Archives for posts with tag: scanning

Så kom brevet med datoen for kejsersnittet. Det har været fem (5!!) dage undervejs. Det er fandme da også tarveligt at sende sådan noget med B-post… Teksten var jo heller ikke længere, end det kunne have stået i en sms. Vi har besluttet at holde datoen hemmelig, så det bliver en overraskelse for alle andre, ligesom hvis det var en almindelig fødsel.

Vi vil også gerne lige kunne sunde os og se lidt på den lille, før folk begynder at komme på besøg/ringe/sende sms osv. om, hvordan det er gået. Det tror jeg sgu bare ikke nogen af os magter, lige efter tøsen er kommet ud. Der KAN jo også ske det, at vi ankommer til fødegangen, bliver scannet, og får at vide, at hun har vendt sig, og så bliver vi jo sendt hjem igen. Nøj, det ville være nederen at meddele til alle: Ej, sorry, det bliver altså ikke i dag alligevel.

Min mor, den planlægningsfreak, er dog ikke så glad for vores beslutning, men det er jo os, der bestemmer det, og ikke hende.

Reklamer

Så kom jeg til jordemor. Du får lige et par highlights:

  • Hun havde aldrig hørt om synsforstyrrelser før på den måde, men hvis det skete igen, skulle jeg ringe til fødegangen.
  • Blodtryk og urin var fine, så der var ikke tegn på svangerskabsforgiftning.
  • Baby blev skønnet til 3000 g, “en lille baby”. Men jeg synes nu, det følger de officielle kurver meget godt…
  • Den stædige baby har stadig ikke vendt sig og ligger stadig i underkropstilling (UK).

Jeg blev sendt videre til et vendingsforsøg, hvor jeg kom ind, fik målt babys hjertelyd (fin) og en sprøjte, der skulle forhindre veer, og efter lidt tid kom en læge, som lavede en ultralydsscanning (her skulle baby veje 2700 g). Hun prøvede derefter at skubbe babys røv ud af mit bækken og dreje kroppen rundt, men hun kunne kun flytte hovedet, for den genstridige baby lå jo fint, hvor den lå – og åbenbart er groet fast.

Man kan godt prøve at vende den manuelt igen senere, men der var ikke de store forhåbninger, fordi der ikke var meget plads at vende sig på, der var ikke meget fostervand at skvulpe rundt med, og nu har den jo efterhånden ligget i den samme stilling så længe jeg kan huske. Så der var heller ikke de store chancer for, at den pludselig selv skulle finde på at vende sig.

Så jeg blev indstillet til et kejsersnit med det samme og fik den store rundtur på hospitalet, fordi jeg skulle snakke med både læge, jordemor, sygeplejerske og narkoselæge, som stillede de samme spørgsmål og satte krydser på papirer. Det tog lidt tid, men jeg føler mig godt informeret om, hvad der skal ske nu, selvom der var mange oplysninger på kort tid.

Lad mig sige det på den måde, at jeg nok havde indstillet mig på, at det ville være svært at vende den, og at det derfor nok ville ende med kejsersnit, selvom jeg trods alt hellere ville føde. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men nu ligger jo altså landet sådan, og så må jeg bare forberede mig bedst muligt og glæde mig over, at jeg i det mindste ikke risikerer et flækket numsehul. Det værste er, at jeg kommer til at være forholdsvis immobil de første mange uger, og det er noget lort. Til gengæld er selve operationen jo hurtigt overstået.

Uanset hvad der sker, skal det jo nok gå. Nu venter jeg bare på brev med babys fødselsdag. Det er lidt mærkeligt at skulle vide det på forhånd!

Har været til jordemor, og hun kunne endnu en gang konstatere, at baby ikke har vendt sig med hovedet nedad. Den hårde bule under mine ribben er hovedet, og den ligger og sparker mig med sit ene ben i min side. På scanningen havde den tilmed en lille hånd op foran hovedet (nååårh).

Men: Hvis den ikke har vendt sig inden en uges tid, skal jeg et smut på fødegangen og få en læge til at prøve at vende den manuelt. Det går ud på, at man får noget vehæmmende, de tager fat i baby i hoved og røv uden på maven, og så forsøger man ellers at vende den ved håndkraft. Jeg kan ikke forestille mig, at det er særlig behageligt, så det vil jeg helst undgå.

Laver derfor sjove øvelser for at få den til at vende sig. Det er noget med skulderstand (hvilket min røv er blevet for tung til selv at komme op i, så må have væggen til hjælp, yderst elegant), hunden med tilhørende ryst med røv og ligge på ryggen med røven øverst i laaaang tid. Det er virkelig ikke særlig behageligt, men det er jo i en god sags tjeneste.

Hvis den ikke når at vende sig inden fødslen, kan man vælge mellem kejsersnit eller sædefødsel. Jeg tænker bare, at jeg virkelig ikke har særlig meget lyst til at føde, hvis røv+ben skal ud først (av-av-av-av) og desuden er der flere andre alvorlige komplikationer.

Kejsersnit ville jeg helst undgå, fordi det er en operation, som har sine egne bivirkninger (sår, immobilitet, bedøvelse osv.), men på den anden side undgår man også bristningerne ved en fødsel. Det ville nok være det værste ved at føde.Jeg er med på, at det går naller i laaang tid og at ens skræv er temmelig smadret bagefter, men hvis det tilmed var bristet fra hul til hul og ikke kan genoprettes med inkontinens og generel slaphed til følge, så ville jeg satme blive deprimeret – big time!

Så der er fordele og ulemper ved begge dele, men jeg håber bare, at ungen når at vende sig, så jeg ikke skal tænke så meget over alle de muligheder og faldgruber, der er ved de to fødselsformer.

Så hvis nogen har nogle gode ideer til, hvordan jeg får lokket baby til at vende sig, så kom frisk!

Nu er jeg i uge 21, og det betyder, at jeg er lidt mere end halvvejs i graviditeten. Huha, jeg synes, at tiden går stærkt! Lige pludselig ligger man jo storsvedende og kælver, og så skulle der gerne komme en lille fedtet klump ud med ti tæer og ti fingre. Det er stadig ret freaky at tænke på!

Jeg har kunnet mærke den bette den seneste måned, men i sidste uge begyndte det også at kunne mærkes udenpå. Min kæreste har fanget det et par gange, og det er vist ret vildt. Altså, det er jo bare nogle små puf, men jeg kan mærke, at han kigger mere på min mave, aer den mere og spørger mere til, hvordan det går med junior. Det kan jeg godt lide. Og det går godt med den! Vi har været til misdannelsesscanning, og alt så fint ud. Den krummede sig lidt sammen, men der blev da målt og tjekket det, der skulle, og selvom vi ikke direkte fik nogen mål eller noget, så sagde damen, at alt var normalt. 🙂

Jeg har ellers ikke taget særlig meget på, ca. 2 kg, og efter hvad jeg kan forstå, skulle man have taget 5-7 kg på nu, så der er jo en del forskel. Jeg spørger lige læge eller jordemoder næste gang, men ellers er det ikke noget, jeg vil bekymre mig så meget om. Jeg spiser fornuftigt (lidt hele tiden, varieret, ikke alt for usundt, og mere eller mindre det samme som før), og jeg dyrker styrketræning og yoga på et helt normalt plan. Det vigtigste er, at baby har det godt, og det er jo bekræftet nu.

Som nævnt i forrige indlæg skal vi højst sandsynligt have en pige, og jordemoderen kaldte den som noget af det første for “den lille prinsesse”. Havde bare lyst til at svare: “Nå, ligner jeg Mary så meget??” Argh, en af mine yndlingshadekæpheste.

Børn er ikke prinser og prinsesser, de er fucking piger og drenge. Den første, der siger/skriver det til mig, får prompte en mental lussing og en verbal afklapsning. Så hold dog op. Som du kan se på nedenstående infographic, er der intet attråværdigt i at være prinsesse. De skal bare sidde og se pæne ud og holde kæft. Også i det virkelige liv. Og nej, vi er åbenbart ikke kommet videre her i 2012….

Var også inde i en babyudstyrsforretning, hvor der var indrettet et legehjørne til ventende børn. Tydeligt kønsopdelt, naturligvis. Til pigerne var der et slot komplet med lyserød trone og lyserødt strygejern… Jeg brækker mig af stereotyperne. Jeg har aldrig selv passet ind i dem, og jeg håber ved gud heller ikke, at min unge kommer til det.

Du kan jo snart ikke få noget til piger, uden at det er lyserødt (eller til nøds lilla) og har plastret prinsessekroner ud over det hele. Til drenge er det altid fucking blåt og noget med sværd og Star Wars eller Disneys Cars aka. Biler. Suk/WTF.

Jeg synes hele kønsdebatten blev afsporet for nogen tid siden med hön-diskussionen, men det er altså på tide at gøre op med de stereotyper, som vi/medierne/legetøjsproducenterne mere eller mindre uforvarende presser ned over vores børn.

Jeps, den er god nok – måske altså. Vi skal have en pige, mener den jordemoder, der scannede os i påsken. Hun fangede et sædebillede af den lille i bedste kussomatstil, og der var de fineste skambamser at se. Meeen – alle, der har set det famøse billede, mener, at det lige så godt kunne være testikler. Tappen er jo også nem at overse fra den vinkel. Ikke at jeg skal gøre mig klog på babyers kønsorganer. Anyways, vi skal til misdannelsesscanning i næste uge, og der får vi jo måske chance for en second opinion og for at se nærmere på sagerne.

Uanset om det viser sig at være filet eller boller, håber jeg bare, at den er sund og rask. Der er jo fordele og ulemper ved begge køn: Med piger kan man (jeg) bedre forholde mig til, hvad der muligvis sker i hovedet på dem, når de bliver hysteriske, men fuck, hvor er der meget pissegrimt lyserødt børnetøj. Til gengæld er der meget af det.

En dreng ville måske have det lettere her på matriklen. Jeg er ikke selv af den specielt tøsede slags, og jeg legede både med biler og Barbie-dukker og klatrede forholdsmæssigt meget i træer min ringe motorik taget i betragtning. Mine bedste venner i de mindste klasser var drenge, og da jeg endelig fik en bedsteveninde, havde jeg svært ved at forholde mig til det der med at se på fyre. Jeg ville hellere høre musik, drikke øl og citere Gramsespektrum.

Desuden har min kæreste store ambitioner om at lære afkommet at bygge med Lego Technics (hvilket han ikke mener piger gider), og så har han vist drømt om en kneit, han kunne lære at reparere biler. Jeg har sagt, at det da ikke er noget problem at lære piger lidt teknik, men han er bare bange for, at hun så vokser op og bliver kvindelig kloakmester eller bilmekaniker.

Uanset hvad vi får, kan vi jo indoktrinere ynglet, som det passer os. Det er jo fordelen ved at få at få børn; man kan forme dem, ligesom man vil have dem. Og uanset om det bliver en pige eller en dreng, så bliver det uden tvivl en selvstændig, intelligent, no-bullshit lille abe med hang til dyr, friluftsliv, motion, tv-serier og teknik, der har manererne i orden og siger lige nøjagtig det, den har lyst til. For sådan vil vi gerne have dem. 🙂 Og så får den en lille opstoppertud og et ret nuttet babyface med høj pande og store kinder. Det kunne vi nemlig også se på scanningen.

Vi skal til misdannelsesscanning om et par uger, men jeg faldt over et godt tilbud på en tryghedsscanning, så nu skal vi altså lige prøve det på lørdag. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ville bruge penge på ekstra, overflødige scanninger, men jeg kunne ikke stå for tilbuddet. Ooog så håber jeg jo, at vi kan se kønnet. Det er lidt spændende.

Jeg er ret ligeglad med, hvad det bliver, men det ville nu være rart at vide, om man skal forholde sig til en lille Åse eller en lille Ole. (Nej, de navne er IKKE i spil!) Det er jo ikke sikkert, at man kan se det, men altså… Ellers bliver det jo også bare meget rart lige at hilse på Junior m/k igen.

I dag var vi til nakkefoldscanning, og jeg skal da nok lige love for, at jeg fik det bevis, som jeg har gået og savnet! Jeg havde ikke sat næsen op efter noget og måske lidt regnet med, at jeg ville lave en Rachel, men den dukkede op på skærmen, med det samme hun satte apparatet på, og man kunne se både arme, hænder, ben, hoved og rygrad.

Junior er 5,3 cm fra hoved til hale (det vides ikke, hvordan længden er i udstrakt tilstand). Damen sagde, at man også kunne se, at hjertet slog, men det kunne jeg altså ikke se.

Men fuck det, den var i allerhøjeste grad i live, sprællede og hoppede og satte af mod ‘væggen’. Det så ret sjovt ud. Den stod også lodret op på et tidspunkt, men den ville ikke rigtig vende sig ordentligt, så nakkefolden kunne måles. Det lykkedes dog alligevel nogenlunde på et af de andre billeder, der blev taget, og resultatet var fint: 1:1200-etellerandet.

Lad mig lige indskyde, at det altså ikke er for sjov, at de skriver i indkaldelsen, at man skal tisse først, for damn, hun trykkede faktisk temmelig hårdt på min mave. Vi fik et fint lille billede med hjem, og nej, det skal ikke på Facebook.

Bonusinfo til dem, der ikke er ligeglade (er ikke engang sikker på, at jeg er en af dem): Min terminsdato er to dage senere, end jeg havde regnet med. Det er nu ikke lige det, der får mig til at ligge søvnløs om natten…

Nu ved jeg bare, at jeg ikke er indbildt gravid, og der rent faktisk findes en junior. Og det er jeg faktisk rigtig glad for. Nu tuder jeg igen…