Archives for posts with tag: planlægning

Tiden sig nærmer, hvor min tid sammen med den lille slutter. Altså i hverdagene, ikke? Der er kun et par uger tilbage, til hun starter i dagpleje, og tiden går jo sindssygt stærkt. Vi har så mange ting vi skal nå sammen, inden det er for sent. Vi har slet ikke været nok i svømmehallen, vi har næsten ikke været på cafe, og vi har slet ikke besøgt alle de folk, jeg havde planer om at se.

Så de næste par uger er totalt actionpacked oven i de sædvanlige aktiviteter med efterfødselsyoga og babygymnastik. Tiden skal sgu udnyttes! Hun er også blevet meget bedre til at kapere forskellige nye/uvante situationer, end da hun var mindre, og hun bliver så dejligt træt, når hun har oplevet noget, hæhæ!

Jeg går og tænker lidt over, hvordan det bliver at aflevere hende til dagplejemoderen, og jeg forsøger at forberede mig lidt mentalt på det, så jeg ikke bliver overrumplet af sentimentalitet og/eller andre fjollede kvindagtigheder. Jeg øver mig i at sige farvel på en god måde, når hun bliver passet af andre, så både hun og jeg vænner sig til, at jeg går fra hende, og det ikke kommer som et chok for hende, når det bliver alvor.

Jeg tror ikke, jeg får så svært ved at give slip, som jeg hører så mange andre har. Jeg har jo hele tiden vidst, at hun skulle ud og passes omkring det her tidspunkt, og at jeg skulle videre i mit (arbejds)liv, men jeg synes bare, at hun er lidt for lille og hjælpeløs til at komme ud. Og det er hun jo slet ikke. Jeg ved også, at hun får en fest sammen med dagplejemor og de andre børn. Hun er heldigvis ret glad for andre mennesker, og separationsangsten er gudskelov ikke sat ind endnu. Men underligt, det bliver det altså, når hun ikke er i nærheden i længere tid ad gangen.

Jeg har en måned for mig selv, inden min barsel slutter, hvor jeg skal nå alt det, jeg ikke har nået endnu: hovedrengøring, oprydning i skabe, opdatering af garderobe, ordne de sidste 8 års digitalbilleder og lave albums til tryk (jeg bliver træt, når jeg tænker på det) og andre hængepartier. Eller måske ender det bare med, at jeg ender på sofaen med en god bog for at vænne mig til at stresse helt ned igen uden en tikkende babybombe, der kan vågne når som helst. Vi får se!

Om en måneds tid skal tøsen starte i dagpleje. Hun var skrevet op til en kommunal dagpleje, og efter lidt rykken kom kommunen med et tilbud i sidste uge. De må siges at være i virkelig god tid… Nå, men dagplejeren passede os ikke så godt, for rent logistisk ville det blive lidt besværligt, og hvad gør  man så?

Jeg har før kigget på mulighederne for privat dagpleje, men jeg magtede ikke lige at begive mig ud i videre undersøgelser. Nu blev det jo så lidt mere presserende! De private, jeg kiggede på for nogle måneder siden, havde fået ventelister op til halvandet år ud i tiden, så det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg starter jo på arbejde om to måneder…

Tilfældigvis og heldigvis faldt jeg over en tidligere kommunal dagplejer, der lige var startet op som privat, og hun havde stadig ledige pladser, så jeg fik arrangeret et møde, og hun var mægtig flink, så vi skrev kontrakt med det samme. Jeg har jo aldrig mødt hende den kommunale, så jeg ved ikke, hvordan hun er, men det er jo fordelen ved de private dagplejere: Systemet er meget mere åbent, de har hjemmesider, hvor de præsenterer sig selv, og man kan mødes med dem, undersøge sine muligheder og bestemme selv, så det ikke er Bente fra Kommunen, der sidder og træffer en beslutning om, hvordan du skal pendle rundt for at hente børn de næste par år.

De kommunale er nærmest hemmelige, man kan ikke ønske noget særlig konkret udover distrikt, og desuden er de underlagt mange flere restriktioner end de private. Fx må de ikke køre i bil, tog eller cykle med ungerne. Min private dagplejer får også kontrolbesøg af kommunens pædagoger, og jeg sparer 400 kr. om måneden i forhold til den kommunale, for jeg får stadig tilskud fra kommunen. Jeg tror på, at min unge bliver glad for at blive passet der, og jeg har en god fornemmelse i maven. Det er vel det vigtigste.

Men puha, jeg synes jo stadig, hun er en lille baby, der ikke er stor nok til at komme ud i verden endnu! Ikke fordi jeg har lyst til at gå hjemme for evigt med hende, tværtimod. Jeg er ved at være klar til at komme videre i mit liv, men hun kan jo ikke noget! Hun kan ikke kravle, spise selv eller sige noget, og hun sover stadig tre lure om dagen. Jojo, der kan nå at ske meget på en måned, men alligevel!

Puha, jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er dagplejemor. Så har man 3-4 babyer, man skal holde styr på, løfte rundt på, made, skifte og få til at sove! Jeg synes det er riiiigeligt med en enkelt!

Efter det sidste indlæg kom vi lidt ovenpå igen. Det er faktisk gået forrygende med at falde i søvn, hvor vi nu er nede på 15-30 minutter og kun et eller to opfølgende ‘put-dynen-godt-ned-om-ungen’-besøg inde på værelset. Det er SÅ fedt! Og jeg husker at være pissetaknemmelig.

Derudover har der været nætter, hvor jeg slet ikke har ammet hende. Hvis hun er vågnet lidt for tidligt på natten til at blive ammet (fx kl. 23), så har jeg bare puttet hende igen, lagt en hånd på brystet af hende og shhhhhh’et. Efter 5-15 minutter sover hun så videre, og nogle gange glemmer hun helt at vågne senere til en tår babs.

Hun sover stadig ikke så længe om dagen, men det er også ok, når bare det går så godt om natten. Jeg turde jo slet ikke have håbet på, at det skulle gå sådan for en måned eller to siden. Og det kan jo hurtigt vende igen, det er jo set før… Men lige nu nyder jeg det bare.

Jeg har dog stadig selv svært ved at sove, når jeg kan. Min krop er nok stadig i en form for beredskab, så jeg er lang tid om at falde i søvn, og jeg sover ret let. Undtagen om morgenen… Puha, det er svært at komme op, når barnet kalder. Jeg er simpelthen så træt hele tiden, selvom jeg husker at tage mine vitaminpiller og jernpiller og spise sådan nogenlunde sundt (skriver jeg, mens jeg spiser en Snickers), jeg træner og løber lidt igen, og jeg trods alt får 6-7 timers søvn om natten.

Jeg skyder skylden på vejret. Det må være det manglende forår, der sænker mit energiniveau helt ned under gulvbrædderne. Jeg kan ikke se, hvad det ellers skulle være. Jojo, man er da på hele tiden, når man har sådan en lille energibombe i huset, men hårdt er det vel for fanden heller ikke.

Jeg gruer for, når jeg om et par måneder skal rive 8-11 timer ud af kalenderen om dagen for at gå på arbejde. Og hvor jeg skal tidligere op end kl. 7. Shiiiiit. Jeg glæder mig efterhånden til at komme ud og bruge min slunkne hjerne lidt igen, men for fanden, jeg kan slet ikke se, hvordan vores hverdag skal hænge sammen.

Det går godt nok op og ned med sådan en baby. Der var lige et par uger, hvor hun sov fantastisk, spiste flot og var en glad lille charmør hele tiden. Nu er hun syg, sover mindre godt, og hun er heller ikke så hooked på grøden pt. Det er sgu heller ikke særlig spændende med majsmelsgrød og rismelsgrød (ikke at forveksle med risengrød!). Det smager ikke af noget, har en underlig konsistens, og det er vist sjovere at lege med. For fanden, hvor vasker jeg meget tøj for tiden, trods stort panikindkøb af diverse hagesmække…

Vi prøvede at give hende kartoffelmos på et tidspunkt, men det begyndte hun bare at kløjes i – det var vist lige en tand for bastant til den bette. Men hun skal jo prøve noget andet og mere spændende end de to førnævnte grødtyper. Jeg har planer om at fremtrylle en gulerods-/pastinakmos, evt. med broccoli, hvis vi har noget på lager. Det må da i det mindste smage af noget. Ideen er også, at jeg laver en stooor portion, så jeg ikke skal stå og rode med at lave grød og mos helt fra bunden to gange om dagen. Det bliver man da idiot af.

Siden den bette blev født, har jeg ikke været væk fra hende meget mere end to timer af gangen. Det passede lige med en gang træning og en tur i Netto, mens hun sov til formiddag. Jeg skulle jo være i nærheden for at amme, hvis ungen blev sulten. Vi har haft noget modermælk på køl, men det var så besværligt at tilberede, og desuden tog det en allerhelvedes tid at malke ud.

Nå, men det her fantastiske grødshow åbner jo op for helt nye muligheder i den retning, og sammen med modermælkserstatning bliver jeg og mine patter jo nærmest overflødige! Juhu! Så nu har mor her været ude en hel aften til noget tøseaften, og det var virkelig dejligt at komme ud og bare være mig igen. Der blev da snakket en del om børn, men det er vel efterhånden bare sådan det er i vores alder… Der var også kun to, der enten ikke har børn eller er gravide. Men vi snakkede da også om andre ting, heldigvis – det skulle jo forestille at være en friaften!

Jeg kunne sagtens slippe tøsen, og jeg sad ikke og tænkte på hende hele aften og savnede hende helt vildt, som jeg har hørt andre sige. Jeg smssede da til min kæreste for at høre, hvordan det stod til, men det var mere for at høre, hvordan den stakkels mand klarede putningen. Det må da også være irriterende endelig at være sluppet af sted, og så kan man ikke slappe helt af, fordi man tænker på ungen derhjemme. De problemer har jeg så heldigvis ikke. 🙂

Jeg drak ikke noget, for jeg skulle køre hjem, og det blev heller ikke supersent, fordi jeg ville hjem, inden vi sneede inde… Det var gået nogenlunde hæderligt med at få barnet til at sove uden mor, og jeg fik besked på, at jeg bare kunne sige til, hvis jeg ville ud igen, så helt afskrækket er min kæreste da heller ikke. Jeg tror også, at han godt ved, at jeg bliver (endnu mere) sindssyg, hvis jeg ikke kommer ud og ser noget andet en gang imellem.

 

Efter den sidste tids sove/puttehelvede er der endelig bedring at spore. Den lille dame er begyndt at blive træt meget tidligere på aftenen, faktisk allerede omkring aftensmaden. Vi er begyndt at fodre hende af med grød før vi selv spiser, og så sidder hun og stener lidt i sin skråstol og kigger på, at vi spiser. Når vi er færdige, er hun som regel grydeklar, så en af os rydder af bordet, og den anden pusler hende.

Ritualet lyder: slukke loftslampen på badeværelset og kun tænde den lille lampe (ligesom om natten), eventuelt spille lidt musik, skifte ble, nattøj på, give lidt massage, fortælle at nu skal vi i seng og generelt bare fastholde en stille og rolig stemning. Så tager jeg hende med ind i sengen, ammer hende til hun ikke gider mere (hun har fået en dårlig vane med at stikke tommelfingeren i munden, mens jeg ammer hende – virkelig fjollet).

Så lægger jeg hende i sin seng, monterer nusseklud og klud med sut på hver side af hovedet, rykker dynen godt op om hende og siger, at hun skal sove. Jeg bruger altid den samme sætning, også om dagen, når hun skal sove i barnevognen. Tonelejet er fast og bestemt, men kærligt. Så tænder jeg en natlampe, for hun flipper helt ud med det samme, hvis der er helt mørkt. Jeg går ud fra, at hun bare skal have et eller andet at kigge på, mens hun falder hen.

Så går jeg ud af værelset og bruger babyalarmen til at høre, hvornår det bliver kritisk. Hun kan godt ligge og pludre og sige lyde, men efter typisk et kvarters tid går det lidt mere hen i gråd. Så går jeg ind for at trøste lidt og sige, at hun skal sove. Der er for det meste ingen tårer, så hun får lov til at blive liggende i sengen. Jeg holder hende i hånden, stryger hende over hovedet, holder en hånd eller en arm på hendes brystkasse og trækker dynen op, hvis hun har sparket den af. Alt imens jeg taler beroligende til hende og siger at hun skal sove. Efter nogle minutter falder hun til ro, og jeg kan gå ud igen.

Det fortsætter så et par gange, indtil hun falder i søvn eller jeg selv går i seng. Indtil videre har hun sovet efter 30-60 minutter, og det er måske lang tid for andre, men det er jo en kæmpe udvikling for mig, der før (for ikke særlig lang tid siden, faktisk!) brugte op til 4-5 timer på at få hende til at sove. Det er SÅ fedt at have lidt tid til sig selv om aftenen uden en sur og træt baby på armen. Halleluja! 😀

*krydser fingre for, at det fortsætter i samme spor*

Barnets bedsteforældre er alle meget glade for hende. Faktisk så glade, at min kæreste og jeg er røget lidt i anden række. Det er ikke længere os, de kommer for at besøge, og gæt hvem de hilser på først! Det er også ok, sådan er det vel bare. Jeg afgiver gerne lidt opmærksomhed til tøsen, for hun er jo også fantastisk! Jeg besvarer også gerne smsser fra svigermor lydende “Hvordan går det med jer?” med en opdatering om, hvordan barnebarnet har skidt, spist og sovet i dag, og jeg sender gladeligt billeder, når mormor fisker efter det.

Men – jeg bliver altså lidt irriteret, når en fremstrakt hjælpende hånd á la “skal jeg ikke komme en eftermiddag og hjælpe, så du kan få lidt fri?” i virkeligheden betyder: “ja, jeg gider jo ikke komme og traske en tur med barnevognen, så du kan få helt fri og eventuelt sove lidt med god samvittighed i et helt stille hus, jeg vil bare gerne komme og dikke-dikke ungen, mens du serverer kaffe og kage”. For det er satme ikke aflastning, det er bare at tilgodese bedsteforælderens egne behov.

Lord, jeg glæder mig, til det her grødshow kommer helt op at køre, så det bliver nemmere at sende barnet ud af huset en halv eller hel dag, og jeg dermed kan slappe fuldstændigt af. Nogle siger, at det kan man ikke alligevel, fordi man ikke kan slippe ungen – meeen jeg tror, at jeg er ved at nå det punkt, hvor jeg egentlig savner mig selv og min kæreste lidt.

Er der noget jeg har lært af at være mor til tøsen, så er det, at man ikke kan regne med noget. Det, der gjaldt i går, gælder ikke nødvendigvis i dag. Man kan skimte nogle generelle ting, der går igen, men man kan sagtens afvige.

Damen vil fx for det meste gerne have mad hver 3. time, men det kan lige så godt være hver 2. eller 4. nogle gange. Og lige som man tror, at hun er begyndt kun at skide hver anden dag, leverer hun fire velvoksne lortebleer på en enkelt dag. Hun kan sove igennem den ene nat, og være helt ustyrlig og lysvågen den næste.

De siger, at man først kan regne med en egentlig rytme i fjerde måned, men man må ifølge min sundhedsplejerske godt begynde at etablere nogle faste rammer allerede nu. Jeg havde mit hyr med hende i nogle dage i træk, hvor hun ikke ville sove om natten, og min sundhedsplejerske foreslog, at hun kom mere ud at sove i barnevognen end hidtil.

Jeg har kun haft hende ude én gang om dagen, for det meste om eftermiddagen, og det var slet ikke nok. Hun skulle gerne ud to eller tre gange om dagen. Huha, jeg kunne godt se, at det kom til at knibe lidt med tiden, når vi nogle dage først står op kl. 10… Det var også en dårlig ide at have forskellige stå op-tider, for vi kunne både stå op kl. 6 og kl. 11 alt efter hvor træt jeg nu lige var.

Så nu prøver vi at stå op kl. 6 eller 7 alt efter hvordan det lige passer med morgenamningen, og så kommer hun ud stort set lige bagefter. Når hun vågner, kommer hun ind og får mad, hvorefter hun lægges ud igen. Og så fremdeles. Jeg håber, at vi kan få det til at spille og få en gladere og mindre overtræt pige ud af det.

Det virker som om det ikke er helt legitimt at synes, at det der amning bare er noget lort. Alle steder står der, at det er sådan en hyggelig stund, der skaber stærke bånd mellem mor og barn, og man hører af og til folk sige, at de ligefrem savner det. Well… Det kommer jeg altså aldrig til at synes. Det gør effing naller, det kommer altid ubelejligt, når man skal et eller andet, det tager en allerhelvedes tid (en time er ikke unormalt, og vi har præsteret at komme op på to timer på et tidspunkt), og så synes jeg, at det er gudsjammerligt kedeligt. Dertil kommer alt besværet med suttebrik og medfølgende svineri med mælk ud over det hele og våde pletter på både mig og hende. Og christ, hvor er sådan noget modermælk dog umanerlig fedtet!

Nå, men dem, som jeg har talt med, som ammer pt., vil i hvert fald ikke indrømme, at det ikke er det fedeste i verden. Enkelte har efter ammeperioden indrømmet, at det bare heller ikke var fedt for dem, men det virker som om at man bare ikke må synes, at det er nederen at bruge halvdelen af sit døgn på at have en unge hængende i sine alt for tyndslidte brystvorter. Jeg vil gerne bryde det tabu og sige, at jeg ikke kan lide at amme. Jeg bliver dog ved alligevel, fordi det skulle være så pissesundt for barnet, og hvad gør man ikke for at give sin unge det bedste? Men jeg vil nu godt forbeholde mig retten til at hade det.

Man siger, at man ikke skal amme for enhver pris, og nej, det skal man ikke, men jeg har masser af mælk, hun tager vildt flot på, og alternativet med udmalkning og/eller modermælkserstatning er bare meget mere besværligt med hensyn til planlægning og rengøring. Jeg har dog købt en brystpumpe, så jeg kan malke ud i ny og næ og få et par timer for mig selv. Eller give flaske, hvis vi skal nogen steder, så jeg ikke skal gå afsides i flere timer eller alternativt flashe patværk og suttebrikker for hele selskabet og have skiftetøj med, fordi den lille er et svin, når hun spiser.

Men uanset hvad, så glæder jeg mig, til hun kan tage fast føde, og jeg tæller ned til den dag, hvor det sker…

Jeg forstår slet ikke, at vi allerede har haft den lille i tre uger. Tiden er gået helt vildt stærkt! Du må ikke spørge mig, hvad fanden tiden er gået med, for jeg synes ikke, at jeg når en skid ud over at passe hende, og så krævende er hun jo heller ikke. Hun sover trods alt en del, også om natten, så man burde kunne klemme andre aktiviteter ind i skemaet, men i praksis er det bare ikke muligt…

Hvis jeg når at vaske tøj, så det er nogenlunde i bund, er jeg heldig. Rengøring er ikke-eksisterende, medmindre min mor kommer og gør det. Aftensmaden står min kæreste mere eller mindre for, fordi tøsen altid skal ammes omkring det tidspunkt, og sådan noget som hårfjerning på moderkroppen er jeg slet ikke nået til endnu. Selv om guderne skal vide, at jeg trænger gevaldigt!

Når jeg kigger på visse andre morblogs rundt omkring (ingen nævnt, ingen glemt), er jeg altså bare en enormt ufashionabel mor. Okay, jeg har ingen au pair til alt det grove, men jeg har kun haft makeup på én gang siden fødslen, og selvom det er lykkedes mig at komme i bad hver dag, kan jeg altså godt rende rundt i de samme bukser i mange dage i træk, og mælkepletter på blusen (trods ammeindlæg) er ikke noget særsyn. Vær glad for, at der ikke er billeder på denne blog!

Til gengæld har jeg tabt næsten 12 kg siden fødslen, og jeg er dermed længere nede end præ-graviditetsvægt. Og julevægt. Og muligvis præ-2009-vægt. Det er i hvert fald længe siden, jeg har været så tynd. Det ser ikke særlig godt ud, især fordi mine muskler er så godt som væk. Glæder mig virkelig, til jeg kan komme i gang med at træne igen, selvom det bliver vildt hårdt at starte helt fra bunden igen. Og så må jeg have vænnet tøsen fra at kræve mad/bleskift/nusning, hver gang det er spisetid for mig, inden jeg svinder helt ind.