Archives for posts with tag: pessimisme

I går var en rigtig lortedag. Efter en travl uge, en endnu travlere weekend og lidt for mange dage og nætter med en unge, der ikke ville sove ordentligt, og som tilmed lige fik ENDNU en forkølelse, og en mand, der havde travlt med sit, måtte jeg ned med nakken. Jeg gik i fosterstilling på sofaen og græd, så snotten sprang. For helvede, hvor er det ufedt.

Da jeg endelig havde fået ungen til at sove sin tredje minilur den dag, kom en af de mere verbale naboer og ville snakke. Og nejnej, her i kvarteret banker man ikke på, man vader bare ind og råber, om man er hjemme. Jeg havde ellers lige lagt mig på sofaen og regnet med 20 minutters hvil – ikke søvn eller noget fancy, bare et lille hvil. Det spolerede han så. Og da han var gået, vågnede den lille skrigunge. Argh.

Jeg ved godt, at man ikke må råbe ad sine børn. Det hjælper jo heller ikke at skrige “SÅ SOV DOG FOR FANDEN!”, men man får det en lillebittebittesmule bedre selv. I trekvart sekund. Ungen hylede jo bare endnu højere. Jeg fik fisket hende op af barnevognen og lagde mig ind på sofaen med hende på maven. Hvor vi tudede om kap. Og jeg undskyldte over for hende, at jeg var sådan en dårlig mor.

Der fandt min kæreste os så. Han organiserede hurtigt at trøste og opbevare ungen i kravlegården, mens han støvsugede huset (det lignede lort, og han havde lovet at gøre det) og lavede aftensmad. Da jeg havde fået trukket vejret lidt, gik jeg ud og lavede noget grød til den lille. Min kæreste puttede hende og lovede at tage hende i nat, selvom han skulle op og på arbejde i dag. Hun har heldigvis sovet fint i nat med kun en enkelt opvågning. Og jeg har sovet rigtig godt og fået noget af mit overskud tilbage.

Det er ellers længe siden, jeg har tudet. Det er virkelig uhyggeligt at komme helt derud, hvor man bare fucking ikke magter mere. Overhovedet. Og jeg er jo heldig. Barnet har jo ikke haft kolik i et halvt år, været udsat for de store sygdomme, og hun er for det meste glad og tilfreds. Min smertetærskel er åbenbart bare ret lav, når en enkelt lorteuge kan få mig ned med nakken på den måde. 😦

Det virker som om det ikke er helt legitimt at synes, at det der amning bare er noget lort. Alle steder står der, at det er sådan en hyggelig stund, der skaber stærke bånd mellem mor og barn, og man hører af og til folk sige, at de ligefrem savner det. Well… Det kommer jeg altså aldrig til at synes. Det gør effing naller, det kommer altid ubelejligt, når man skal et eller andet, det tager en allerhelvedes tid (en time er ikke unormalt, og vi har præsteret at komme op på to timer på et tidspunkt), og så synes jeg, at det er gudsjammerligt kedeligt. Dertil kommer alt besværet med suttebrik og medfølgende svineri med mælk ud over det hele og våde pletter på både mig og hende. Og christ, hvor er sådan noget modermælk dog umanerlig fedtet!

Nå, men dem, som jeg har talt med, som ammer pt., vil i hvert fald ikke indrømme, at det ikke er det fedeste i verden. Enkelte har efter ammeperioden indrømmet, at det bare heller ikke var fedt for dem, men det virker som om at man bare ikke må synes, at det er nederen at bruge halvdelen af sit døgn på at have en unge hængende i sine alt for tyndslidte brystvorter. Jeg vil gerne bryde det tabu og sige, at jeg ikke kan lide at amme. Jeg bliver dog ved alligevel, fordi det skulle være så pissesundt for barnet, og hvad gør man ikke for at give sin unge det bedste? Men jeg vil nu godt forbeholde mig retten til at hade det.

Man siger, at man ikke skal amme for enhver pris, og nej, det skal man ikke, men jeg har masser af mælk, hun tager vildt flot på, og alternativet med udmalkning og/eller modermælkserstatning er bare meget mere besværligt med hensyn til planlægning og rengøring. Jeg har dog købt en brystpumpe, så jeg kan malke ud i ny og næ og få et par timer for mig selv. Eller give flaske, hvis vi skal nogen steder, så jeg ikke skal gå afsides i flere timer eller alternativt flashe patværk og suttebrikker for hele selskabet og have skiftetøj med, fordi den lille er et svin, når hun spiser.

Men uanset hvad, så glæder jeg mig, til hun kan tage fast føde, og jeg tæller ned til den dag, hvor det sker…

På trods af suttebrikker og hysterianfald fra både mors og datters side under amning er det alligevel lykkedes den bette at tage 800 gram på siden sin fødsel for omkring 3 uger siden. Så tror pokker, at jeg synes, hun er tung at bakse med, når jeg ammer! Nå, men sundhedsplejersken havde ikke noget negativt at sige, ud over at hun ikke havde verdens bedste sutteteknik, men der kommer jo tilsyneladende noget i skrutten alligevel.

Lidt for meget, endda. For hun har utrolig meget rumlen i maven med luft, gylp og prutter til følge, og det gør hende urolig, når hun har spist. Fik nogle tips til, hvordan jeg kan håndtere det, og hvis intet hjælper, kan jeg stikke en pat i munden på hende… Virker lidt som en ond cirkel, men nu ser vi, hvordan det går.

Med hensyn til moderen var det helt okay at blive ked af det en gang imellem, og det var ikke noget jeg skulle tage så tungt. Godt. Min kæreste var jo ellers klar på at ringe efter en psykolog til mig, fordi han syntes, jeg tog alt for meget på vej over ingenting, men det bliver så ikke nødvendigt i denne omgang. Heldigvis. For det meste går det jo også fint, og jeg er jo glad for tøsen. Synes bare momentært ALT er noget lort, når hun ikke har tålmodighed til at blive lagt til, og vi kæmper i 20+ minutter.

Jeg er virkelig glad for at have fået en sundhedsplejerske, som er sød og positiv og støttende, og som ikke er alt for pædagogagtig, som meget af det sundhedspersonale, jeg er stødt på indtil videre, er.

Som sagt kører vi nu suttebrikstilen efter kyndig (eller noget) vejledning fra sygeplejerskerne på barselsgangen. Jeg har tilsyneladende flade brystvorter (har ellers aldrig fået nogen klager i den afdeling), og det gør det sværere for baby at få ordentlig fat ved amning.

Det lykkedes ellers et par gange at få hende lagt til uden brik på hospitalet, men pga. manglende tålmodighed hos personalet, der var ved at gå i panik over, at amningen ikke var etableret halvandet døgn efter fødslen/kejsersnittet/forløsningen/whatever, blev jeg introduceret for den famøse suttebrik, og hun fangede teknikken efter lidt øvelse. Og så kunne hun selvfølgelig kun bruge den.

Det er jo fint nok, at amningen kører med den, men det er besværligt, fordi man altid skal sørge for at have en ren brik på sig, og det er seriøst besværligt at rengøre det lort. Så skal den gnides godt med salt, overhældes med kogende vand, og der må ikke være den mindste kalk i vandet, så det er noget med at fumle med et kaffefilter… Vi har heldigvis nogle stykker, så vi ikke skal hele møllen igennem efter hver amning, men alligevel. Det tager bare tid, og det er besværligt.

Efter vi er kommet hjem, har jeg med hjælp fra sundhedsplejersken prøvet at vænne hende af med den, og det er da også lykkedes et par gange, men lige pludselig fik hun ualmindelig svært ved også at bruge suttebrikken. Når hun havde kæmpet med min deforme patvorte i 10-15 minutter uden held, men med masser af gråd, syntes jeg, at det var synd for hende, og så satte jeg brikken på igen, med det resultat, at hun slet ikke kunne finde ud af noget. Det kaldes sutteforvirring, har jeg googlet mig frem til. Så jeg stod lissom i en situation, hvor det hverken kørte med suttebrik eller au naturel. Argh.

Det var også pissefrustrerende for mig, for jeg blev ked af det, når hun blev ked af det, og puha, det har kostet mange tårer. Ikke for hende, for helt små babyer producerer først tårer senere, men hun har da godt nok hylet alligevel…

Nå, men efter samråd med sundhedsplejersken har vi besluttet at fortsætte udelukkende med suttebrikken i et stykke tid, indtil hun måske bliver mere moden til at smide den. Det går bedre med at få lagt hende til, selvom hun stadig tager nogle ture, hvor suttebrikken får en rystetur, så mælken sprøjter ud over det hele.

I det hele taget fungerer den der nedløbsrefleks lidt for godt, synes jeg. Det gør jo ondt i patværket og det siver helt vildt, når hun hyler, når jeg ser på hende og det er ved at være tid til en ny amning, eller når jeg bøjer mig forover. Christ. Kommer til at købe mig fattig i ammeindlæg…

Ja, jeg troede jo, at min kæreste og jeg var enige om, at datoen for snittet/fødselsdatoen skulle holdes hemmelig, men grundet dårlig kommunikation (han hører ikke altid efter, når jeg siger noget) er han kommet til at røbe det for sin mor. Og naboen, for at det ikke skal være løgn. Så nu kan det jo være ligegyldigt, og datoen er hermed ikke så classified, som jeg regnede med, den skulle være. Jeg har naturligvis fortalt det til mine forældre også, så ingen skal føle sig snydt, men argh, hvor er det faktisk ret irriterende.

Som sagt ville jeg gerne lige falde lidt ned og kigge lidt på tøsen i ro og mag uden at skulle føle mig forpligtet til at skynde mig at sende en opdatering til venner og familie, for naturligvis vil de være pissenysgerrige. Hvilket jeg udmærket kan forstå. Jeg magter heller ikke ‘held og lykke’-smsser om morgenen, for lige der tror jeg egentlig bare, jeg har lyst til at gå lidt ind i mig selv og forberede mig mentalt på dagens strabadser sammen med min kæreste.

Det fungerer jo ligesom en eksamen. Jo flere, der ønsker mig held og lykke og fokuserer på det, jo mere nervøs bliver jeg. Og pt. er jeg faktisk helt zen omkring det, men hvis folk bliver fucking ved med at spørge, om jeg er nervøs, så kommer jeg jo til at fokusere på det aspekt af sagen, og det har jeg bare SLET ikke behov for.

Nå, men jeg tror, at løsningen bliver, at jeg lukker ned for at alle former for kommunikationslinjer på et tidspunkt aftenen før og først tænder telefonen igen, når vi er klar til det. Og giver min kæreste besked på skrift. I neon. For jeg kunne måske godt forestille mig, at han lægger ungen på Facebook i samme sekund, den bliver hevet ud af min mave…

Nu, hvor jeg er sprunget ud som kejsersnitfødende, føler alle mulige og umulige folk trang til at komme med de mest fantastiske historier om dette og hint. Jeg imødekommer alle gode råd med kyshånd, og jeg vil gerne vide, hvad jeg går ind til, men slap dog lige lidt af med detaljerne, venner!

Har i løbet af den sidste uge hørt, at mit fødested skulle være virkelig dårligt, især til komplicerede fødsler (fra en, der ikke selv har født der, og som fik det sidste barn for tja seks år siden), at man no matter what får en ardelle, som man bare ALDRIG kan komme af med igen, som tilsyneladende er så forfærdelig (fra en, der har fået tre kejsersnit og har en virkelig flad mave, som ikke har antydningen af deller), og at man skal have fremstillet specialudstyr til at komme ud af sengen i mindst to måneder efter kejsersnittet OG hjælp fra kæresten, hver gang man skal rejse sig.

Nå, jamen tak for info! Jeg har dog også fået nogle gode, konstruktive råd, f.eks. at jeg skal læse Bogen om kejsersnit, og at … se, der forsvandt det andet gode råd lige fra min hukommelse. Christ. Jeg vender tilbage, når jeg kommer på det…

For dælen, hvor har jeg bare lidt for meget om ørerne for tiden. Der går næsten ikke en dag, uden at jeg har minimum en aftale med nogen eller sur pligt, der skal overstås.  Og når jeg skal noget sjovt såsom at spise sushi er det jo også fint nok.

Men damn, hvor trænger jeg bare til en dag eller to, hvor jeg ikke skal noget som helst. Det ser desværre bare ikke ud til, at det kommer til at ske lige foreløbig. Når man har en have, og det er sommer, er der også bare altid noget, man burde lave.

Tror bare, der kommer et tidspunkt, hvor jeg er nødt til at trække stikket ud, lukke ørerne for den dårlige samvittighed over ukrudtet/nullermænd/arbejde/forsømte veninder/familiemedlemmer og SOVE.

Alle jeg kender bliver enten 30 eller holder bare nogle fester lige i øjeblikket, fordi det er sommer, og fordi de kan. Og så sidder man der og søber i en flad Fanta. Og jaja, man kan sagtens more sig uden at drikke sig stiv, men for fanden, hvor skal man lægge øre til meget lort som ædru.

Der kommer specielt mange kommentarer om min graviditet, typisk fra hende (evigheds)singlen, som jeg mistænker for at være lidt misundelig. Jeg har normalt temmelig meget temperament, men lige pt. skal der virkelig ikke meget til, før jeg springer i luften. Nogle gange bliver folk lidt bange, men så kan de jo lære det.

Top 5 over dumme kommentarer, som jeg fucking bare ikke gider høre på:

“Hvordan går det med maven?” som indledende velkomsthilsen, gerne ledsaget af berøring (brrrr!, hold nallerne væk fra min krop, nar): Min mave er ret fed, og vil du også se min navle? Og hvad med at spørge, hvordan JEG har det? Man er jo fandme reduceret til en ikke særlig flatterende legemsdel for tiden. Belastende.

“Skååååål! Nå nej, du drikker jo sodavand…”: Ja, bare jok i det – igen. Jeg føler mig jo slet ikke uden for selskabet i forvejen… Når man har hørt den kommentar 7 gange på en aften, begynder den at blive gammel.

“Orv, hvor er du blevet stor. Så stor var jeg slet ikke, da jeg var lige så langt henne”: Nå. Bare fucking nå. Hvad helvede kan jeg bruge det til? Folk med dårligt selvværd og mindreværdskomplekser, der skal bashe andre, kan skride ud af mit liv. Nu.

“Du glemmer også alt! Du har nok fået ammehjerne. Godt nok lidt tidligt.”: Fat det nu, åndsamøber: Ammehjerne er noget, dumme mennesker forsvarer sig med, fordi de er distræte og/eller stressede. Ordet irriterer mig, så luk røven. Og ja, jeg er lidt stresset og småtravl for tiden, så beklager, at jeg ikke lige har fået besvaret din sms/spillet Wordfeud inden for tidsgrænsen/glemt din fødselsdag.

“Nøøj, dine bryster er vokset! Må jeg røre?”: Æh, lad mig se… Nej.

Så har jeg besøgt min jordemoder for første gang. Hun virkede rigtig sød, og vi fik en god snak om dette og hint. Vi kom bl.a. ind på psykiske sygdomme, og dem er der desværre nogle af i min familie. Jeg føler selv, at jeg er svær at begejstre, uden at jeg dog vil kategorisere mig selv som depressiv, og det behøver jo ikke at betyde noget, for folk er jo forskellige, men på grund af historikken i min familie mente hun, at det var en god ide at være opmærksom på en eventuel fødselsdepression, når den tid kommer.

Jeg tror og håber ikke, at jeg har de tendenser, men man kan jo aldrig vide, og der sker jo ikke noget ved at være opmærksom på tegnene. Men faktisk har jeg været i et ret godt humør de sidste par måneder. Om det er forårets komme eller graviditeten ved jeg ikke, men jeg har bare været lige en tand gladere end jeg plejer. 🙂

Når jeg altså ikke har haft et vredesudbrud af en anden verden, altså. Jeg har normalt lidt af et temperament, men jeg farer mere op i øjeblikket over småting, især over for min kæreste. Han er vist ved at være vant til det, for han tager det meget pænt. Nogle gange ved jeg godt selv, at jeg overreagerer, men jeg kan slet ikke styre det, når først jeg er gået i gang. Men for det meste er jeg altså glad og optimistisk, tro mig!

Jeg kom hjem fra jordemoderen med svar på de fleste af mine spørgsmål og endnu flere brochurer til stakken… Jeg har da fået læst et par stykker af dem, som jeg syntes var relevante pt., men jeg kan ikke forholde mig til fødsel i vand, smertelindring og amning lige nu. Jeg synes stadig, at der er lang tid til september!

Der går længe mellem mine indlæg, men jeg synes ikke, at jeg har så meget at fortælle. Det går stille og roligt derudad, lidt forpustethed her, lidt kvalme der, og ømme brystvorter hele tiden. Min mave ser nogenlunde normal ud om morgenen, mens den godt kan være lidt oppustet om eftermiddagen og aftenen. Det kommer også meget an på, hvad jeg spiser. Suger maven lidt ind hele tiden, så folk ikke begynder at undre sig.

Meeen – nu springer vi snart ud og gør det officielt. Så må folk komme med deres “Nå, hvad sagde jeg”-kommentarer og ae-ae på maven (grrrr), gode råd og spørgsmål om alt muligt og umuligt. Er ikke sikker på, at jeg magter det, men på den anden side er der en masse ting, som jeg ikke behøver at lyve om – hvorfor jeg ikke drikker, hvorfor jeg er træt, hvorfor jeg ikke kan male, hvorfor jeg er blevet tyk.

Jeg er faktisk lidt spændt på, hvad familien vil sige, og hvordan den første reaktion vil være. Venter lige lidt med at sige noget på arbejdet. Fortsættelse følger…