Archives for posts with tag: tis

HVIS DU ER SART, SKAL DU NOK BARE SPRINGE DETTE INDLÆG OVER 😉

Jeg har altid troet, at noget af det værste ved at have en baby var, at man skulle skifte bleer hele tiden. Men nej. Jeg synes faktisk ikke, at det er så slemt, selvom der nok er 7-10 bleskift i døgnet.

Hun skider efterhånden kun én gang i døgnet, og selvom sådan en gærdet gang tyndskid (ja, sorry) godt kan være halvklam, synes jeg faktisk ikke det er så slemt. Og tissebleerne er jo a walk in the park, de lugter knapt nok. Det er straks værre, når hun først skider eller tisser, når bleen ER kommet af. Sikke et svineri.

Jeg har dog hørt, at babylort kun bliver værre med tiden og begynder at ligne og lugte som rigtig voksen menneskelort, når de begynder at få rigtig mad, så det kan godt være, jeg skifter holdning senere…

Argh, har fået en irriterende vane med at vågne ca. 2 timer før jeg skal op med gennemsvedig overkrop og semifyldt blære, der kun lige er så fyldt, at jeg ikke kan sove videre. Så må jeg begive mig ud for at tisse, og når jeg så kommer ind igen, kan jeg ikke falde i søvn igen.

Når jeg så har ligget en time eller halvanden, lykkes det som regel, men så skal jeg jo op igen lige om lidt, hvilket resulterer i, at jeg er pissetræt og gnaven resten af morgenen… Det er bare ikke superfedt.

Gode forslag modtages gerne.

I sidste uge var jeg til lægen for første gang. Jeg ringede for en måned siden og meddelte, at jeg var blevet gravid, men hun ville ikke se mig før i sidste uge. Godt det samme. Jeg havde regnet med, at der ligesom faldt en masse på plads, og at jeg fik en fagkyndig persons ord for, at der rent faktisk var noget derinde. Nå, sådan kom det ikke til at gå!

Jeg mødte op en time og tre kvarter for tidligt grundet en kalenderteknisk fejl (doh), men eftersom sygeplejersken netop havde fået et afbud, kom jeg ind til hende i stedet for. Det var jo også fint nok, for hun var vant til at lave første svangrebesøg. Hun var da også meget entusiastisk og gik til opgaven med krum hals.

Hun fumlede dog noget rundt i papirerne (hvad sker der lige for, at man ikke laver sådan noget elektronisk fra starten af?!), fik mit cpr-nr. og første dag i sidste menstruation henholdsvis 10 og 8 gange, og så måtte jeg helst ikke tale, mens hun tog blodprøver, fordi hun skulle koncentrere sig. Fint nok. Men altså – hun sagde også, at hun ville tale om kost og motion, og det kom hun slet ikke ind på, før jeg blev gennet ud igen.

Det lå hele tiden i luften, at jeg skulle videre ind til lægen, men det kom jeg ikke. Jeg mødte hende bare ude i receptionen, hvor jeg fik stukket en bunke brochurer og en bog fra Libero i hånden. Så spørger jeg sådan lidt på falderebet, om man kan gøre noget ved, at det klør ret meget på min mave (og ryg, til dels). Så himler sygeplejersken op om, hvorfor jeg dog ikke havde sagt noget om det inde hos hende? Jamen, du spurgte ikke om det, og du spurgte ikke, om jeg ellers havde nogle spørgsmål, og i øvrigt troede jeg jo faktisk, at jeg skulle videre. Nå, så snakkede de om leverproblemer, og at jeg skulle have taget en ekstra blodprøve. Så den fik jeg lige klaret, inden jeg smuttede igen. Den skal jeg have svar på i løbet af ugen.

Just for the record; det klør ikke så meget mere, og jeg har fundet en rigtig god mavecreme fra Matas, som lindrer en del. Deres maveolie i samme serie er ikke meget bevendt, men cremen er fed og god. Den dufter bare af våd hund. Det går nok. Jeg er snart vant til, at al min kosmetik efterhånden lugter af ingenting eller af muggen gnu. Man vænner sig vel til det på et tidspunkt.

Nå, trætheden forsvandt. Og blev afløst af en nederdrægtig (haha, drægtig!), vedvarende spændingshovedpine. Jeg har ikke taget nogen hovedpinepiller, da min læge rådede mig til at holde smertestillende piller på et absolut minimum, og det gør bare, at hovedpinen har bidt sig fast.

Så har man ikke lyst til at bevæge sig for meget, og så bliver den bare værre. Pisseond cirkel… Kastede også op i går aftes uden dog egentlig at have kvalme. Jeg hostede bare lidt, og så var der bare ligesom en nederen gevinst med. Øv. Jeg har ikke lyst til at have kvalme, og det passer mig helt fint, at jeg er gået fri indtil videre. Jeg er nemlig sulten hele tiden, og det ville være virkelig ærgerligt, hvis jeg så ikke kunne spise noget alligevel. 🙂

I løbet af ugen har jeg haft en skiftende, ubændig trang til diverse fødevarer, bl.a. popcorn, chokoladekage, nachos, is, clementiner en masse, og så drikker jeg virkelig meget vand. Og tisser helt gennemsigtigt. Virkelig mange gange om dagen. Det kræver lidt planlægning mht. logistik, når jeg helst skal på toilettet hver halve time.