Jeg har en guilty pleasure: Jeg læser Ekstrabladet. Og selvom der er nogle ting, jeg af princip bare ikke vil klikke på, så får jeg alligevel læst en del crap. Og diverse lidt for udpenslede grumme historier om vold, voldtægt og grufuldhed i almindelighed.
En af dem var om den lille Tobias, der blev tævet til døde af sin stedfar. Jeg kan ikke finde artiklen igen, men den fortalte om, hvordan stedfaren havde bidt, slået, sparket og kastet rundt med den lille dreng, så han til sidst døde af sine kvæstelser. Og om, hvordan hans mor havde så få ressourcer, at hun fandt sig i sin kærestes opførsel uden at gribe ind og skride fra ham/køre ungen på skadestuen/melde idioten til politiet. Utroligt, at sådan noget kan ske, uden at nogen eller kommunen (som faktisk havde kontakt til familien) gør noget.
I forlængelse af den historie har jeg læst den tidligere børnerådsformand, Lisbeth Zornig Andersens bog om sin opvækst. Om vold, druk, forsømmelse af helt små børn, overgreb, voldtægt og hvordan det kan lade sig gøre at komme ud på den anden side som et nogenlunde velfungerende menneske. Nøglen er ifølge hende, at man lytter til barnet, og at der findes enkeltpersoner, der rent faktisk ikke er ligeglade med barnets trivsel. Og som gør noget ekstra og har respekt. Det er en forfærdelig bog, men læs den! Især hvis du er pædagog eller på anden måde har med andre folks børn at gøre.
Til slut kom jeg uforvarende til at læse denne historie om gravide Maria, der på vej hjem fra ferie i Tyrkiet støder på en forladt og livløs lille bitte pige i en vejkant og begynder at amme hende, indtil hun liver op igen. Der må jeg tilstå, at jeg bare sad og tudede. Min kæreste blev helt forskrækket. Men her er jo en, der rent faktisk gjorde noget for nogen, selvom hun ikke kendte barnet. Hvis ikke hun havde været opmærksom, var de ikke kørt tilbage, og så var pigen nok bare død af hedeslag.
Moralen må være: Bland dig! Ellers er det hele jo lige til at tude over.