Archives for posts with tag: suttebrikker

Nu er det slut med amningen! 😀 Vi har trappet det langsomt ned siden januar, hvor tøsen begyndte at få grød, og til sidst fik hun kun én gang om dagen – med varierende entusiasme fra hendes side. Jeg synes også, at det var begyndt at gøre lidt ondt igen, muligvis fordi hun synes det var sjovt at suge sig fast og rykke hovedet væk.

Av.

Nå, men jeg blev ved, fordi det var nemt og hurtigt lige at hive patværket frem og fodre hende af, inden vi skulle ud af døren. Men nu er det slut, og det virker ikke, som om tøsen savner det. Hun er glad og tilfreds med grød, især havregrød, brød med pålæg og smuler fra de riges bord (vores).

Jeg savner det heller ikke! Jeg har smidt alle mine ammepuder langt væk, pakket mine meget behagelige amme-bh’er ned og fundet mine lidt stivere gamle bh’er tilbage. Jeg er gået to skålstørrelser ned, siden jeg var gravid. TO! Som i 2!! Og det er jo ikke bare fordi de er blevet mindre, de er bare ligesom faldet sammen og blevet lidt (meget?) fladere foroven. Damn. Jeg er overhovedet ikke ude i at lave en Hannah Melissa, men jeg har måske fået lidt større forståelse for mødre, der får fikset deres patter.

Hele det her amningscirkus har faktisk ikke været særligt sjovt. De første par dage på sygehuset var vildt frustrerende, fordi det ikke kom op at køre, og fordi personalet havde forskellige meninger om alt. Så kom det i gang, dog med dårlig sutteteknik, smerter og suttebrik (samt en rask lille brystbetændelse).

Så viste det sig, at tøsen var megasulten hele tiden, og jeg lavede nærmest ikke andet end at sidde på min stadigt fladere røv og amme og se tv-serier – 10 gange i døgnet og i en time ad gangen. Med den der åndssvage suttebrik, som skulle renses og skoldes og huskes hele tiden.

Nå, jeg lærte at acceptere den, og pludselig kunne tøsen finde ud af det uden. Så tog det lige pludselig heller ikke så lang tid mere, og der kunne gå op til flere timer imellem hver amning. Det var næsten lige før, jeg kunne nyde det! Og så var det tid til grødopstart, og så stoppede det jo bare stille og roligt.

I de første fire måneder, hvor det bare var pissehårdt, svor jeg, at jeg ikke ville amme ud over de seks anbefalede måneder. Nu gik der alligevel næsten otte måneder, fordi det trods alt gik godt til sidst, og fordi det var nemt i en snæver vending. Jeg er også glad for, at jeg holdt fast og blev ved, selvom det var noget lort, for det havde været mere bøvlet med flasker og erstatning, og jeg ville gerne amme, fordi tøsen er disponeret for allergi. Men for dælen, hvis jeg havde vist, hvor vigtigt det er at få en ordentlig opstart, tror jeg, at jeg kunne have sparet mange tårer og lange nætter. Og timer med at skolde suttebrikker…

Damn, når jeg sidder og tænker tilbage, er der mange ting, som står lidt sløret for mig. Måske har jeg fortrængt det, måske var jeg bare for træt til at fungere ordentligt, eller måske er min hjerne bare gået i dvale efter så lang tids gy-gy.

Som sagt kører vi nu suttebrikstilen efter kyndig (eller noget) vejledning fra sygeplejerskerne på barselsgangen. Jeg har tilsyneladende flade brystvorter (har ellers aldrig fået nogen klager i den afdeling), og det gør det sværere for baby at få ordentlig fat ved amning.

Det lykkedes ellers et par gange at få hende lagt til uden brik på hospitalet, men pga. manglende tålmodighed hos personalet, der var ved at gå i panik over, at amningen ikke var etableret halvandet døgn efter fødslen/kejsersnittet/forløsningen/whatever, blev jeg introduceret for den famøse suttebrik, og hun fangede teknikken efter lidt øvelse. Og så kunne hun selvfølgelig kun bruge den.

Det er jo fint nok, at amningen kører med den, men det er besværligt, fordi man altid skal sørge for at have en ren brik på sig, og det er seriøst besværligt at rengøre det lort. Så skal den gnides godt med salt, overhældes med kogende vand, og der må ikke være den mindste kalk i vandet, så det er noget med at fumle med et kaffefilter… Vi har heldigvis nogle stykker, så vi ikke skal hele møllen igennem efter hver amning, men alligevel. Det tager bare tid, og det er besværligt.

Efter vi er kommet hjem, har jeg med hjælp fra sundhedsplejersken prøvet at vænne hende af med den, og det er da også lykkedes et par gange, men lige pludselig fik hun ualmindelig svært ved også at bruge suttebrikken. Når hun havde kæmpet med min deforme patvorte i 10-15 minutter uden held, men med masser af gråd, syntes jeg, at det var synd for hende, og så satte jeg brikken på igen, med det resultat, at hun slet ikke kunne finde ud af noget. Det kaldes sutteforvirring, har jeg googlet mig frem til. Så jeg stod lissom i en situation, hvor det hverken kørte med suttebrik eller au naturel. Argh.

Det var også pissefrustrerende for mig, for jeg blev ked af det, når hun blev ked af det, og puha, det har kostet mange tårer. Ikke for hende, for helt små babyer producerer først tårer senere, men hun har da godt nok hylet alligevel…

Nå, men efter samråd med sundhedsplejersken har vi besluttet at fortsætte udelukkende med suttebrikken i et stykke tid, indtil hun måske bliver mere moden til at smide den. Det går bedre med at få lagt hende til, selvom hun stadig tager nogle ture, hvor suttebrikken får en rystetur, så mælken sprøjter ud over det hele.

I det hele taget fungerer den der nedløbsrefleks lidt for godt, synes jeg. Det gør jo ondt i patværket og det siver helt vildt, når hun hyler, når jeg ser på hende og det er ved at være tid til en ny amning, eller når jeg bøjer mig forover. Christ. Kommer til at købe mig fattig i ammeindlæg…