Archives for posts with tag: man må gerne bande når det gør ondt

I går var en rigtig lortedag. Efter en travl uge, en endnu travlere weekend og lidt for mange dage og nætter med en unge, der ikke ville sove ordentligt, og som tilmed lige fik ENDNU en forkølelse, og en mand, der havde travlt med sit, måtte jeg ned med nakken. Jeg gik i fosterstilling på sofaen og græd, så snotten sprang. For helvede, hvor er det ufedt.

Da jeg endelig havde fået ungen til at sove sin tredje minilur den dag, kom en af de mere verbale naboer og ville snakke. Og nejnej, her i kvarteret banker man ikke på, man vader bare ind og råber, om man er hjemme. Jeg havde ellers lige lagt mig på sofaen og regnet med 20 minutters hvil – ikke søvn eller noget fancy, bare et lille hvil. Det spolerede han så. Og da han var gået, vågnede den lille skrigunge. Argh.

Jeg ved godt, at man ikke må råbe ad sine børn. Det hjælper jo heller ikke at skrige “SÅ SOV DOG FOR FANDEN!”, men man får det en lillebittebittesmule bedre selv. I trekvart sekund. Ungen hylede jo bare endnu højere. Jeg fik fisket hende op af barnevognen og lagde mig ind på sofaen med hende på maven. Hvor vi tudede om kap. Og jeg undskyldte over for hende, at jeg var sådan en dårlig mor.

Der fandt min kæreste os så. Han organiserede hurtigt at trøste og opbevare ungen i kravlegården, mens han støvsugede huset (det lignede lort, og han havde lovet at gøre det) og lavede aftensmad. Da jeg havde fået trukket vejret lidt, gik jeg ud og lavede noget grød til den lille. Min kæreste puttede hende og lovede at tage hende i nat, selvom han skulle op og på arbejde i dag. Hun har heldigvis sovet fint i nat med kun en enkelt opvågning. Og jeg har sovet rigtig godt og fået noget af mit overskud tilbage.

Det er ellers længe siden, jeg har tudet. Det er virkelig uhyggeligt at komme helt derud, hvor man bare fucking ikke magter mere. Overhovedet. Og jeg er jo heldig. Barnet har jo ikke haft kolik i et halvt år, været udsat for de store sygdomme, og hun er for det meste glad og tilfreds. Min smertetærskel er åbenbart bare ret lav, når en enkelt lorteuge kan få mig ned med nakken på den måde. 😦

Reklamer

Trods diverse små bump på vejen (forkølelse etc.), så er det faktisk gået ret godt med at sove, siden den lille kom ind på sit eget værelse. Nu er der så noget andet på spil, for nu er det pludselig svært at putte/falde i søvn og sove længe ad gangen, og det gælder desværre både om dagen og om natten… Suk. Det tager længere tid at putte, hun vågner flere gange om natten, og om dagen kan man vugge sig halvt ind i en depression, inden ungen sover, og så går det sjældent mere end en time, før hun vågner igen (uden at man kan få hende til at sove videre). Det er fandme lidt hårdt.

Jeg mistænker, at det er et udviklingsspring, for jeg kan ikke se, at der skulle være nogen anden årsag. Jeg er i gang med at læse en bog med det meget misvisende navn Vidunderlige uger, og det passer faktisk meget godt. Baby bliver pylret og omklamrende og får svært ved at sove i nogle uger, fordi den lige pludselig kan og oplever nogle helt nye ting, og det er meget forvirrende for sådan en lille hjerne, så man søger tryghed og tilbage til det velkendte. Efter et par ugers helvede har man så nogle uger, hvor baby bliver glad igen og alt er godt, lige indtil man rammer næste udviklingstrin, og så starter besværlighederne forfra igen. Det er fucking herligt at være forælder…

Har været til jordemor, og hun kunne endnu en gang konstatere, at baby ikke har vendt sig med hovedet nedad. Den hårde bule under mine ribben er hovedet, og den ligger og sparker mig med sit ene ben i min side. På scanningen havde den tilmed en lille hånd op foran hovedet (nååårh).

Men: Hvis den ikke har vendt sig inden en uges tid, skal jeg et smut på fødegangen og få en læge til at prøve at vende den manuelt. Det går ud på, at man får noget vehæmmende, de tager fat i baby i hoved og røv uden på maven, og så forsøger man ellers at vende den ved håndkraft. Jeg kan ikke forestille mig, at det er særlig behageligt, så det vil jeg helst undgå.

Laver derfor sjove øvelser for at få den til at vende sig. Det er noget med skulderstand (hvilket min røv er blevet for tung til selv at komme op i, så må have væggen til hjælp, yderst elegant), hunden med tilhørende ryst med røv og ligge på ryggen med røven øverst i laaaang tid. Det er virkelig ikke særlig behageligt, men det er jo i en god sags tjeneste.

Hvis den ikke når at vende sig inden fødslen, kan man vælge mellem kejsersnit eller sædefødsel. Jeg tænker bare, at jeg virkelig ikke har særlig meget lyst til at føde, hvis røv+ben skal ud først (av-av-av-av) og desuden er der flere andre alvorlige komplikationer.

Kejsersnit ville jeg helst undgå, fordi det er en operation, som har sine egne bivirkninger (sår, immobilitet, bedøvelse osv.), men på den anden side undgår man også bristningerne ved en fødsel. Det ville nok være det værste ved at føde.Jeg er med på, at det går naller i laaang tid og at ens skræv er temmelig smadret bagefter, men hvis det tilmed var bristet fra hul til hul og ikke kan genoprettes med inkontinens og generel slaphed til følge, så ville jeg satme blive deprimeret – big time!

Så der er fordele og ulemper ved begge dele, men jeg håber bare, at ungen når at vende sig, så jeg ikke skal tænke så meget over alle de muligheder og faldgruber, der er ved de to fødselsformer.

Så hvis nogen har nogle gode ideer til, hvordan jeg får lokket baby til at vende sig, så kom frisk!

Alle jeg kender bliver enten 30 eller holder bare nogle fester lige i øjeblikket, fordi det er sommer, og fordi de kan. Og så sidder man der og søber i en flad Fanta. Og jaja, man kan sagtens more sig uden at drikke sig stiv, men for fanden, hvor skal man lægge øre til meget lort som ædru.

Der kommer specielt mange kommentarer om min graviditet, typisk fra hende (evigheds)singlen, som jeg mistænker for at være lidt misundelig. Jeg har normalt temmelig meget temperament, men lige pt. skal der virkelig ikke meget til, før jeg springer i luften. Nogle gange bliver folk lidt bange, men så kan de jo lære det.

Top 5 over dumme kommentarer, som jeg fucking bare ikke gider høre på:

“Hvordan går det med maven?” som indledende velkomsthilsen, gerne ledsaget af berøring (brrrr!, hold nallerne væk fra min krop, nar): Min mave er ret fed, og vil du også se min navle? Og hvad med at spørge, hvordan JEG har det? Man er jo fandme reduceret til en ikke særlig flatterende legemsdel for tiden. Belastende.

“Skååååål! Nå nej, du drikker jo sodavand…”: Ja, bare jok i det – igen. Jeg føler mig jo slet ikke uden for selskabet i forvejen… Når man har hørt den kommentar 7 gange på en aften, begynder den at blive gammel.

“Orv, hvor er du blevet stor. Så stor var jeg slet ikke, da jeg var lige så langt henne”: Nå. Bare fucking nå. Hvad helvede kan jeg bruge det til? Folk med dårligt selvværd og mindreværdskomplekser, der skal bashe andre, kan skride ud af mit liv. Nu.

“Du glemmer også alt! Du har nok fået ammehjerne. Godt nok lidt tidligt.”: Fat det nu, åndsamøber: Ammehjerne er noget, dumme mennesker forsvarer sig med, fordi de er distræte og/eller stressede. Ordet irriterer mig, så luk røven. Og ja, jeg er lidt stresset og småtravl for tiden, så beklager, at jeg ikke lige har fået besvaret din sms/spillet Wordfeud inden for tidsgrænsen/glemt din fødselsdag.

“Nøøj, dine bryster er vokset! Må jeg røre?”: Æh, lad mig se… Nej.

Som nævnt i forrige indlæg skal vi højst sandsynligt have en pige, og jordemoderen kaldte den som noget af det første for “den lille prinsesse”. Havde bare lyst til at svare: “Nå, ligner jeg Mary så meget??” Argh, en af mine yndlingshadekæpheste.

Børn er ikke prinser og prinsesser, de er fucking piger og drenge. Den første, der siger/skriver det til mig, får prompte en mental lussing og en verbal afklapsning. Så hold dog op. Som du kan se på nedenstående infographic, er der intet attråværdigt i at være prinsesse. De skal bare sidde og se pæne ud og holde kæft. Også i det virkelige liv. Og nej, vi er åbenbart ikke kommet videre her i 2012….

Var også inde i en babyudstyrsforretning, hvor der var indrettet et legehjørne til ventende børn. Tydeligt kønsopdelt, naturligvis. Til pigerne var der et slot komplet med lyserød trone og lyserødt strygejern… Jeg brækker mig af stereotyperne. Jeg har aldrig selv passet ind i dem, og jeg håber ved gud heller ikke, at min unge kommer til det.

Du kan jo snart ikke få noget til piger, uden at det er lyserødt (eller til nøds lilla) og har plastret prinsessekroner ud over det hele. Til drenge er det altid fucking blåt og noget med sværd og Star Wars eller Disneys Cars aka. Biler. Suk/WTF.

Jeg synes hele kønsdebatten blev afsporet for nogen tid siden med hön-diskussionen, men det er altså på tide at gøre op med de stereotyper, som vi/medierne/legetøjsproducenterne mere eller mindre uforvarende presser ned over vores børn.

Siden nytår, hvor jeg fik på fornemmelsen, at jeg var gravid, har jeg ikke drukket noget alkohol. Overhovedet. Og det ligner mig ikke ligefrem, for jeg plejer ikke at sige nej til en kølig øl i festligt lag. Det er ikke ligefrem gået ubemærket hen af irriterende observante venner og bekendte, og dette afstedkommer en del virkelig belastende kommentarer, dumme spørgsmål og lumske smil.

I guder, hvor er jeg fucking træt af det. Én ting er, at de samme særligt vedholdende personager er kommet med de samme dumme spørgsmål de sidste seks år, men det er faktisk endnu mere frustrerende, når de rent faktisk har fat i den lange ende (langt om længe).

Min kæreste og jeg har hele tiden været enige om, at ingen skulle vide noget, før vi vidste, at alt var ok efter nakkefoldscanningen, når perioden med den største abortrisiko var overstået – hvilket jeg stadig synes er den bedste fremgangsmåde – så jeg vil jo ikke sidde og give fjolset* ret, når han spørger, om jeg er gravid. Og da slet ikke, når vores familier ikke ved noget endnu.

* “Fjolset” er i ental, men det kunne lige så godt have stået i flertal. Dumhed smitter. 

HVORFOR er det egentlig lige, at folk ikke bare holder deres kæft, når de har en mistanke om, at der er noget i gære? Den første tid er typisk præget af usikkerhed; man ved ikke, om der rent faktisk er bid, eller om man aborterer lige om lidt, så hvorfor sætte folk i klemme på den måde?

Så luk dog røven, og tænk dit. Inden i dig selv. Det er fandme heller ikke pænt at bagtale folk og spekulere i, om andre nu også er blevet lidt tykke om maven på grund af julemad eller baby. Hav dog lidt pli og respekt over for andre mennesker, folkens!

Og vent med at sige tillykke med noget som helst, til du får ren besked. Af den gravide selv.

 

 

Ah, det hjalp.

I skrivende stund er jeg ifølge en af de kære apps 8 uger og 7 dage henne (sådan cirka), og jeg har nu fået de første STRÆKMÆRKER. I fucking begge sider. Dér, hvor jeg engang havde en talje. Helt ærligt.

Jeg sad netop og kiggede på mavebilleder af en Facebook-ven, der har fået tvillinger, og jeg ser fandme mere gravid ud nu, end hun gjorde i uge 15! Og hun havde tilsyneladende slet ikke strækmærker overhovedet på noget tidspunkt. Det er fandme ikke fair. Kun hvis jeg skal have trillinger, men det er jo fandme dårlig karma på et helt andet plan…

Nå, de er endnu helt små, fine og lyserøde, og man skal se godt efter, men de fucking er der. Allerede! Jeg har ellers været rigtig grundig med den tidligere omtalte svanemærkede bodylotion, OG jeg har endda købt en Mor og barn-maveolie fra Matas, men der skal åbenbart skrappere sager til at holde lede, grimme striber væk fra mit flæsk i sådan en led januar med koldt vejr og tør luft og for meget mad. Det har godt nok også kløet gevaldigt.

Har set, at Matas har noget særlig strækmærkeolie på tilbud i denne uge, så nu køber jeg den (det bliver dyrt det her; jeg kan bare mærke det), og ser, om det hjælper/ikke gør det værre. Det skulle også hjælpe at skrubbe det med noget hamphandske, så det prøver jeg også.

I’ll keep you posted.