Archives for posts with tag: ubændig trang

Så blev det januar og dermed udsalgstid igen, og som så mange andre lurer jeg på både den ene og den anden netbutik i håb om at falde over de rigtig gode kup. Jeg er en sucker for at gøre et godt køb, og jeg er typen, der helst ikke køber noget til fuld pris. Til forskel fra tidligere har jeg i år dog ikke kigget på ting til mig selv, men i stedet til lilletøsen. Sjovt, som man kan ændre fokus på så kort tid, men sådan er det vel at blive mor.

Sådan noget som babytøj har jeg aldrig set lyset i, heller ikke da jeg var gravid. Jeg kunne ikke overskue de tåbelige størrelser, og jeg synes bare, at det var for dyrt for så lidt stof. Det synes jeg stadig, men under udsalget er priserne dog mere menneskelige! Nå, jeg havde jo nok købt mig fattig på smartkids.dk, hvis ikke det var fordi vi lige har fået et vognlæs brugt tøj (bogstavelig talt) fra noget familie.

Jeg er stor fan af genbrug, især når det ikke ligner lort, så jeg tog jo gladeligt imod sådan en fin foræring. Problemet er, at jeg ikke har kunnet finde tid og overskud til at gå i gang med at sortere det, så jeg aner faktisk ikke, hvordan det ser ud. Er det i god stand, er det fyldt med bodyer, men ingen bukser, er der flyverdragter imellem osv.

Nå, men jeg vil jo ikke spendere en formue på netshopping, når jeg ikke aner, om det overhovedet er nødvendigt. Måske skulle jeg bare tage mig sammen og få sorteret bunkerne, så jeg ved, hvad jeg har, og hvad jeg ikke har. Nu har jeg jo efterhånden en ide om, hvad og hvor meget man har brug for til bebs. Jeg kan måske endda nå det, inden udsalget slutter…

Jeg hader ordet redebyggeri. Men det er åbenbart det, man kalder det, når man i den sidste tid af graviditeten har travlt med at gøre rent, få styr på babyudstyr, strøget ting af huskelisten osv. Jeg troede bare, at jeg var smart og forudseende nok til at gøre alt nu, inden der lige pludselig kommer en baby og stjæler al min tid… Men nej, det er tilsyneladende en form for urinstinkt og ikke noget, man selv styrer…

Og nu er jeg jo gået på barsel (WEEEEHUUUU!), så jeg har masser af tid til at få krydset ting af på mine lister. I dag har jeg planer om at rydde op i mine skabe for at få plads til alle de ting, der måtte vige pladsen i roderummet (nu kaldet børneværelset) og kigge tilbudsaviserne igennem for at planlægge ugens indkøb. Jaja, det lyder ikke af meget, men det er jo også mandag – har jeg ladet mig fortælle. 🙂

Der går efterhånden lidt tid mellem mine indlæg, men det er fordi jeg ikke har supermeget at fortælle, ud over at jeg har travlt med arbejde og alle mulige aftaler. En af dem var det tredje jordemorbesøg i dag. Igen var det ret hurtigt overstået efter lidt mærken og trykken på mave. Hun fandt babys hoved et sted under mine ribben, og hun skønnede den til at veje 1300 gram. Hun identificerede også en plukve, som jeg ellers ikke har mærket noget som helst til. Min mave bliver åbenbart bare hård. Bonus, at det ikke gør ondt. 🙂

Ellers sker der ikke så meget på graviditetsfronten. Maven vokser og er snart pænt stor og uhandy, og halsbranden fortsætter. Damn you, lakridser!

Jeg har været hos lægen igen til det obligatoriske 2. lægebesøg. Jeg fik leveret en urinprøve (som jeg faktisk ikke fik nogen forklaring på, hvad skulle bruges til), fik taget blodtryk (ok) og blev trykket lidt på maven (livmoderen ligger 3 cm over navlen nu, og maven sidder godt). Jeg fik også lige hørt babys hjertelyd (hurtig) og konstateret, at jeg ikke har vand i kroppen (gudskelov). Og det var så det.

Hun ville ikke gøre noget ved min dårlige hud, og det er jo også billigt sluppet. Måske er det også bare et spørgsmål om at droppe alt usundt, sukker og slik. Virkelig ærgerligt, at jeg er begyndt at slå sådan ud pga. ingenting, for jeg har altså fået lysten til saltlakrids tilbage.

Jeg har altid været stor fan af stærk lakrids, men trangen forsvandt fuldstændigt i de første par måneder af graviditeten. Ooooog så kom den så tilbage. With a vengeance. Hvilket ikke er så godt, både fordi min hud er så fucked up, men også fordi det frarådes pga. øget risiko for ødemer og forhøjet blodtryk.

Og så var der en undersøgelse for nogle år siden, der viste, at ens barn blev dummere, hvis man spiser lakrids under graviditeten… Ved godt, at man skal tage sådan nogle undersøgelser med et gran salt, men det er jo endnu en ting, der tricker en nervøs og halvhysterisk førstegangsgravid.

Anyways, jeg har regnet på det, og maksimumindtaget på 50 g om dagen svarer til 12 Super Piratos. Bare lige en lille bonusinfo til dem, der er i samme båd.

En af fordelene ved at være gravid er, at der er øget blodgennemstrømning i de nedre regioner (siger de kloge), og det gør altså, at sex bliver lige en tand bedre end normalt. 🙂 Og på dette tidspunkt (16 uger og noget) er man endnu ikke alt for fed til at vælte rundt i underlige stillinger, så man rigtig kan knalde igennem.

Ja, undskyld min bramfri tone, men nogen skal jo sige det. Der er for det meste kun negative bivirkninger ved en graviditet (man bliver fed, man må ikke en skid, og øl er no-go), så lad os dog endelig hylde fordelene! Nu forstår jeg måske (måske!) lidt bedre, hvorfor Camilla fra Mørkøv (De unge mødre) plager Benjamin om bare lige en enkelt bebs mere…

Men der sker altså også noget i ens hoved, som både er godt og skidt: humørsvingninger. Jeg fik overstået de værste tudeture i de første par uger, hvor jeg sad og græd snot over videoer på YouTube med hjemvendte soldater, der overraskede deres børn/koner/hunde (I kid you not), og nu er jeg bare sådan generelt i godt humør. Dog kan små irritationer hurtigt blæses op til full-blown raserianfald med døresmækken og røde kinder, der for det meste går hårdt ud over min kæreste, men han er heldigvis ret hårdhudet, hvad det angår.

Nå, men den generelle lykkefølelse og alt det der blod gør altså bare, at jeg får mere lyst til sex. Måske spiller et begyndende forår også ind, hvem ved?

I dag er jeg ifølge to af mine apps (de er lidt uenige) 11+6. Det siges jo, at man i andet trimester vil være mindre træt, få mere energi og slippe for kvalme. Har været ret forskånet for kvalmen og er sluppet med lidt ubehag, men for dælen, jeg har været og er stadig temmelig træt. Hvilket også afspejles i antallet af indlæg her på bloggen… Her følger derfor en lille update:

  • Jeg har fået svar på blodprøverne fra lægen. Alt var fint og okay, men jeg har ikke haft lussingesyge, så det skal jeg holde mig fra. Det lyder jo nemt nok.
  • Kløen er mere eller mindre forsvundet, men jeg smører mig også grundigt ind i ikke-skadelig, paraben- og parfumefri creme hver morgen. Og lugter af ged…
  • Min mave ændrer jævnligt størrelse. Den er typisk normalt udseende om morgenen, og om aftenen ligner jeg så en, der enten har spist for meget eller venter tvillinger. Hvilket jeg i øvrigt ikke håber på. Forskellige tvillingemødre på min Facebook har afskrækket mig. Strækmærkerne har heller ikke vist sig siden sidst.
  • Min vægt går lidt op og ned, som den i øvrigt altid har gjort, og den ligger lunt omkring 62-63 kilo.
  • Mine bryster… De vokser stadig. Suk. Den der følelse af, at de gnider mod hinanden, er bare IKKE særlig behagelig. Nægter dog at investere i nye bh’er foreløbig.
  • Min hud i ansigtet ligner stadig lort. Jeg har dog efterhånden fået opbygget en rygrad, der er i stand til at sige nej til pludselige cravings efter saltkiks og popcorn. Det hjælper lidt på forekomsten af bumser.

Hvad så nu?

Nu venter nakkefoldscanningen lige om hjørnet, og manner, hvor jeg glæder mig til at se snart et håndgribeligt bevis.

Nå, trætheden forsvandt. Og blev afløst af en nederdrægtig (haha, drægtig!), vedvarende spændingshovedpine. Jeg har ikke taget nogen hovedpinepiller, da min læge rådede mig til at holde smertestillende piller på et absolut minimum, og det gør bare, at hovedpinen har bidt sig fast.

Så har man ikke lyst til at bevæge sig for meget, og så bliver den bare værre. Pisseond cirkel… Kastede også op i går aftes uden dog egentlig at have kvalme. Jeg hostede bare lidt, og så var der bare ligesom en nederen gevinst med. Øv. Jeg har ikke lyst til at have kvalme, og det passer mig helt fint, at jeg er gået fri indtil videre. Jeg er nemlig sulten hele tiden, og det ville være virkelig ærgerligt, hvis jeg så ikke kunne spise noget alligevel. 🙂

I løbet af ugen har jeg haft en skiftende, ubændig trang til diverse fødevarer, bl.a. popcorn, chokoladekage, nachos, is, clementiner en masse, og så drikker jeg virkelig meget vand. Og tisser helt gennemsigtigt. Virkelig mange gange om dagen. Det kræver lidt planlægning mht. logistik, når jeg helst skal på toilettet hver halve time.