Archives for posts with tag: normal?

I min barsel har jeg fået læst utrolig meget babyfaglitteratur (nogle ville måske sige for meget), og der har da været både godt og skidt imellem, men jeg har lige læst en bog, der fik nogle brikker til at falde lidt på plads. Det drejer sig om Babykaos, der handler om såkaldte “high-need babyer” (sic; jeg er næsten helt sikker på, at det ikke staves sådan på dansk, men jeg gider ikke ringe til Sprognævnet) eller skal vi bare kalde det krævende børn. Det drejer sig om babyer, der græder meget, spiser meget, vil meget og i det hele taget har et højt aktivitetsniveau, men som til gengæld så sover mindre eller bare dårligt.

Der var ikke alle beskrivelser, der passede på min baby, men andre ramte plet. Hun græder ikke meget, men hun græder (skriger) voldsomt i forhold til mange andre babyer, og hun kan jo også godt sove ordentligt, selvom vi har haft vores udfordringer. Man kan selvfølgelig gradbøje ‘krævende’, men som det også pointeres i bogen, er alt subjektivt, og det handler også om, hvordan forældrene opfatter barnet.

Som nogle af de faste læsere måske har bemærket, har jeg til tider følt, at det var lidt hårdt at være mor til tøsen, og selvom hun er et mildt tilfælde sammenlignet med mange af eksemplerne i bogen, så kan jeg genkende rigtig, rigtig mange ting. Jeg har også ammet hende i timevis hver dag og hun har hængt meget på mig eller andre, fordi hun helst vil sidde hos nogen. Hun er i gang med noget hele tiden, kan slet ikke ligge stille i fem minutter og reagerer på mange mennesker (elsker opmærksomhed og gang i den, mens det står på, men skriger og bliver utilfreds om aftenen/natten).

Hun viser gudskelov ikke tegn på adskillesesangst, og de andre ting bliver gradvist bedre. Jeg ammer ikke 10 timer om dagen mere, hun kan nu mange ting selv, og hun kan bruge sin krop, så hun kan aktivere sig selv og ligge i kravlegården mere end bare 10 minutter ad gangen. Alt er blevet lettere, og jeg skulle nok have fundet denne bog for fire måneder siden, men det var nu alligevel godt at finde ud af, at der er andre derude, der har det lige som mig (eller værre!). Følger for moderen/forældrene kan være stress, vægttab (det afsnit var som at læse en beskrivelse af mig), selvbebrejdelser, usikkerhed osv.

Bogen er i øvrigt fuld af gode, konkrete, brugbare råd/overlevelsesstrategier til, hvordan man håndterer en krævende baby. Jeg har selv fundet frem til mange af tingene selv, fx at en slynge/vikle er GULD værd, og hvordan man får ungen til at sove i barnevogn, men det havde da været fedt at få det serveret på et sølvfad på den måde fra starten af.

Nå, men hvis du sidder og hiver dig selv i håret over, at du synes, at livet med baby er fucking hårdt, og at de andre i mødregruppen har meget nemmere babyer end dig, så skynd dig at læse Babykaos. Der findes også en hjemmeside med en blog.

Det virker som om det ikke er helt legitimt at synes, at det der amning bare er noget lort. Alle steder står der, at det er sådan en hyggelig stund, der skaber stærke bånd mellem mor og barn, og man hører af og til folk sige, at de ligefrem savner det. Well… Det kommer jeg altså aldrig til at synes. Det gør effing naller, det kommer altid ubelejligt, når man skal et eller andet, det tager en allerhelvedes tid (en time er ikke unormalt, og vi har præsteret at komme op på to timer på et tidspunkt), og så synes jeg, at det er gudsjammerligt kedeligt. Dertil kommer alt besværet med suttebrik og medfølgende svineri med mælk ud over det hele og våde pletter på både mig og hende. Og christ, hvor er sådan noget modermælk dog umanerlig fedtet!

Nå, men dem, som jeg har talt med, som ammer pt., vil i hvert fald ikke indrømme, at det ikke er det fedeste i verden. Enkelte har efter ammeperioden indrømmet, at det bare heller ikke var fedt for dem, men det virker som om at man bare ikke må synes, at det er nederen at bruge halvdelen af sit døgn på at have en unge hængende i sine alt for tyndslidte brystvorter. Jeg vil gerne bryde det tabu og sige, at jeg ikke kan lide at amme. Jeg bliver dog ved alligevel, fordi det skulle være så pissesundt for barnet, og hvad gør man ikke for at give sin unge det bedste? Men jeg vil nu godt forbeholde mig retten til at hade det.

Man siger, at man ikke skal amme for enhver pris, og nej, det skal man ikke, men jeg har masser af mælk, hun tager vildt flot på, og alternativet med udmalkning og/eller modermælkserstatning er bare meget mere besværligt med hensyn til planlægning og rengøring. Jeg har dog købt en brystpumpe, så jeg kan malke ud i ny og næ og få et par timer for mig selv. Eller give flaske, hvis vi skal nogen steder, så jeg ikke skal gå afsides i flere timer eller alternativt flashe patværk og suttebrikker for hele selskabet og have skiftetøj med, fordi den lille er et svin, når hun spiser.

Men uanset hvad, så glæder jeg mig, til hun kan tage fast føde, og jeg tæller ned til den dag, hvor det sker…

På trods af suttebrikker og hysterianfald fra både mors og datters side under amning er det alligevel lykkedes den bette at tage 800 gram på siden sin fødsel for omkring 3 uger siden. Så tror pokker, at jeg synes, hun er tung at bakse med, når jeg ammer! Nå, men sundhedsplejersken havde ikke noget negativt at sige, ud over at hun ikke havde verdens bedste sutteteknik, men der kommer jo tilsyneladende noget i skrutten alligevel.

Lidt for meget, endda. For hun har utrolig meget rumlen i maven med luft, gylp og prutter til følge, og det gør hende urolig, når hun har spist. Fik nogle tips til, hvordan jeg kan håndtere det, og hvis intet hjælper, kan jeg stikke en pat i munden på hende… Virker lidt som en ond cirkel, men nu ser vi, hvordan det går.

Med hensyn til moderen var det helt okay at blive ked af det en gang imellem, og det var ikke noget jeg skulle tage så tungt. Godt. Min kæreste var jo ellers klar på at ringe efter en psykolog til mig, fordi han syntes, jeg tog alt for meget på vej over ingenting, men det bliver så ikke nødvendigt i denne omgang. Heldigvis. For det meste går det jo også fint, og jeg er jo glad for tøsen. Synes bare momentært ALT er noget lort, når hun ikke har tålmodighed til at blive lagt til, og vi kæmper i 20+ minutter.

Jeg er virkelig glad for at have fået en sundhedsplejerske, som er sød og positiv og støttende, og som ikke er alt for pædagogagtig, som meget af det sundhedspersonale, jeg er stødt på indtil videre, er.

Nu er jeg jo i sandhed en nybegynder udi moderskabet, hvilket navnet på denne blog også antyder. Det betyder, at jeg ikke ved, hvordan man skifter en ble, ammer, holder en lille skabning korrekt, bøvser den, får den til at holde op med at græde og leger med den. Jeg ved, at jeg indtil videre har fokuseret meget på selve graviditeten, fordi det er der, jeg er nu, og udstyr/fysiske ting, for dem kan jeg forholde mig til.

Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan det vil blive, når først den bette kommer ud, og selvom jeg glæder mig til at se, hvad det er for en størrelse der har ligget og sparket til mig i ni måneder, så har jeg absolut ingen forventninger til noget som helst. Alle småbørnsforældre kommer med den sædvanlige klagesang om, hvor hårdt det er (“Bare Vent”-talen), men de fleste fortæller også, hvor fantastisk det bare føles, når man ser baby første gang.

Undskyld mig, men det har jeg bare svært ved at tro på sker for mig. Jeg kunne måske godt forestille mig, at jeg ville være typen, der liiige skal vænne mig lidt til situationen, før jeg kan tage det hele ind og begynde at føle de der helt overvældende følelser. Der vil min kæreste nok være bedre til at omstille sig med det samme.

Jeg tror bare på at tage tingene stille og roligt, oppefra og ned, i den rækkefølge de kommer, og så ellers bare forberede mig bedst muligt på snit, amning, bleskift og alt det andet ved at læse de der babybøger, jeg har lånt på biblioteket.

Jeg hader ordet redebyggeri. Men det er åbenbart det, man kalder det, når man i den sidste tid af graviditeten har travlt med at gøre rent, få styr på babyudstyr, strøget ting af huskelisten osv. Jeg troede bare, at jeg var smart og forudseende nok til at gøre alt nu, inden der lige pludselig kommer en baby og stjæler al min tid… Men nej, det er tilsyneladende en form for urinstinkt og ikke noget, man selv styrer…

Og nu er jeg jo gået på barsel (WEEEEHUUUU!), så jeg har masser af tid til at få krydset ting af på mine lister. I dag har jeg planer om at rydde op i mine skabe for at få plads til alle de ting, der måtte vige pladsen i roderummet (nu kaldet børneværelset) og kigge tilbudsaviserne igennem for at planlægge ugens indkøb. Jaja, det lyder ikke af meget, men det er jo også mandag – har jeg ladet mig fortælle. 🙂

Så er jeg nået ind i tredje semester, og der er nu mindre end tre måneder til termin. Så er det vist på tide at tage en status…

Vægt: Selvom min badevægt er i stykker, har jeg en ret god formodning om at jeg har taget 4 kilo på siden nytår (5 kilo siden november, så noget af det var jo julespæk).

Mavestørrelse: Har både fået kommentarer i stil med “Nøj, hvor er den stor” og “Er du virkelig så langt henne?”, og størrelsen varierer meget alt efter tidspunkt på dagen, madindtag og hvor meget motion, jeg har dyrket. Bulen sidder ret godt lige midt på maven, og jeg tjekkede lige i går: Bagfra kan man faktisk ikke se, at jeg er blevet tyk.

Strækmærker: Ingen endnu for alvor efter min forskrækkelse i starten. Dog klør det meget, selvom jeg smører med specialolie og bodylotion, og der er begyndt at komme tørre striber i siden. Må. Smøre. Mere.

Navle: Den er stadig på linje med maven, men den er dog endnu ikke poppet helt ud.

Bryster: De er vokset. Måske to skålstørrelser? Har fået en del kommentarer, dog mest fra kvinder. Mænd nøjes bare med at kigge. Til gengæld er vorterne også vokset og er blevet ret mørke. Der er gået spejlæg i den… Brrr.

Ansigtshud: Stadig lige dårlig. Satser nu på minimalistisk hudpleje fra apoteket og mineralmakeup til at dække udbrud.

Spark: Mange! Hver dag, mest om aftenen, men får også en god del, mens jeg arbejder, hvilket gør det ret svært at koncentrere sig nogle gange. Men fuck det, for de der spark er nok det bedste ved at være gravid. 🙂 Kan faktisk ikke rigtig komme på andre fordele lige nu. Men de beviser, at der ligger en lille karatealien derinde, og det gør det mere virkeligt at forholde sig til, at vi bliver en rigtig person mere i familien lige om lidt.

Fødsel: Er ikke bange (endnu). Der er så mange andre, der har født børn før mig, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne?

Køb af udstyr: Har stadig ikke købt noget. Skal nok. Liiige om lidt.

Nu er jeg 22+0, og jeg har været på besøg hos jordemoderen igen. Jeg har undret mig lidt over, hvorfor man skal holdes sådan i hånden gennem hele graviditeten og tjekkes jævnligt af både læge og jordemoder, men jeg kan da godt se, at det er en god ide, hvis der nu skulle opstå problemer. Det var der dog ikke nogen af her.

Det tog en halv time, hvor hun fik tjekket mit blodtryk (ingen kommentarer), størrelsen på min livmoder (op til navlen), hjertelyd hos baby (hurtig!) og spurgt ind til, om jeg havde haft nogen problemer (nej).

Jeg havde dog nogle enkelte spørgsmål, som jeg også fik svar på, nu jeg var der:

Jeg har ikke taget særlig meget på (2-3 kilo indtil videre). Er det okay?

Så længe jeg spiser, som jeg plejer, og baby vokser som normalt, gør det ikke noget. Nogle tager ikke mere end seks kilo på i det hele, og det er okay.

Min næse stopper til pga. forkølelse og pollen, hvad kan jeg gøre?

Snak med din læge.

Min hud bliver ved med at være bumset, byldet og betændt. Hvorfor bliver det ved?

Kan være fordi jeg spiser for meget sukker (har spist lakridser pga. ondt i halsen på det sidste), men ellers skal jeg tale med lægen om det. Det kan bare være hormoner, og så er der nok ikke så meget at gøre. Pis.

Skal jeg blive ved med at tage vitaminpiller for gravide?

Nej, det er ikke nødvendigt, men jeg må meget gerne fortsætte med almindelige vitaminpiller graviditeten ud. Og jern og kalk, som jeg plejer.

Skal jeg spise fiskeolie?

Det er ikke nødvendigt, hvis jeg spiser fiskepålæg 3-4 gange om ugen.

Må jeg godt træne mavemuskler?

Ja, så længe det ikke er ubehageligt. Dog kan de lige mavemuskler dele sig, så det er bedre at fokusere på de skrå.

Og så sagde jeg pænt farvel og tak for denne gang. Rart at alt ser ud, som det skal.

Nu er jeg i uge 21, og det betyder, at jeg er lidt mere end halvvejs i graviditeten. Huha, jeg synes, at tiden går stærkt! Lige pludselig ligger man jo storsvedende og kælver, og så skulle der gerne komme en lille fedtet klump ud med ti tæer og ti fingre. Det er stadig ret freaky at tænke på!

Jeg har kunnet mærke den bette den seneste måned, men i sidste uge begyndte det også at kunne mærkes udenpå. Min kæreste har fanget det et par gange, og det er vist ret vildt. Altså, det er jo bare nogle små puf, men jeg kan mærke, at han kigger mere på min mave, aer den mere og spørger mere til, hvordan det går med junior. Det kan jeg godt lide. Og det går godt med den! Vi har været til misdannelsesscanning, og alt så fint ud. Den krummede sig lidt sammen, men der blev da målt og tjekket det, der skulle, og selvom vi ikke direkte fik nogen mål eller noget, så sagde damen, at alt var normalt. 🙂

Jeg har ellers ikke taget særlig meget på, ca. 2 kg, og efter hvad jeg kan forstå, skulle man have taget 5-7 kg på nu, så der er jo en del forskel. Jeg spørger lige læge eller jordemoder næste gang, men ellers er det ikke noget, jeg vil bekymre mig så meget om. Jeg spiser fornuftigt (lidt hele tiden, varieret, ikke alt for usundt, og mere eller mindre det samme som før), og jeg dyrker styrketræning og yoga på et helt normalt plan. Det vigtigste er, at baby har det godt, og det er jo bekræftet nu.

Så har jeg besøgt min jordemoder for første gang. Hun virkede rigtig sød, og vi fik en god snak om dette og hint. Vi kom bl.a. ind på psykiske sygdomme, og dem er der desværre nogle af i min familie. Jeg føler selv, at jeg er svær at begejstre, uden at jeg dog vil kategorisere mig selv som depressiv, og det behøver jo ikke at betyde noget, for folk er jo forskellige, men på grund af historikken i min familie mente hun, at det var en god ide at være opmærksom på en eventuel fødselsdepression, når den tid kommer.

Jeg tror og håber ikke, at jeg har de tendenser, men man kan jo aldrig vide, og der sker jo ikke noget ved at være opmærksom på tegnene. Men faktisk har jeg været i et ret godt humør de sidste par måneder. Om det er forårets komme eller graviditeten ved jeg ikke, men jeg har bare været lige en tand gladere end jeg plejer. 🙂

Når jeg altså ikke har haft et vredesudbrud af en anden verden, altså. Jeg har normalt lidt af et temperament, men jeg farer mere op i øjeblikket over småting, især over for min kæreste. Han er vist ved at være vant til det, for han tager det meget pænt. Nogle gange ved jeg godt selv, at jeg overreagerer, men jeg kan slet ikke styre det, når først jeg er gået i gang. Men for det meste er jeg altså glad og optimistisk, tro mig!

Jeg kom hjem fra jordemoderen med svar på de fleste af mine spørgsmål og endnu flere brochurer til stakken… Jeg har da fået læst et par stykker af dem, som jeg syntes var relevante pt., men jeg kan ikke forholde mig til fødsel i vand, smertelindring og amning lige nu. Jeg synes stadig, at der er lang tid til september!

Nu, hvor jeg selv er sprunget ud, er der kommer flere til i vennekredsen, der skal føde omkring september. Det havde jeg slet ikke regnet med, for der er ret mange, der har både et og flere børn allerede, så jeg troede, at jeg skulle være lidt alene om at få en nu.

Men det viser sig, at der faktisk er flere andre, der har hygget sig lidt ekstra i julen. Blandt andet nogle af naboerne. Det er lidt crazy. Men superfedt, for nu har jeg nogle at snakke med om alt det, som ingen andre gider høre på (og som jeg selv afskyede, da alle de andre var gravide – ja, fortæl mig dog endelig om dine hæmorider og vand i benene). Det er bare ikke skideinteressant at høre om folks graviditeter, medmindre man er i samme båd.