siger det nu, hvor jeg lissom har været til nakkefoldsscanning og fået en lidt usikker melding. Jeg må lige snakke med jordemoderen om det i næste uge.

Hvilket minder  mig om, at jeg skal have fat i de der tisbeholdere. Hvad hedder de rigtigt? Og skal man virkelig på apoteket for at få fat i dem? Uha, mit liv er spændende lige nu.

I sidste uge var jeg til lægen for første gang. Jeg ringede for en måned siden og meddelte, at jeg var blevet gravid, men hun ville ikke se mig før i sidste uge. Godt det samme. Jeg havde regnet med, at der ligesom faldt en masse på plads, og at jeg fik en fagkyndig persons ord for, at der rent faktisk var noget derinde. Nå, sådan kom det ikke til at gå!

Jeg mødte op en time og tre kvarter for tidligt grundet en kalenderteknisk fejl (doh), men eftersom sygeplejersken netop havde fået et afbud, kom jeg ind til hende i stedet for. Det var jo også fint nok, for hun var vant til at lave første svangrebesøg. Hun var da også meget entusiastisk og gik til opgaven med krum hals.

Hun fumlede dog noget rundt i papirerne (hvad sker der lige for, at man ikke laver sådan noget elektronisk fra starten af?!), fik mit cpr-nr. og første dag i sidste menstruation henholdsvis 10 og 8 gange, og så måtte jeg helst ikke tale, mens hun tog blodprøver, fordi hun skulle koncentrere sig. Fint nok. Men altså – hun sagde også, at hun ville tale om kost og motion, og det kom hun slet ikke ind på, før jeg blev gennet ud igen.

Det lå hele tiden i luften, at jeg skulle videre ind til lægen, men det kom jeg ikke. Jeg mødte hende bare ude i receptionen, hvor jeg fik stukket en bunke brochurer og en bog fra Libero i hånden. Så spørger jeg sådan lidt på falderebet, om man kan gøre noget ved, at det klør ret meget på min mave (og ryg, til dels). Så himler sygeplejersken op om, hvorfor jeg dog ikke havde sagt noget om det inde hos hende? Jamen, du spurgte ikke om det, og du spurgte ikke, om jeg ellers havde nogle spørgsmål, og i øvrigt troede jeg jo faktisk, at jeg skulle videre. Nå, så snakkede de om leverproblemer, og at jeg skulle have taget en ekstra blodprøve. Så den fik jeg lige klaret, inden jeg smuttede igen. Den skal jeg have svar på i løbet af ugen.

Just for the record; det klør ikke så meget mere, og jeg har fundet en rigtig god mavecreme fra Matas, som lindrer en del. Deres maveolie i samme serie er ikke meget bevendt, men cremen er fed og god. Den dufter bare af våd hund. Det går nok. Jeg er snart vant til, at al min kosmetik efterhånden lugter af ingenting eller af muggen gnu. Man vænner sig vel til det på et tidspunkt.