Archives for posts with tag: træt

Tiden sig nærmer, hvor min tid sammen med den lille slutter. Altså i hverdagene, ikke? Der er kun et par uger tilbage, til hun starter i dagpleje, og tiden går jo sindssygt stærkt. Vi har så mange ting vi skal nå sammen, inden det er for sent. Vi har slet ikke været nok i svømmehallen, vi har næsten ikke været på cafe, og vi har slet ikke besøgt alle de folk, jeg havde planer om at se.

Så de næste par uger er totalt actionpacked oven i de sædvanlige aktiviteter med efterfødselsyoga og babygymnastik. Tiden skal sgu udnyttes! Hun er også blevet meget bedre til at kapere forskellige nye/uvante situationer, end da hun var mindre, og hun bliver så dejligt træt, når hun har oplevet noget, hæhæ!

Jeg går og tænker lidt over, hvordan det bliver at aflevere hende til dagplejemoderen, og jeg forsøger at forberede mig lidt mentalt på det, så jeg ikke bliver overrumplet af sentimentalitet og/eller andre fjollede kvindagtigheder. Jeg øver mig i at sige farvel på en god måde, når hun bliver passet af andre, så både hun og jeg vænner sig til, at jeg går fra hende, og det ikke kommer som et chok for hende, når det bliver alvor.

Jeg tror ikke, jeg får så svært ved at give slip, som jeg hører så mange andre har. Jeg har jo hele tiden vidst, at hun skulle ud og passes omkring det her tidspunkt, og at jeg skulle videre i mit (arbejds)liv, men jeg synes bare, at hun er lidt for lille og hjælpeløs til at komme ud. Og det er hun jo slet ikke. Jeg ved også, at hun får en fest sammen med dagplejemor og de andre børn. Hun er heldigvis ret glad for andre mennesker, og separationsangsten er gudskelov ikke sat ind endnu. Men underligt, det bliver det altså, når hun ikke er i nærheden i længere tid ad gangen.

Jeg har en måned for mig selv, inden min barsel slutter, hvor jeg skal nå alt det, jeg ikke har nået endnu: hovedrengøring, oprydning i skabe, opdatering af garderobe, ordne de sidste 8 års digitalbilleder og lave albums til tryk (jeg bliver træt, når jeg tænker på det) og andre hængepartier. Eller måske ender det bare med, at jeg ender på sofaen med en god bog for at vænne mig til at stresse helt ned igen uden en tikkende babybombe, der kan vågne når som helst. Vi får se!

Tøsen er snart 7 måneder, og det går stadig godt med at sove om natten, og jeg har stadig svært ved at slappe af. Det er efterhånden sjældent, at hun vågner/græder/er sulten om natten, så der er faktisk ro fra kl. 20 til om morgenen. For det meste er der ingen natamning, ingen shhhh midt om natten og ingen lortebleer kl. 3 om natten. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor fucking fedt det er! 😀

Til gengæld er hun (forståeligt nok) begyndt at vågne lidt tidligere om morgenen, så nu står hun op ved 5-6-tiden. Hun får lov til at ligge og pludre med sig selv, indtil hun græder eller bliver utilfreds, og så tager min kæreste hende op, for han skal jo alligevel tidligt op og på arbejde. Så får han også lidt kvalitetstid med hende. Og jeg får tid til at vågne stille og roligt for mig selv: LUKSUS!

Jeg tror, at det går så godt, fordi hun har fået lettere ved at bruge al sin energi nu. Hun kan sidde selv og dimse med noget legetøj og mosle rundt på gulvet nu. Hun kravler ikke, men hun kommer godt omkring ved at skubbe sig baglæns og til siden og rundt om sig selv. Hun kan godt komme op på knæene, men der sker ikke rigtig mere. Endnu.

Hun er blevet bedre til at sidde stille og ikke kræve underholdning hele tiden, og det er altså en lettelse, at hun ikke er nødt til at hænge på en hele tiden. Man kan godt lige lave noget andet, mens hun underholder sig selv lidt.

Så alt i alt er hun blevet et nemmere barn, og mor her er også blevet et gladere menneske. Nu skal det så nok lige passe, at hun begynder at få tænder, og så kan vi starte forfra med natteroderi og hylen igen…

Efter det sidste indlæg kom vi lidt ovenpå igen. Det er faktisk gået forrygende med at falde i søvn, hvor vi nu er nede på 15-30 minutter og kun et eller to opfølgende ‘put-dynen-godt-ned-om-ungen’-besøg inde på værelset. Det er SÅ fedt! Og jeg husker at være pissetaknemmelig.

Derudover har der været nætter, hvor jeg slet ikke har ammet hende. Hvis hun er vågnet lidt for tidligt på natten til at blive ammet (fx kl. 23), så har jeg bare puttet hende igen, lagt en hånd på brystet af hende og shhhhhh’et. Efter 5-15 minutter sover hun så videre, og nogle gange glemmer hun helt at vågne senere til en tår babs.

Hun sover stadig ikke så længe om dagen, men det er også ok, når bare det går så godt om natten. Jeg turde jo slet ikke have håbet på, at det skulle gå sådan for en måned eller to siden. Og det kan jo hurtigt vende igen, det er jo set før… Men lige nu nyder jeg det bare.

Jeg har dog stadig selv svært ved at sove, når jeg kan. Min krop er nok stadig i en form for beredskab, så jeg er lang tid om at falde i søvn, og jeg sover ret let. Undtagen om morgenen… Puha, det er svært at komme op, når barnet kalder. Jeg er simpelthen så træt hele tiden, selvom jeg husker at tage mine vitaminpiller og jernpiller og spise sådan nogenlunde sundt (skriver jeg, mens jeg spiser en Snickers), jeg træner og løber lidt igen, og jeg trods alt får 6-7 timers søvn om natten.

Jeg skyder skylden på vejret. Det må være det manglende forår, der sænker mit energiniveau helt ned under gulvbrædderne. Jeg kan ikke se, hvad det ellers skulle være. Jojo, man er da på hele tiden, når man har sådan en lille energibombe i huset, men hårdt er det vel for fanden heller ikke.

Jeg gruer for, når jeg om et par måneder skal rive 8-11 timer ud af kalenderen om dagen for at gå på arbejde. Og hvor jeg skal tidligere op end kl. 7. Shiiiiit. Jeg glæder mig efterhånden til at komme ud og bruge min slunkne hjerne lidt igen, men for fanden, jeg kan slet ikke se, hvordan vores hverdag skal hænge sammen.

I går var en rigtig lortedag. Efter en travl uge, en endnu travlere weekend og lidt for mange dage og nætter med en unge, der ikke ville sove ordentligt, og som tilmed lige fik ENDNU en forkølelse, og en mand, der havde travlt med sit, måtte jeg ned med nakken. Jeg gik i fosterstilling på sofaen og græd, så snotten sprang. For helvede, hvor er det ufedt.

Da jeg endelig havde fået ungen til at sove sin tredje minilur den dag, kom en af de mere verbale naboer og ville snakke. Og nejnej, her i kvarteret banker man ikke på, man vader bare ind og råber, om man er hjemme. Jeg havde ellers lige lagt mig på sofaen og regnet med 20 minutters hvil – ikke søvn eller noget fancy, bare et lille hvil. Det spolerede han så. Og da han var gået, vågnede den lille skrigunge. Argh.

Jeg ved godt, at man ikke må råbe ad sine børn. Det hjælper jo heller ikke at skrige “SÅ SOV DOG FOR FANDEN!”, men man får det en lillebittebittesmule bedre selv. I trekvart sekund. Ungen hylede jo bare endnu højere. Jeg fik fisket hende op af barnevognen og lagde mig ind på sofaen med hende på maven. Hvor vi tudede om kap. Og jeg undskyldte over for hende, at jeg var sådan en dårlig mor.

Der fandt min kæreste os så. Han organiserede hurtigt at trøste og opbevare ungen i kravlegården, mens han støvsugede huset (det lignede lort, og han havde lovet at gøre det) og lavede aftensmad. Da jeg havde fået trukket vejret lidt, gik jeg ud og lavede noget grød til den lille. Min kæreste puttede hende og lovede at tage hende i nat, selvom han skulle op og på arbejde i dag. Hun har heldigvis sovet fint i nat med kun en enkelt opvågning. Og jeg har sovet rigtig godt og fået noget af mit overskud tilbage.

Det er ellers længe siden, jeg har tudet. Det er virkelig uhyggeligt at komme helt derud, hvor man bare fucking ikke magter mere. Overhovedet. Og jeg er jo heldig. Barnet har jo ikke haft kolik i et halvt år, været udsat for de store sygdomme, og hun er for det meste glad og tilfreds. Min smertetærskel er åbenbart bare ret lav, når en enkelt lorteuge kan få mig ned med nakken på den måde. 😦

Trods diverse små bump på vejen (forkølelse etc.), så er det faktisk gået ret godt med at sove, siden den lille kom ind på sit eget værelse. Nu er der så noget andet på spil, for nu er det pludselig svært at putte/falde i søvn og sove længe ad gangen, og det gælder desværre både om dagen og om natten… Suk. Det tager længere tid at putte, hun vågner flere gange om natten, og om dagen kan man vugge sig halvt ind i en depression, inden ungen sover, og så går det sjældent mere end en time, før hun vågner igen (uden at man kan få hende til at sove videre). Det er fandme lidt hårdt.

Jeg mistænker, at det er et udviklingsspring, for jeg kan ikke se, at der skulle være nogen anden årsag. Jeg er i gang med at læse en bog med det meget misvisende navn Vidunderlige uger, og det passer faktisk meget godt. Baby bliver pylret og omklamrende og får svært ved at sove i nogle uger, fordi den lige pludselig kan og oplever nogle helt nye ting, og det er meget forvirrende for sådan en lille hjerne, så man søger tryghed og tilbage til det velkendte. Efter et par ugers helvede har man så nogle uger, hvor baby bliver glad igen og alt er godt, lige indtil man rammer næste udviklingstrin, og så starter besværlighederne forfra igen. Det er fucking herligt at være forælder…

Efter den sidste tids sove/puttehelvede er der endelig bedring at spore. Den lille dame er begyndt at blive træt meget tidligere på aftenen, faktisk allerede omkring aftensmaden. Vi er begyndt at fodre hende af med grød før vi selv spiser, og så sidder hun og stener lidt i sin skråstol og kigger på, at vi spiser. Når vi er færdige, er hun som regel grydeklar, så en af os rydder af bordet, og den anden pusler hende.

Ritualet lyder: slukke loftslampen på badeværelset og kun tænde den lille lampe (ligesom om natten), eventuelt spille lidt musik, skifte ble, nattøj på, give lidt massage, fortælle at nu skal vi i seng og generelt bare fastholde en stille og rolig stemning. Så tager jeg hende med ind i sengen, ammer hende til hun ikke gider mere (hun har fået en dårlig vane med at stikke tommelfingeren i munden, mens jeg ammer hende – virkelig fjollet).

Så lægger jeg hende i sin seng, monterer nusseklud og klud med sut på hver side af hovedet, rykker dynen godt op om hende og siger, at hun skal sove. Jeg bruger altid den samme sætning, også om dagen, når hun skal sove i barnevognen. Tonelejet er fast og bestemt, men kærligt. Så tænder jeg en natlampe, for hun flipper helt ud med det samme, hvis der er helt mørkt. Jeg går ud fra, at hun bare skal have et eller andet at kigge på, mens hun falder hen.

Så går jeg ud af værelset og bruger babyalarmen til at høre, hvornår det bliver kritisk. Hun kan godt ligge og pludre og sige lyde, men efter typisk et kvarters tid går det lidt mere hen i gråd. Så går jeg ind for at trøste lidt og sige, at hun skal sove. Der er for det meste ingen tårer, så hun får lov til at blive liggende i sengen. Jeg holder hende i hånden, stryger hende over hovedet, holder en hånd eller en arm på hendes brystkasse og trækker dynen op, hvis hun har sparket den af. Alt imens jeg taler beroligende til hende og siger at hun skal sove. Efter nogle minutter falder hun til ro, og jeg kan gå ud igen.

Det fortsætter så et par gange, indtil hun falder i søvn eller jeg selv går i seng. Indtil videre har hun sovet efter 30-60 minutter, og det er måske lang tid for andre, men det er jo en kæmpe udvikling for mig, der før (for ikke særlig lang tid siden, faktisk!) brugte op til 4-5 timer på at få hende til at sove. Det er SÅ fedt at have lidt tid til sig selv om aftenen uden en sur og træt baby på armen. Halleluja! 😀

*krydser fingre for, at det fortsætter i samme spor*

Barnets bedsteforældre er alle meget glade for hende. Faktisk så glade, at min kæreste og jeg er røget lidt i anden række. Det er ikke længere os, de kommer for at besøge, og gæt hvem de hilser på først! Det er også ok, sådan er det vel bare. Jeg afgiver gerne lidt opmærksomhed til tøsen, for hun er jo også fantastisk! Jeg besvarer også gerne smsser fra svigermor lydende “Hvordan går det med jer?” med en opdatering om, hvordan barnebarnet har skidt, spist og sovet i dag, og jeg sender gladeligt billeder, når mormor fisker efter det.

Men – jeg bliver altså lidt irriteret, når en fremstrakt hjælpende hånd á la “skal jeg ikke komme en eftermiddag og hjælpe, så du kan få lidt fri?” i virkeligheden betyder: “ja, jeg gider jo ikke komme og traske en tur med barnevognen, så du kan få helt fri og eventuelt sove lidt med god samvittighed i et helt stille hus, jeg vil bare gerne komme og dikke-dikke ungen, mens du serverer kaffe og kage”. For det er satme ikke aflastning, det er bare at tilgodese bedsteforælderens egne behov.

Lord, jeg glæder mig, til det her grødshow kommer helt op at køre, så det bliver nemmere at sende barnet ud af huset en halv eller hel dag, og jeg dermed kan slappe fuldstændigt af. Nogle siger, at det kan man ikke alligevel, fordi man ikke kan slippe ungen – meeen jeg tror, at jeg er ved at nå det punkt, hvor jeg egentlig savner mig selv og min kæreste lidt.

Jeg forstår slet ikke, at vi allerede har haft den lille i tre uger. Tiden er gået helt vildt stærkt! Du må ikke spørge mig, hvad fanden tiden er gået med, for jeg synes ikke, at jeg når en skid ud over at passe hende, og så krævende er hun jo heller ikke. Hun sover trods alt en del, også om natten, så man burde kunne klemme andre aktiviteter ind i skemaet, men i praksis er det bare ikke muligt…

Hvis jeg når at vaske tøj, så det er nogenlunde i bund, er jeg heldig. Rengøring er ikke-eksisterende, medmindre min mor kommer og gør det. Aftensmaden står min kæreste mere eller mindre for, fordi tøsen altid skal ammes omkring det tidspunkt, og sådan noget som hårfjerning på moderkroppen er jeg slet ikke nået til endnu. Selv om guderne skal vide, at jeg trænger gevaldigt!

Når jeg kigger på visse andre morblogs rundt omkring (ingen nævnt, ingen glemt), er jeg altså bare en enormt ufashionabel mor. Okay, jeg har ingen au pair til alt det grove, men jeg har kun haft makeup på én gang siden fødslen, og selvom det er lykkedes mig at komme i bad hver dag, kan jeg altså godt rende rundt i de samme bukser i mange dage i træk, og mælkepletter på blusen (trods ammeindlæg) er ikke noget særsyn. Vær glad for, at der ikke er billeder på denne blog!

Til gengæld har jeg tabt næsten 12 kg siden fødslen, og jeg er dermed længere nede end præ-graviditetsvægt. Og julevægt. Og muligvis præ-2009-vægt. Det er i hvert fald længe siden, jeg har været så tynd. Det ser ikke særlig godt ud, især fordi mine muskler er så godt som væk. Glæder mig virkelig, til jeg kan komme i gang med at træne igen, selvom det bliver vildt hårdt at starte helt fra bunden igen. Og så må jeg have vænnet tøsen fra at kræve mad/bleskift/nusning, hver gang det er spisetid for mig, inden jeg svinder helt ind.

Så sidder jeg her igen, urimelig tidligt, foran computeren, og alle de indlæg og tanker, der har fløjet rundt i hovedet på mig de sidste par dage, er helt væk igen… Måske hænger den manglende søvn sammen med, at jeg husker sindssygt dårligt for tiden? Jeg er stor fan af kalenderen på min telefon, for når jeg endnu en gang har glemt, hvilken dag det er, er det pænt svært at holde styr på mine aftaler!

Jeg sover typisk 6 timer om natten, hvis jeg er heldig, og så vågner jeg alt for tidligt, fordi jeg sveder og skal tisse, og så kan jeg slet ikke falde i søvn igen bagefter. Det går heller ikke så godt med at få taget lure midt på dagen. Der er jeg jo for det meste midt i et eller andet. Jeg får da brugt min solseng, men sover ikke så meget på den. Det er lidt irriterende, for jeg ved jo, at det lissom er NU, jeg skal sove. Både for at være frisk til fødsel/operation og for at være på forkant, når baby kommer.

Måske er det min todoliste, der holder mig vågen på et ubevidst plan? Jeg kæmper i hvert fald stadig med at få krydset det hele af, men det tager sin tid, og der dukker hele tiden nye ting op.

Har de sidste par dage haft to synsforstyrrelser. Mit synsfelt bliver sløret, det flimrer lidt, og det bliver virkelig svært at læse og fokusere på f.eks. min telefon. Det har været ca. 15 minutter begge gange, og det hjælper at lukke øjnene, trække vejret dybt og slappe helt af. Selvom det godt kan være lidt svært, når man er ved over at gå i panik over ikke at kunne se klart! Bagefter har jeg lidt ondt i hovedet.

Jeg har læst mig frem til, at det ikke er ualmindeligt at få det på den måde, når man er gravid, og at det kan skyldes for lavt/højt blodtryk, træthed og deslige. I mit tilfælde er det nok trætheden, der spiller ind, for har ikke sovet så meget i weekenden. Der er hele tiden things to do, people to see…

Nu tager jeg det stille og roligt i dag, og hvis det bliver ved, må jeg lige ringe til nogen, selvom jeg allerede skal til jordemor igen om et par dage. Det skal helst ikke fortsætte, for jeg har slet ikke tid til at have det skidt, og jeg er også ret afhængig af at kunne køre bil, og det er jo ikke ligefrem skidesmart, hvis man ikke kan se klart!