Archives for posts with tag: hemmelighed

Det virker som om det ikke er helt legitimt at synes, at det der amning bare er noget lort. Alle steder står der, at det er sådan en hyggelig stund, der skaber stærke bånd mellem mor og barn, og man hører af og til folk sige, at de ligefrem savner det. Well… Det kommer jeg altså aldrig til at synes. Det gør effing naller, det kommer altid ubelejligt, når man skal et eller andet, det tager en allerhelvedes tid (en time er ikke unormalt, og vi har præsteret at komme op på to timer på et tidspunkt), og så synes jeg, at det er gudsjammerligt kedeligt. Dertil kommer alt besværet med suttebrik og medfølgende svineri med mælk ud over det hele og våde pletter på både mig og hende. Og christ, hvor er sådan noget modermælk dog umanerlig fedtet!

Nå, men dem, som jeg har talt med, som ammer pt., vil i hvert fald ikke indrømme, at det ikke er det fedeste i verden. Enkelte har efter ammeperioden indrømmet, at det bare heller ikke var fedt for dem, men det virker som om at man bare ikke må synes, at det er nederen at bruge halvdelen af sit døgn på at have en unge hængende i sine alt for tyndslidte brystvorter. Jeg vil gerne bryde det tabu og sige, at jeg ikke kan lide at amme. Jeg bliver dog ved alligevel, fordi det skulle være så pissesundt for barnet, og hvad gør man ikke for at give sin unge det bedste? Men jeg vil nu godt forbeholde mig retten til at hade det.

Man siger, at man ikke skal amme for enhver pris, og nej, det skal man ikke, men jeg har masser af mælk, hun tager vildt flot på, og alternativet med udmalkning og/eller modermælkserstatning er bare meget mere besværligt med hensyn til planlægning og rengøring. Jeg har dog købt en brystpumpe, så jeg kan malke ud i ny og næ og få et par timer for mig selv. Eller give flaske, hvis vi skal nogen steder, så jeg ikke skal gå afsides i flere timer eller alternativt flashe patværk og suttebrikker for hele selskabet og have skiftetøj med, fordi den lille er et svin, når hun spiser.

Men uanset hvad, så glæder jeg mig, til hun kan tage fast føde, og jeg tæller ned til den dag, hvor det sker…

Ja, jeg troede jo, at min kæreste og jeg var enige om, at datoen for snittet/fødselsdatoen skulle holdes hemmelig, men grundet dårlig kommunikation (han hører ikke altid efter, når jeg siger noget) er han kommet til at røbe det for sin mor. Og naboen, for at det ikke skal være løgn. Så nu kan det jo være ligegyldigt, og datoen er hermed ikke så classified, som jeg regnede med, den skulle være. Jeg har naturligvis fortalt det til mine forældre også, så ingen skal føle sig snydt, men argh, hvor er det faktisk ret irriterende.

Som sagt ville jeg gerne lige falde lidt ned og kigge lidt på tøsen i ro og mag uden at skulle føle mig forpligtet til at skynde mig at sende en opdatering til venner og familie, for naturligvis vil de være pissenysgerrige. Hvilket jeg udmærket kan forstå. Jeg magter heller ikke ‘held og lykke’-smsser om morgenen, for lige der tror jeg egentlig bare, jeg har lyst til at gå lidt ind i mig selv og forberede mig mentalt på dagens strabadser sammen med min kæreste.

Det fungerer jo ligesom en eksamen. Jo flere, der ønsker mig held og lykke og fokuserer på det, jo mere nervøs bliver jeg. Og pt. er jeg faktisk helt zen omkring det, men hvis folk bliver fucking ved med at spørge, om jeg er nervøs, så kommer jeg jo til at fokusere på det aspekt af sagen, og det har jeg bare SLET ikke behov for.

Nå, men jeg tror, at løsningen bliver, at jeg lukker ned for at alle former for kommunikationslinjer på et tidspunkt aftenen før og først tænder telefonen igen, når vi er klar til det. Og giver min kæreste besked på skrift. I neon. For jeg kunne måske godt forestille mig, at han lægger ungen på Facebook i samme sekund, den bliver hevet ud af min mave…

Så kom brevet med datoen for kejsersnittet. Det har været fem (5!!) dage undervejs. Det er fandme da også tarveligt at sende sådan noget med B-post… Teksten var jo heller ikke længere, end det kunne have stået i en sms. Vi har besluttet at holde datoen hemmelig, så det bliver en overraskelse for alle andre, ligesom hvis det var en almindelig fødsel.

Vi vil også gerne lige kunne sunde os og se lidt på den lille, før folk begynder at komme på besøg/ringe/sende sms osv. om, hvordan det er gået. Det tror jeg sgu bare ikke nogen af os magter, lige efter tøsen er kommet ud. Der KAN jo også ske det, at vi ankommer til fødegangen, bliver scannet, og får at vide, at hun har vendt sig, og så bliver vi jo sendt hjem igen. Nøj, det ville være nederen at meddele til alle: Ej, sorry, det bliver altså ikke i dag alligevel.

Min mor, den planlægningsfreak, er dog ikke så glad for vores beslutning, men det er jo os, der bestemmer det, og ikke hende.

I går satte jeg mig for at få ryddet op i mine gamle boner og hængepartier med mere eller mindre ulæste breve om min pensionsordning. Og så fik jeg også lige kigget på min netbank. Ups. Har i den seneste halvanden måned brugt i nærheden af 20.000 danske kroner på sushi, tøj, sko, møbler, gourmetflødeboller og generel snold og fis og ballade. Telefonregninger og afdrag, fitness, husleje, mad og andre ‘faste’ udgifter er ikke medregnet; det er ren snold. For fanden da, send mig direkte i Luksusfælden!

Nu tænker du nok: “Jaja, men der er jo også mange ting, man skal købe, når man venter barn” og her kommer så det flove: Jeg har ikke købt noget som helst babyudstyr endnu. Jo, en ultrasmart hængelås til en barnevogn (som jeg ikke har endnu) og noget fototapet til børneværelset. Begge dele er købt gennem mine elskede rabatsider, hvor jeg jævnligt køber værdibeviser og gavekort til alskens sushi, oplevelser og tingeltangel. Jeg har endda fundet en side, der sender et dagligt nyhedsbrev med alle tilbuddene fra de forskellige rabatsider, så man ikke får fyldt sin indbakke. Og det er skidesmart, men damn, det er farligt!

Dem, de skriver om her, ik? Det er mig. Men nu stopper det altså. Jeg har rigeligt med penge på kontoen takket være skattepenge, men de holder jo ikke evigt, og jeg kan nok snart heller ikke udskyde bare nogle af babytingene så meget længere. Og når først jeg kommer på barsel, falder min indtægt jo noget. Det tror jeg godt nok bliver svært at vænne sig til. Især hvis baby er nem og sover meget (krydser fingre), for så er det jo let at bruge tiden på at netshoppe. Jeg starter afvænningen nu – når jeg liiige har været i H&M og bruge det værdibevis, som kun gælder til på lørdag.

Nu, hvor jeg selv er sprunget ud, er der kommer flere til i vennekredsen, der skal føde omkring september. Det havde jeg slet ikke regnet med, for der er ret mange, der har både et og flere børn allerede, så jeg troede, at jeg skulle være lidt alene om at få en nu.

Men det viser sig, at der faktisk er flere andre, der har hygget sig lidt ekstra i julen. Blandt andet nogle af naboerne. Det er lidt crazy. Men superfedt, for nu har jeg nogle at snakke med om alt det, som ingen andre gider høre på (og som jeg selv afskyede, da alle de andre var gravide – ja, fortæl mig dog endelig om dine hæmorider og vand i benene). Det er bare ikke skideinteressant at høre om folks graviditeter, medmindre man er i samme båd.

Så er nyheden ude i familien, og vi har fortalt det til de fleste venner. Resten får det nok at vide igennem de sædvanlige sladderkanaler, selvom vi har frabedt os nogen form for omtale og hentydninger på Facebook. Der har været uhyggeligt mange spekulationer i vennekredsen med hvisken og tisken frem og tilbage, hvilket jeg ikke synes er særlig fedt. Det er fandme bare dårlig stil.

En enkelt i familien havde det godt på fornemmelsen og gættede endda ret præcist, hvor langt jeg var henne, mens de fleste (heriblandt mor og svigermor) slet ikke havde nogen anelse. Min mor og min søster begyndte at tude lidt. Så er alt jo, som det skal være.

Og så fortalte min mor, at hun i modsætning til mig havde haft temmelig crazy morgenkvalme ved både mig og min søster, og at vi forresten havde en grandfætter, der var mongol, men at han døde for 15 år siden. Jeg har aldrig hørt om ham før, og tak i øvrigt, fordi du siger det nu, hvor jeg lissom har været til nakkefoldsscanning og fået en lidt usikker melding. Jeg må lige snakke med jordemoderen om det i næste uge.

Hvilket minder  mig om, at jeg skal have fat i de der tisbeholdere. Hvad hedder de rigtigt? Og skal man virkelig på apoteket for at få fat i dem? Uha, mit liv er spændende lige nu.

Der går længe mellem mine indlæg, men jeg synes ikke, at jeg har så meget at fortælle. Det går stille og roligt derudad, lidt forpustethed her, lidt kvalme der, og ømme brystvorter hele tiden. Min mave ser nogenlunde normal ud om morgenen, mens den godt kan være lidt oppustet om eftermiddagen og aftenen. Det kommer også meget an på, hvad jeg spiser. Suger maven lidt ind hele tiden, så folk ikke begynder at undre sig.

Meeen – nu springer vi snart ud og gør det officielt. Så må folk komme med deres “Nå, hvad sagde jeg”-kommentarer og ae-ae på maven (grrrr), gode råd og spørgsmål om alt muligt og umuligt. Er ikke sikker på, at jeg magter det, men på den anden side er der en masse ting, som jeg ikke behøver at lyve om – hvorfor jeg ikke drikker, hvorfor jeg er træt, hvorfor jeg ikke kan male, hvorfor jeg er blevet tyk.

Jeg er faktisk lidt spændt på, hvad familien vil sige, og hvordan den første reaktion vil være. Venter lige lidt med at sige noget på arbejdet. Fortsættelse følger…

I skrivende stund er jeg i 6. uge, og blobben er 2,5 mm lang. Det har jeg fundet ud af ved at google “graviditet beregner”, hvorefter jeg så fandt denne side. Det er ikke særlig langt henne, og der kan jo stadig ske noget endnu.

Af samme årsag er der helst ikke nogen, der skal vide noget om det her endnu. Jeg gider ikke alle spørgsmålene og maveberøringerne og “neeeeej, hvor er det fantastisk!”-kommentarerne. Så vil det hele også bare være endnu mere nederen, hvis det så alligevel ikke bliver til noget.

I den ideelle verden ville vi nok holde kæft, indtil jeg simpelthen bliver for fed til, at man kan undgå at se det, meeeen… Det bliver nok også svært ikke at sige noget til nogen indtil da. 🙂 Og visse personer ville nok også føle sig bollet et vist sted, hvis der går for lang tid. Men jeg tænker, at det nok er bedst at komme ud over de 12 uger, før der bliver offentliggjort noget som helst til nogen. Også familien.

Jeg kan se på diverse fora (mere om dem senere), at nogle, der er lige så langt henne som mig, allerede har sagt til familie og venner. Det synes jeg godt nok er liiige risky nok. Heldigvis bestemmer man jo selv, hvilken slags gravid man vil være, og hvordan man vil håndtere tingene.