Archives for posts with tag: overvejelser

Tiden sig nærmer, hvor min tid sammen med den lille slutter. Altså i hverdagene, ikke? Der er kun et par uger tilbage, til hun starter i dagpleje, og tiden går jo sindssygt stærkt. Vi har så mange ting vi skal nå sammen, inden det er for sent. Vi har slet ikke været nok i svømmehallen, vi har næsten ikke været på cafe, og vi har slet ikke besøgt alle de folk, jeg havde planer om at se.

Så de næste par uger er totalt actionpacked oven i de sædvanlige aktiviteter med efterfødselsyoga og babygymnastik. Tiden skal sgu udnyttes! Hun er også blevet meget bedre til at kapere forskellige nye/uvante situationer, end da hun var mindre, og hun bliver så dejligt træt, når hun har oplevet noget, hæhæ!

Jeg går og tænker lidt over, hvordan det bliver at aflevere hende til dagplejemoderen, og jeg forsøger at forberede mig lidt mentalt på det, så jeg ikke bliver overrumplet af sentimentalitet og/eller andre fjollede kvindagtigheder. Jeg øver mig i at sige farvel på en god måde, når hun bliver passet af andre, så både hun og jeg vænner sig til, at jeg går fra hende, og det ikke kommer som et chok for hende, når det bliver alvor.

Jeg tror ikke, jeg får så svært ved at give slip, som jeg hører så mange andre har. Jeg har jo hele tiden vidst, at hun skulle ud og passes omkring det her tidspunkt, og at jeg skulle videre i mit (arbejds)liv, men jeg synes bare, at hun er lidt for lille og hjælpeløs til at komme ud. Og det er hun jo slet ikke. Jeg ved også, at hun får en fest sammen med dagplejemor og de andre børn. Hun er heldigvis ret glad for andre mennesker, og separationsangsten er gudskelov ikke sat ind endnu. Men underligt, det bliver det altså, når hun ikke er i nærheden i længere tid ad gangen.

Jeg har en måned for mig selv, inden min barsel slutter, hvor jeg skal nå alt det, jeg ikke har nået endnu: hovedrengøring, oprydning i skabe, opdatering af garderobe, ordne de sidste 8 års digitalbilleder og lave albums til tryk (jeg bliver træt, når jeg tænker på det) og andre hængepartier. Eller måske ender det bare med, at jeg ender på sofaen med en god bog for at vænne mig til at stresse helt ned igen uden en tikkende babybombe, der kan vågne når som helst. Vi får se!

Reklamer

Om en måneds tid skal tøsen starte i dagpleje. Hun var skrevet op til en kommunal dagpleje, og efter lidt rykken kom kommunen med et tilbud i sidste uge. De må siges at være i virkelig god tid… Nå, men dagplejeren passede os ikke så godt, for rent logistisk ville det blive lidt besværligt, og hvad gør  man så?

Jeg har før kigget på mulighederne for privat dagpleje, men jeg magtede ikke lige at begive mig ud i videre undersøgelser. Nu blev det jo så lidt mere presserende! De private, jeg kiggede på for nogle måneder siden, havde fået ventelister op til halvandet år ud i tiden, så det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg starter jo på arbejde om to måneder…

Tilfældigvis og heldigvis faldt jeg over en tidligere kommunal dagplejer, der lige var startet op som privat, og hun havde stadig ledige pladser, så jeg fik arrangeret et møde, og hun var mægtig flink, så vi skrev kontrakt med det samme. Jeg har jo aldrig mødt hende den kommunale, så jeg ved ikke, hvordan hun er, men det er jo fordelen ved de private dagplejere: Systemet er meget mere åbent, de har hjemmesider, hvor de præsenterer sig selv, og man kan mødes med dem, undersøge sine muligheder og bestemme selv, så det ikke er Bente fra Kommunen, der sidder og træffer en beslutning om, hvordan du skal pendle rundt for at hente børn de næste par år.

De kommunale er nærmest hemmelige, man kan ikke ønske noget særlig konkret udover distrikt, og desuden er de underlagt mange flere restriktioner end de private. Fx må de ikke køre i bil, tog eller cykle med ungerne. Min private dagplejer får også kontrolbesøg af kommunens pædagoger, og jeg sparer 400 kr. om måneden i forhold til den kommunale, for jeg får stadig tilskud fra kommunen. Jeg tror på, at min unge bliver glad for at blive passet der, og jeg har en god fornemmelse i maven. Det er vel det vigtigste.

Men puha, jeg synes jo stadig, hun er en lille baby, der ikke er stor nok til at komme ud i verden endnu! Ikke fordi jeg har lyst til at gå hjemme for evigt med hende, tværtimod. Jeg er ved at være klar til at komme videre i mit liv, men hun kan jo ikke noget! Hun kan ikke kravle, spise selv eller sige noget, og hun sover stadig tre lure om dagen. Jojo, der kan nå at ske meget på en måned, men alligevel!

Puha, jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er dagplejemor. Så har man 3-4 babyer, man skal holde styr på, løfte rundt på, made, skifte og få til at sove! Jeg synes det er riiiigeligt med en enkelt!

Nu er jeg jo i sandhed en nybegynder udi moderskabet, hvilket navnet på denne blog også antyder. Det betyder, at jeg ikke ved, hvordan man skifter en ble, ammer, holder en lille skabning korrekt, bøvser den, får den til at holde op med at græde og leger med den. Jeg ved, at jeg indtil videre har fokuseret meget på selve graviditeten, fordi det er der, jeg er nu, og udstyr/fysiske ting, for dem kan jeg forholde mig til.

Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan det vil blive, når først den bette kommer ud, og selvom jeg glæder mig til at se, hvad det er for en størrelse der har ligget og sparket til mig i ni måneder, så har jeg absolut ingen forventninger til noget som helst. Alle småbørnsforældre kommer med den sædvanlige klagesang om, hvor hårdt det er (“Bare Vent”-talen), men de fleste fortæller også, hvor fantastisk det bare føles, når man ser baby første gang.

Undskyld mig, men det har jeg bare svært ved at tro på sker for mig. Jeg kunne måske godt forestille mig, at jeg ville være typen, der liiige skal vænne mig lidt til situationen, før jeg kan tage det hele ind og begynde at føle de der helt overvældende følelser. Der vil min kæreste nok være bedre til at omstille sig med det samme.

Jeg tror bare på at tage tingene stille og roligt, oppefra og ned, i den rækkefølge de kommer, og så ellers bare forberede mig bedst muligt på snit, amning, bleskift og alt det andet ved at læse de der babybøger, jeg har lånt på biblioteket.

Der er endnu en af mine gravide damebekendtskaber, der har født. En uges tid før termin. Så nu er vi kun fire interne tilbage. Og hvis vi skal dømme efter terminer, er jeg den næste i rækken. Gulp.

Jeg har stadig ikke fået nogen dato for kejsersnittet, men der er jo stadig en risiko for, at jeg selv går i fødsel før tid. Hvilket jeg ikke håber. Det kunne være rart at få nået mine ting først og få lidt ro på, inden det for alvor går løs.

Er begyndt at fokusere lidt mere på amning, som nok er det største mysterium for mig. Det lyder så kompliceret og alle lovpriser det, men ingen synes at det er rigtig ligetil eller superfedt. Hm.

Og selvom jeg snart glæder mig til at se, hvad og hvem det egentlig er, jeg har gået og bagt på i snart ni måneder og som konstant rambukker min navle indefra, så må vedkommende godt blive derinde lidt endnu.

Nu, hvor jeg er sprunget ud som kejsersnitfødende, føler alle mulige og umulige folk trang til at komme med de mest fantastiske historier om dette og hint. Jeg imødekommer alle gode råd med kyshånd, og jeg vil gerne vide, hvad jeg går ind til, men slap dog lige lidt af med detaljerne, venner!

Har i løbet af den sidste uge hørt, at mit fødested skulle være virkelig dårligt, især til komplicerede fødsler (fra en, der ikke selv har født der, og som fik det sidste barn for tja seks år siden), at man no matter what får en ardelle, som man bare ALDRIG kan komme af med igen, som tilsyneladende er så forfærdelig (fra en, der har fået tre kejsersnit og har en virkelig flad mave, som ikke har antydningen af deller), og at man skal have fremstillet specialudstyr til at komme ud af sengen i mindst to måneder efter kejsersnittet OG hjælp fra kæresten, hver gang man skal rejse sig.

Nå, jamen tak for info! Jeg har dog også fået nogle gode, konstruktive råd, f.eks. at jeg skal læse Bogen om kejsersnit, og at … se, der forsvandt det andet gode råd lige fra min hukommelse. Christ. Jeg vender tilbage, når jeg kommer på det…

Så kom jeg til jordemor. Du får lige et par highlights:

  • Hun havde aldrig hørt om synsforstyrrelser før på den måde, men hvis det skete igen, skulle jeg ringe til fødegangen.
  • Blodtryk og urin var fine, så der var ikke tegn på svangerskabsforgiftning.
  • Baby blev skønnet til 3000 g, “en lille baby”. Men jeg synes nu, det følger de officielle kurver meget godt…
  • Den stædige baby har stadig ikke vendt sig og ligger stadig i underkropstilling (UK).

Jeg blev sendt videre til et vendingsforsøg, hvor jeg kom ind, fik målt babys hjertelyd (fin) og en sprøjte, der skulle forhindre veer, og efter lidt tid kom en læge, som lavede en ultralydsscanning (her skulle baby veje 2700 g). Hun prøvede derefter at skubbe babys røv ud af mit bækken og dreje kroppen rundt, men hun kunne kun flytte hovedet, for den genstridige baby lå jo fint, hvor den lå – og åbenbart er groet fast.

Man kan godt prøve at vende den manuelt igen senere, men der var ikke de store forhåbninger, fordi der ikke var meget plads at vende sig på, der var ikke meget fostervand at skvulpe rundt med, og nu har den jo efterhånden ligget i den samme stilling så længe jeg kan huske. Så der var heller ikke de store chancer for, at den pludselig selv skulle finde på at vende sig.

Så jeg blev indstillet til et kejsersnit med det samme og fik den store rundtur på hospitalet, fordi jeg skulle snakke med både læge, jordemor, sygeplejerske og narkoselæge, som stillede de samme spørgsmål og satte krydser på papirer. Det tog lidt tid, men jeg føler mig godt informeret om, hvad der skal ske nu, selvom der var mange oplysninger på kort tid.

Lad mig sige det på den måde, at jeg nok havde indstillet mig på, at det ville være svært at vende den, og at det derfor nok ville ende med kejsersnit, selvom jeg trods alt hellere ville føde. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men nu ligger jo altså landet sådan, og så må jeg bare forberede mig bedst muligt og glæde mig over, at jeg i det mindste ikke risikerer et flækket numsehul. Det værste er, at jeg kommer til at være forholdsvis immobil de første mange uger, og det er noget lort. Til gengæld er selve operationen jo hurtigt overstået.

Uanset hvad der sker, skal det jo nok gå. Nu venter jeg bare på brev med babys fødselsdag. Det er lidt mærkeligt at skulle vide det på forhånd!

En af de gravide, som jeg har fulgtes med, har allerede født. Selvom hun havde termin senere end mig. Det sætter tingene lidt i perspektiv. Fødslen var gået godt, selvom det var sket alt for tidligt, og barnet har det helt fint og klarer sig godt. Men jeg kom til at tænke på, hvis det var mig, der lige pludselig skulle ligge der og føde helt ud i det blå! Jeg ville nok være i en eller anden form for choktilstand de første par uger! Med en lille baby på armen! Argh!

Jeg er jo slet ikke klar til at føde. Jeg har ikke læst nok om, hvordan og hvorledes det egentlig foregår, og jeg mangler stadig ret mange ting på min indkøbsliste, og nu skal det bare snart indkøbes – just in case! De mest presserende ting er nok puslepude, ammepude og stofbleer. Har dog skaffet noget tøj, som bare skal sorteres. Børneværelset er også malet og tapetseret og klar til at flytte ind i. Det bliver rart at kunne samle alt ét sted, så jeg kan få et overblik over, hvad jeg har, og hvad jeg mangler, for lige nu ligger der babyting spredt ud i hele huset.

I denne uge har Bilka tilbud på et Flexi Bath, men jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal købe det eller købe et brugt eller bare få/låne et eller andet kar af en veninde. Øj, jeg har store problemer i mit liv…

Har været til jordemor, og hun kunne endnu en gang konstatere, at baby ikke har vendt sig med hovedet nedad. Den hårde bule under mine ribben er hovedet, og den ligger og sparker mig med sit ene ben i min side. På scanningen havde den tilmed en lille hånd op foran hovedet (nååårh).

Men: Hvis den ikke har vendt sig inden en uges tid, skal jeg et smut på fødegangen og få en læge til at prøve at vende den manuelt. Det går ud på, at man får noget vehæmmende, de tager fat i baby i hoved og røv uden på maven, og så forsøger man ellers at vende den ved håndkraft. Jeg kan ikke forestille mig, at det er særlig behageligt, så det vil jeg helst undgå.

Laver derfor sjove øvelser for at få den til at vende sig. Det er noget med skulderstand (hvilket min røv er blevet for tung til selv at komme op i, så må have væggen til hjælp, yderst elegant), hunden med tilhørende ryst med røv og ligge på ryggen med røven øverst i laaaang tid. Det er virkelig ikke særlig behageligt, men det er jo i en god sags tjeneste.

Hvis den ikke når at vende sig inden fødslen, kan man vælge mellem kejsersnit eller sædefødsel. Jeg tænker bare, at jeg virkelig ikke har særlig meget lyst til at føde, hvis røv+ben skal ud først (av-av-av-av) og desuden er der flere andre alvorlige komplikationer.

Kejsersnit ville jeg helst undgå, fordi det er en operation, som har sine egne bivirkninger (sår, immobilitet, bedøvelse osv.), men på den anden side undgår man også bristningerne ved en fødsel. Det ville nok være det værste ved at føde.Jeg er med på, at det går naller i laaang tid og at ens skræv er temmelig smadret bagefter, men hvis det tilmed var bristet fra hul til hul og ikke kan genoprettes med inkontinens og generel slaphed til følge, så ville jeg satme blive deprimeret – big time!

Så der er fordele og ulemper ved begge dele, men jeg håber bare, at ungen når at vende sig, så jeg ikke skal tænke så meget over alle de muligheder og faldgruber, der er ved de to fødselsformer.

Så hvis nogen har nogle gode ideer til, hvordan jeg får lokket baby til at vende sig, så kom frisk!

Hvornår kan man egentlig kalde sig højgravid? Jeg synes efterhånden, at jeg kandiderer til titlen. Der er virkelig sket noget de sidste par uger. Jeg kan mærke, at min lænd bliver lettere øm, maven er vokset og sidder i vejen, lige meget hvad jeg gør, det er blevet meget sværere at rejse sig fra liggende stilling, og visse gymnastiske øvelser skal jeg bare holde mig fra. Inkl. visse samlejepositioner …

Jeg kan godt mærke, at der sker ting og sager i mit bækken, og at jeg nok burde tage den lidt mere med ro, men for dælen, jeg har jo tusind ting, jeg skal nå, inden baby kommer. Jeg er slet ikke klar! Det er virkelig mærkeligt at tænke på, at der om en måneds tid vil være en ekstra lille person her i huset, som er 100 % afhængig af mig og min kæreste. Og som kræver opmærksomhed 24/7.

Tænker nogle gange lidt over, om jeg nu har nået alt det, jeg ville i livet, inden det er slut lige om lidt. Jeg fik aldrig backpacket i Vietnam og sprunget i faldskærm. Men altså, mit liv er jo trods alt ikke helt forbi endnu. Der kommer jo lige til at være nogle år, hvor jeg nok ikke lige skal ud og realisere mig selv, men det er jeg helt indstillet på, og helt ærligt, man kan jo gøre mange ting med børn, hvis man er god nok til at planlægge og ikke opdrager pylrede børn, der skal have absolut ro, før de kan sove, kun kan spise æblemos fra et bestemt mærke og er alt for mordårlige.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de næste år bliver benhårdt arbejde, men det skal sgu nok gå. Vi er jo ikke de første, der får børn uden at blive sindssyge. (Selvom nogle gør).

Nu er der kun et par uger, til jeg går på barsel, og jeg glæææder mig. Jeg er træt af at stå op om morgenen, gå på arbejde, komme hjem igen og være alt for træt til noget som helst andet. Jeg får slet ikke trænet så meget, som jeg gerne ville, fordi jeg bare ikke har overskuddet for tiden.

Det har i øvrigt været en langstrakt proces at få planlagt den skide barsel, men nu håber jeg, at det er lykkes med lidt hjælp fra min fagforening. Min chef rider ikke samme dag, som han sadler, så jeg har selv taget teten og snakket med gud og løndamer og jurister og whatnot for at få fastlagt mine rettigheder og lavet en optimal barselsplan. Så nu kommer jeg til at gå fra en måned før termin og have 9 måneders barsel med blandet nedsat løn og barselsdagpenge.

Jeg har stadig ikke overblik over, hvad jeg vil få udbetalt hver måned, hvilket tirrer mit planlæggergen. Hvis det går helt galt, har jeg en opsparing, som jeg kan tage af, for vi har jo stadig noget husleje og andre ting, der skal betales, og hvem ved, hvor mange bleer ungen kan skide igennem på en dag. Jeg ANER ikke, hvad det koster at have en baby. Nå, det må vi tage, når den tid kommer.

Lige nu glæder jeg mig bare til at få afsluttet og overdraget mine opgaver på jobbet, så jeg kan holde fri med god samvittighed. Og så håber jeg dælme, at de kommer til at passe godt på det, mens jeg er væk, så jeg også har nogle kunder at vende tilbage til i løbet af sommeren 2013.