Archives for posts with tag: parfume

Posten har lige været her med endnu en babypakke, som jeg faktisk ikke kan huske, hvor jeg bestilte! Men den består af en pose i økologisk, vaskbar bomuld (!) med mange gode ting i:

  • Vådservietter fra Natusan, parfumefri, svanemærket, allergimærket
  • En body fra Name It i str. 50 til en værdi af 40 kr, mærket med EU-blomsten
  • En hel tube tandpasta med Zendium Classic, svanemærket
  • En politibil i plastik fra Dantoy, svanemærket uden ftalater og pvc, fra 1 år
  • Prøvepakker på 15 ml fra Derma: Man Face Cream, Woman 24H ansigtscreme og Baby Salve uden parfume, parabener og farvestoffer. Du må virkelig ikke spørge mig, hvad forskellen på de to ansigtscremer er. Normalt kan man skelne mellem mande- og damecremer på duften, men disse er jo duftfri… Hmm…
  • Nøglering med en vognmønt, motiv af svanemærket og Ecolabel.

Derudover er der brochurer fra Miljøministeriet/Klar til storken og Miljømærkning/Dansk Standard med gode råd til at undgå kemi og allergifremkaldende stoffer. Der var stadig lidt for mange ting, der var pakket ind i plastik, men alt i alt en yderst brugbar og relevant babypakke, som jeg nok skal få brugt, og samtidig er det jo ren indoktrinering til nervøse, småhysteriske nybagte mødre. Der skal også gives pluspoint for, at pakken bliver leveret direkte til døren. 🙂 Tak til Miljømærkning Danmark!

Reklamer

Lige i starten af graviditeten gik jeg shopamok i Matas og købte alskens miljømærkede produkter. Det var ikke det hele, der var lige godt,  fandt jeg ud af. Et af de første køb var en maveolie fra Matas’ eget Mor og barn-mærke. Den var svanemærket, økomærket og uden parfume, lille, fiks og med pumpe, men eftersom min hud kløede ekstremt meget i starten, var den bare slet ikke fed nok. Desuden begyndte den ligesom som mange andre parfumefri produkter at lugte lidt funky op ad dagen! Nærmest sådan lidt harsk!

Så kom Bio-Oil på tilbud, og så prøvede jeg den i stedet. Den er lovprist til gravide mod strækmærker mange steder, men den er parfumeret og gud ved, hvad der ellers er i den… Det har jeg ikke undersøgt. Desuden er den temmelig dyr i Matas (den kan dog fås meget billigere på udenlandske sider), og olien vælter ud af det lidt for store hul. Her havde en pumpe været ret smart. Den virker dog bedre i praksis end den fra Matas. Den holder huden fugtet i længere tid, men til gengæld er den laaangt fra så drøj i brug som den fra Matas, selvom jeg har brugt rigeligt.

Anyways, jeg har ingen strækmærker endnu, men om det er oliernes skyld er jo lidt svært at sige. Jeg tror, at jeg fra nu af bare vil bruge min svanemærkede solcreme (Levevis) eller bodylotion (Derma Woman). Har ikke lyst til at bruge noget med mystiske stoffer og parfume i mere.

Ja, jeg lyder hellig, men jeg er kommet til at læse Familie uden kemi og Baby uden kemi, og uha, det er godt nok nedslående læsning. Der er jo dårlige stoffer i ALT! Man kan jo ikke undgå alt, men hvis man kan undgå det i kosmetik og finde alternativer, der fungerer lige så godt, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det. 🙂

På mit togt efter gratis ting nåede jeg også til Rema 1000, som tilbyder en pakke med dette indhold:

  • En hel pakke bleer til nyfødte, svanemærket, allergimærket
  • En hel pakke vådservietter, svanemærket, allergimærket
  • En hel pakke engangsklude
  • En hel bøtte børneshampoo, svanemærket, allergimærket
  • En lille bamse
  • En Mam-sut
  • Ingen brochurer eller andet reklamegøjl

Indtil videre er det nok den mest brugbare babypakke, jeg har fået fat i. Alt er noget, der kan/skal bruges, Remas egne produkter er fri for farlig kemi og parfume, og det var heller ikke forbundet med særlig meget besvær at få fat i den. Man skal bare udfylde en formular på deres hjemmeside, printe kvitteringen og vise den i en butik, som du selv vælger. De gad dog ikke se kvitteringen, da jeg hentede min pakke.

Den endelige dom lyder: Godt gået der, Rema!

Jeg har bestilt endnu en gratis babypakke fra Babybox, som Babysam og Pampers står bag. Man tilmelder sig på hjemmesiden, printer en kvittering ud og viser den i en Babysam, hvorefter man får en fin papkasse med hank udleveret. Den indeholder:

  • En ble til nyfødte fra Pampers, pakket ind i en papæske og plastik med tilhørende brochure, rar at have
  • En pakke trusseindlæg fra Always, tja
  • Prøve på Head and Shoulders-shampoo til tør hovedbund. Indeholder parfume, hvilket måske ikke er så gennemtænkt
  • 3 plastikskeer fra Hipp inkl. reklame for Hipp.dk med stavefejl, men de er dog gode at have
  • 2 ammeindlæg fra Pigeon, pakket enkeltvis
  • Ranglelegetøj fra Fischer-Price, meget fint
  • Vores Baby – Gravid & baby, et år gammelt, ser dog interessant ud
  • Brochurer fra Lamaze, Fischer-Price (også en kalender), Oral-B, Gyldendals Bogklub, Lovemade babymad, Swapamok.dk og et gavekort til et fotokrus fra Vistaprint.

Derudover kunne man tilvælge en blespand fra Angelcare, hvilket jeg benyttede mig af. Den er en stor hvid plastikmotherfucker, men nu er den samlet og klar til brug. Der var en pakke poser med (jeg har hørt at de er dyre, hvis man skal købe flere), så man kan afprøve den, og jeg vil da give den en chance, men altså… Vi er ikke gangbesværede, og vi bor ikke på 6. sal uden elevator, så det skulle være muligt at gå ud med klam lorteble for hver gang, ungen har skidt. Ja okay, hvis ungen har galopperende diarre i 14 dage, bliver man nok hurtigt træt af turene ud til skraldespanden, og så har vi den da.

Alt i alt en udmærket babypakke fra Babysam med op til flere brugbare ting og ikke så mange urelaterede sager som i den fra Matas. Man betaler dog med sin sjæl, dvs. at man udleverer sin mail og sit telefonnummer til et ukendt antal markedsføringsfolk. Jeg har indtil videre modtaget et par mails, dog ingen opkald, men det var nok til, at jeg skiftede mailadresse og telefonnummer i deres system til mine ikke-primære adresser. Jeg er jo stadig nysgerrig, men jeg gider ikke kimes ned i tide og utide. Hvis det går helt galt, kan man dog afmelde sig på deres hjemmeside.

En anden anke er det helt enorme plastik-, pap- og papirforbrug, der går til sådan en pakke. Det er altså ikke nødvendigt at pakke én ble ind i to lag, og så bliver jeg irriteret over alle de brochurer, der er opsat, så de fylder så meget som muligt. Tænk dog på miljøet! Vores børn skal jo rydde op efter os…

Miljøministeriet har for nylig iværksat en kampagne: Klar til storken. Hvis vi lige ser bort fra den halvkiksede titel, så har den faktisk nogle udmærkede råd til gravide og dem, der gerne vil være det. Og så har de fundet en god grafiker, som har lavet en meget sød og fin grafik i de rette babyfarver.

Men altså, jeg har kigget nærmere på selve hjemmesiden, og det er faktisk bare en gentagelse for hver lille kategori, og det er meget generelle retningslinjer, der præsenteres. Hvis man er sådan en som mig, der gerne vil læse mere, er det endda ikke særlig nemt at finde mere info. Der kunne godt have været et link direkte i teksten i stedet for en henvisning til se læse mere på en anden hjemmeside. Dybe links, tak! Og er det virkelig nødvendigt at have særskilte kategorier for sko OG støvler? Der står jo alligevel de samme ting…

Rådene er sådan set bare de gode gamle med at undgå rovfisk, lade være med at male osv., men der er faktisk også et nyt råd, som bl.a. 24Timer blæste ud over hele forsiden den anden dag og gav mig koldsved: Gravide bør gøre rent hver uge! Åh, er der noget, jeg hader, så er det fandeme at tørre støv af. Men de hvirvler åbenbart skadelige stoffer med rundt, og det er noget skidt. Dammit.

Jeg vil gerne gøre det rigtigt i denne her graviditet uden at være hysterisk, og jeg har da virkelig lyst til at overhøre lige netop denne regel, men jeg kan godt se logikken i, at støvet holder på små partikler af alt muligt crap. Jeg gider bare ikke den fucking rengøring. Vi har pænt mange kvadratmeter, og jeg har mand og dyr, der slæber jord med ind, og det er sådan set okay, at jeg skal støvsuge hytten en gang eller to om ugen, men det med støvekluden magter jeg bare ikke. Jeg tør altså heller ikke rykke sofaen ud for at se, hvad der gemmer sig deromme. Der er fandme snart mange ting, man skal rende og have dårlig samvittighed over…

Måske skulle man bare lukke øjnene og lade være med at tage sig af alle de der retningslinjer, forbud og råd? Jeg kan efterhånden godt forstå dem, der gør det på den måde…

Samme dag som jeg købte graviditetstesten, tænkte jeg, at det måske var på tide at gå lidt op i det der med parabener og diverse kemikalier i cremer og kosmetik. Jeg kan jo godt huske al den der polemik, der var, dengang Andrea Elisabeth Rudolph besluttede sig for at lave en pissedyr kosmetiklinje som reaktion på en undersøgelse, der viste, at hun havde utroligt meget kemi i kroppen.

Indtil videre har jeg haft det sådan, at jeg egentlig ikke rigtig gad at sætte mig ind i det, fordi det virkede så uoverskueligt, forvirrende og virkelig bøvlet. Og jeg har ikke ligefrem en kemieksamen eller anden viden, der kan gøre mig i stand til at skelne skidt fra kanel i debatten omkring f.eks. parabener.

Nå, men nu kom hele problematikken bare lidt op igen, fordi jeg havde en ret god ide om, at jeg var gravid. Og som sagt, så vil jeg jo bare gerne gøre det så godt som muligt – bare helst uden at forvandle mig til en hysterisk kælling. Jeg bruger i forvejen ikke parfume, vasker kun tøj i Neutrals vaskepulver, og jeg har aldrig farvet hår, men jeg kan godt lide at have pæn hud, og mit hår er ret besværligt.

Jeg fandt denne hjemmeside, som i korte vendinger beskriver, hvad man skal gøre som gravid. I ♥ punktopstillinger! Det er jo ikke så svært mere at finde produkter, der hverken indeholder parabener, parfume eller andet stads. Eller – det kan godt være, at det har været sådan et stykke tid, men jeg har ikke opdaget det før nu.

Netto har en serie, der hedder Levevis (jeg har også set den i Bilka, så den fås nok i alle Dansk Supermarkeds butikker), og jeg købte en bodylotion, der både er svanemærket og har den blå krans fra Astma-Allergi Danmark. Den fungerer helt udmærket, er ikke særlig dyr og dufter ikke af noget. Herligt. Jeg var også et smut i Matas og fandt deres nye (?) serie Matas Natur. Her fik jeg fat i en shampoo og en leave-in-balsam. Det er halvdyrt, men det kan vel købes på tilbud.

I det hele taget er det skidesmart med de der mærkninger. Så kan sådan nogle som mig, der ikke aner en skid, hurtigt se, om et produkt er ok. Jeg går efter svanemærket, allergimærket og helst også et økomærke (blomsten eller ecolabel).

Så der kan man bare se. Jeg er blevet en urtekusse…

 

 

PS. Jeg er i øvrigt stor fan af Cliniques tretrinssystem, men det kræver et helt indlæg for sig selv. Det kommer senere.