Archives for posts with tag: mave

Efter fødslen/kejsersnittet har min krop sat nogle helt automatiske begrænsninger for mine fysiske udfoldelser. Til at starte med havde jeg et ledt sår, som godt nok helede hurtigt, men det var ømt, og jeg kunne helt sikkert mærke, at der var blevet rykket rundt i nogle helt fundamentale indvolde inden i mig. Min mave blev faktisk flad igen med det samme, men huden var lidt længere tid om at trække sig sammen igen. Den første tid blævrede det, når jeg gik, og det var virkelig en ubehagelig følelse!

Huden er ok igen, men jeg synes, at jeg har udviklet lidt topmave de sidste par måneder, og min navle ligner ikke sig selv endnu – ved ikke, om den nogensinde kommer til det igen.

Jeg begyndte til mor-barn-yoga halvanden måned efter fødslen og går stadig til det en gang om ugen, men det er altså begrænset, hvad man får ud af det. Som navnet antyder, har man barnet med, og nogle babyer kan godt ligge og sove, pludre eller lege lidt for sig selv, men sådan er min datter altså ikke. Hun skal helst aktiveres hele tiden, hun vil følge med i det hele, og når timen ligger midt i hendes normale lurtid, bliver hun bare overtræt, højlydt og ret krævende.

Nu er yoga jo en motionsform, hvor man skal koncentrere sig en del om åndedræt og bevægelser og slappe helt af under afspændingen. Begge dele er ret svært, når man har en opmærksomhedskrævende baby med på slæb. Men sådan er vilkårene, og alle er jo indforstået med det, men det er virkelig minimalt, hvad man (jeg) får ud af det…

Jeg startede  i fitnesscenter 2-3 måneder efter fødslen, hvor jeg prøvede at lægge blødt ud, men det gik faktisk meget godt, så jeg kom hurtigt op på de samme belastninger som før fødslen. Jeg har dog holdt lidt igen med maveøvelser, fordi det skal man som kejsersnitpatient, og jeg kunne også mærke, at det ikke var helt godt med musklerne i det område. Nu er jeg dog godt i gang med maveøvelserne igen, men de er ikke helt som før. Det må kunne lade sig gøre at få vaskebræt igen… 😉

Den største udfordring ved træningen er dog at få logistikken til at gå op. Barnet skal jo afsættes, og det skal passes sammen med hendes fars planer, hun skal gerne være fodret af og allerhelst sove, inden jeg kan komme af sted. Det er dog lidt nemmere, nu hvor hun kan få grød og modermælkserstatning. Jeg vil virkelig gerne op på to træninger om ugen igen.

Nu hvor det begynder at blive lysere og varmere kan jeg også mærke, at det trækker lidt i mig for at komme ud og løbe lidt igen. Jeg kan ikke løbe så lang tid ad gangen, så det burde være nemmere at slippe væk i 20 minutter end en halvanden times tur i fitnesscenteret.

I en perfekt verden satte jeg Charlotte Bircow på hjemme i stuen og fik lavet nogle effektive øvelser hver dag på min fitnessbold, mens tøsen sover i barnevognen. Men verden er ikke perfekt, og jeg er sindssyg dårlig til at få gjort sådan noget derhjemme. Det skal sættes lidt mere i system, ellers slacker jeg på det…

Reklamer

Ja altså, min navle, ikk? Min mave er efterhånden ved at være lidt i vejen, selvom jeg stadig bruger mit eget tøj (ved hjælp af elastiktricket). Jeg bumper ind i ting, fordi jeg ikke er vant til at fylde så meget lige der, og jeg savner faktisk min talje, nu hvor alt sommertøjet kommer ud i butikkerne. Der er så mange fine kjoler og figursyede toppe, som jeg bliver nødt til at springe over i år. I stedet kommer jeg til at køre fed hval-stilen. Det er da også okay, så længe jeg ved, at det kun er midlertidigt.

Jeg ville altså være deprimeret, hvis jeg var rigtig tyk. Alting er bare mere besværligt. At gå, løbe efter bussen, bukke sig ned efter ting, knalde, rejse sig fra sofaen, sidde ved et bord og arbejde. Fortsæt selv listen… Og jeg er jo endda kun større på maven, ikke resten af kroppen. Jeg skal ALDRIG være tyk.

Nu tænker du nok: Jaja, bare vent, det bliver værre endnu, du er jo ikke så langt henne. Og nej, det er jeg ikke. Den kommer til at vokse  i fire måneder endnu! Min mave ser også værre ud oppefra end fra siden, og om aftenen og når jeg har spist, er den også en del større ud end om formiddagen.

Og så kan man altså gøre en del for mavestørrelsen ved at rette ryggen og spænde i mavemusklerne. Det er vist normalt, at gravide får en tendens til at falde sammen, hvilket får en til at se ualmindelig fed og lasket ud, men god træning af mave- og rygmuskler og større opmærksomhed på ens holdning hjælper virkelig meget. Det skal jeg blive lidt bedre til. Den der navle skal helst ikke vende vrangen ud lige foreløbig.