Archives for posts with tag: kejsersnit

… må man forresten sige, at hun blev født, når det var ved kejsersnit? Det skete som forventet med et planlagt kejsersnit, der forløb lige efter bogen, indtil de skulle tage min moderkage ud. Den sad fast, så de baksede med mig i over en time og jeg mistede en del blod og fik det skidt. Inden da havde jeg heldigvis lige fået lov til at hilse på hende, og hun lå der på mit bryst og kiggede på mig med store øjne og fosterfedt i alle folderne. Hun var så fin, syntes jeg. Jeg havde jo ellers regnet med, at hun ville være klam og mindre køn, når hun kom ud, men det var hun slet ikke i mine øjne. Hun var bare en sød lille baby. Der var vores. 🙂 Totalt crazy.

Jeg nåede slet ikke at blive nervøs inden operationen, men da de havde gjort mig klar og sagde “Nu begynder vi”, så kunne jeg ikke lade være med at tude. Det var altså en underlig fornemmelse. Det tog heller ikke mere end et par minutter, før hun var ude.

Vi blev på hospitalet i tre døgn, fordi amningen ikke kom op at køre med det samme, og fordi jeg var ret immobil med mit sår. Nyheden var overraskende hurtigt ude på Facebook (ja, inden vi selv havde offentliggjort noget – GRRR), og alle de nye bedsteforældre og tanter kom på besøg, mens vi var indlagt – plus det løse.

Set i bakspejlet var der for meget hurlumhej for hende den lille, og vi havde nok ikke nok tid til at få etableret det der amning helt fra starten, så der gik et par dage med grædende baby, hysteriske sygeplejersker, ømme patvorter, lede malkemaskiner og en svedende mor (undertegnede), før det gik sådan nogenlunde. Nu med suttebrikker, som rent ud sagt er noget lort. Mere om det senere.

Anyways, det var virkelig rart at komme hjem og få ro på. Der har stadig været mange besøg, men vi har sat begrænsning på, så der ikke kommer for mange på en dag. Og hun skal ikke sidde hos alle mulige, for så bliver hun bare umulig senere. Man skal vel lære det på den hårde måde.

Men ellers er hun bare skidesød og blød, og vi bliver bedre og bedre til at forstå hinanden. Hun sover meget, også om natten heldigvis, men alligevel går der altså utrolig meget tid med at passe sådan en lille en! Jeg når rent ud sagt ikke en skid ud over at skifte bleer, amme, nusse og vaske tøj, som hun har skidt i/savlet ud over/tisset på/gylpet ned ad.

Men nu er der gået hul på blogbylden, så stay tuned, hvis der stadig er nogen, der hænger på her… Ellers kan jeg anbefale Google Læser til læsning af blogs og RSS-feeds. Så skal man kun tjekke blogs ét sted. 🙂

Som gravid bliver man udsat for mange løftede pegefingre og latterlige kommentarer, har jeg fundet ud af. Da jeg proklamerede over for omverdenen, at jeg skulle have planlagt kejsersnit, kom det prompte: “Nå, hvorfor det? Har du selv valgt det?”, fordi konsensus tilsyneladende er sådan, at det er mest rigtigt at føde vaginalt, og hvis man af egen fri vilje vælger et kejsersnit, fordi man er rædselsslagen for at sprække fra ende til anden eller whatnot, er man ikke en rigtig kvinde.

Det er til nøds okay med kejsersnit, hvis man står i min situation med en baby i underkropsstilling, men visse ville sikkert også mene, at man skulle tage chancen med en sædefødsel med de komplikationer, der kunne opstå. Ellers tak, siger jeg.

Det er lidt det samme med amning. Til allerførste jordemorkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde tænkt mig at amme. Æh, rolig  nu dame, så langt er jeg slet ikke nået i mine overvejelser endnu. Lad mig lige vænne mig til tanken om, at der kommer en levende baby ud af det her først!

Jeg har da tænkt mig at prøve at amme, for argumenterne for er jo rimelig gode, men altså, nogle gange lykkes det jo bare ikke, eller nogle har ikke lyst til det, og fred da være med det. Det er altså ikke jordens undergang, og ungen skal nok blive okay alligevel. Jeg er fx ikke selv blevet ammet, og det kan da godt være, at jeg ville have haft færre øreproblemer og mindre eksem i min opvækst, hvis jeg havde fået modermælk, men det er der jo for fanden ingen, der ved med sikkerhed, og det kan lige så godt have noget med passiv rygning og øreringe med nikkel at gøre.

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man skal stigmatisere mødre, der vælger ikke at amme, eller som ikke kan få det til at lykkes. Slap dog af. Man er jo usikker nok, når man ikke har prøvet at være gravid før, og der er rigeligt med ting, man skal tage hensyn til i forvejen.

Falcks og Stemcares markedsføring bærer også præg af at ville indgyde mere skyld hos den gravide. Parolen er: “Køb vores pissedyre produkter, ellers vil du ikke det bedste for dit barn.” Ej, men jeg brækker mig over det.

 

Ja, jeg troede jo, at min kæreste og jeg var enige om, at datoen for snittet/fødselsdatoen skulle holdes hemmelig, men grundet dårlig kommunikation (han hører ikke altid efter, når jeg siger noget) er han kommet til at røbe det for sin mor. Og naboen, for at det ikke skal være løgn. Så nu kan det jo være ligegyldigt, og datoen er hermed ikke så classified, som jeg regnede med, den skulle være. Jeg har naturligvis fortalt det til mine forældre også, så ingen skal føle sig snydt, men argh, hvor er det faktisk ret irriterende.

Som sagt ville jeg gerne lige falde lidt ned og kigge lidt på tøsen i ro og mag uden at skulle føle mig forpligtet til at skynde mig at sende en opdatering til venner og familie, for naturligvis vil de være pissenysgerrige. Hvilket jeg udmærket kan forstå. Jeg magter heller ikke ‘held og lykke’-smsser om morgenen, for lige der tror jeg egentlig bare, jeg har lyst til at gå lidt ind i mig selv og forberede mig mentalt på dagens strabadser sammen med min kæreste.

Det fungerer jo ligesom en eksamen. Jo flere, der ønsker mig held og lykke og fokuserer på det, jo mere nervøs bliver jeg. Og pt. er jeg faktisk helt zen omkring det, men hvis folk bliver fucking ved med at spørge, om jeg er nervøs, så kommer jeg jo til at fokusere på det aspekt af sagen, og det har jeg bare SLET ikke behov for.

Nå, men jeg tror, at løsningen bliver, at jeg lukker ned for at alle former for kommunikationslinjer på et tidspunkt aftenen før og først tænder telefonen igen, når vi er klar til det. Og giver min kæreste besked på skrift. I neon. For jeg kunne måske godt forestille mig, at han lægger ungen på Facebook i samme sekund, den bliver hevet ud af min mave…

Så kom brevet med datoen for kejsersnittet. Det har været fem (5!!) dage undervejs. Det er fandme da også tarveligt at sende sådan noget med B-post… Teksten var jo heller ikke længere, end det kunne have stået i en sms. Vi har besluttet at holde datoen hemmelig, så det bliver en overraskelse for alle andre, ligesom hvis det var en almindelig fødsel.

Vi vil også gerne lige kunne sunde os og se lidt på den lille, før folk begynder at komme på besøg/ringe/sende sms osv. om, hvordan det er gået. Det tror jeg sgu bare ikke nogen af os magter, lige efter tøsen er kommet ud. Der KAN jo også ske det, at vi ankommer til fødegangen, bliver scannet, og får at vide, at hun har vendt sig, og så bliver vi jo sendt hjem igen. Nøj, det ville være nederen at meddele til alle: Ej, sorry, det bliver altså ikke i dag alligevel.

Min mor, den planlægningsfreak, er dog ikke så glad for vores beslutning, men det er jo os, der bestemmer det, og ikke hende.

Der er endnu en af mine gravide damebekendtskaber, der har født. En uges tid før termin. Så nu er vi kun fire interne tilbage. Og hvis vi skal dømme efter terminer, er jeg den næste i rækken. Gulp.

Jeg har stadig ikke fået nogen dato for kejsersnittet, men der er jo stadig en risiko for, at jeg selv går i fødsel før tid. Hvilket jeg ikke håber. Det kunne være rart at få nået mine ting først og få lidt ro på, inden det for alvor går løs.

Er begyndt at fokusere lidt mere på amning, som nok er det største mysterium for mig. Det lyder så kompliceret og alle lovpriser det, men ingen synes at det er rigtig ligetil eller superfedt. Hm.

Og selvom jeg snart glæder mig til at se, hvad og hvem det egentlig er, jeg har gået og bagt på i snart ni måneder og som konstant rambukker min navle indefra, så må vedkommende godt blive derinde lidt endnu.

Nu, hvor jeg er sprunget ud som kejsersnitfødende, føler alle mulige og umulige folk trang til at komme med de mest fantastiske historier om dette og hint. Jeg imødekommer alle gode råd med kyshånd, og jeg vil gerne vide, hvad jeg går ind til, men slap dog lige lidt af med detaljerne, venner!

Har i løbet af den sidste uge hørt, at mit fødested skulle være virkelig dårligt, især til komplicerede fødsler (fra en, der ikke selv har født der, og som fik det sidste barn for tja seks år siden), at man no matter what får en ardelle, som man bare ALDRIG kan komme af med igen, som tilsyneladende er så forfærdelig (fra en, der har fået tre kejsersnit og har en virkelig flad mave, som ikke har antydningen af deller), og at man skal have fremstillet specialudstyr til at komme ud af sengen i mindst to måneder efter kejsersnittet OG hjælp fra kæresten, hver gang man skal rejse sig.

Nå, jamen tak for info! Jeg har dog også fået nogle gode, konstruktive råd, f.eks. at jeg skal læse Bogen om kejsersnit, og at … se, der forsvandt det andet gode råd lige fra min hukommelse. Christ. Jeg vender tilbage, når jeg kommer på det…

Så kom jeg til jordemor. Du får lige et par highlights:

  • Hun havde aldrig hørt om synsforstyrrelser før på den måde, men hvis det skete igen, skulle jeg ringe til fødegangen.
  • Blodtryk og urin var fine, så der var ikke tegn på svangerskabsforgiftning.
  • Baby blev skønnet til 3000 g, “en lille baby”. Men jeg synes nu, det følger de officielle kurver meget godt…
  • Den stædige baby har stadig ikke vendt sig og ligger stadig i underkropstilling (UK).

Jeg blev sendt videre til et vendingsforsøg, hvor jeg kom ind, fik målt babys hjertelyd (fin) og en sprøjte, der skulle forhindre veer, og efter lidt tid kom en læge, som lavede en ultralydsscanning (her skulle baby veje 2700 g). Hun prøvede derefter at skubbe babys røv ud af mit bækken og dreje kroppen rundt, men hun kunne kun flytte hovedet, for den genstridige baby lå jo fint, hvor den lå – og åbenbart er groet fast.

Man kan godt prøve at vende den manuelt igen senere, men der var ikke de store forhåbninger, fordi der ikke var meget plads at vende sig på, der var ikke meget fostervand at skvulpe rundt med, og nu har den jo efterhånden ligget i den samme stilling så længe jeg kan huske. Så der var heller ikke de store chancer for, at den pludselig selv skulle finde på at vende sig.

Så jeg blev indstillet til et kejsersnit med det samme og fik den store rundtur på hospitalet, fordi jeg skulle snakke med både læge, jordemor, sygeplejerske og narkoselæge, som stillede de samme spørgsmål og satte krydser på papirer. Det tog lidt tid, men jeg føler mig godt informeret om, hvad der skal ske nu, selvom der var mange oplysninger på kort tid.

Lad mig sige det på den måde, at jeg nok havde indstillet mig på, at det ville være svært at vende den, og at det derfor nok ville ende med kejsersnit, selvom jeg trods alt hellere ville føde. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men nu ligger jo altså landet sådan, og så må jeg bare forberede mig bedst muligt og glæde mig over, at jeg i det mindste ikke risikerer et flækket numsehul. Det værste er, at jeg kommer til at være forholdsvis immobil de første mange uger, og det er noget lort. Til gengæld er selve operationen jo hurtigt overstået.

Uanset hvad der sker, skal det jo nok gå. Nu venter jeg bare på brev med babys fødselsdag. Det er lidt mærkeligt at skulle vide det på forhånd!