Magter ikke fulde mennesker – og andre idioter

Alle jeg kender bliver enten 30 eller holder bare nogle fester lige i øjeblikket, fordi det er sommer, og fordi de kan. Og så sidder man der og søber i en flad Fanta. Og jaja, man kan sagtens more sig uden at drikke sig stiv, men for fanden, hvor skal man lægge øre til meget lort som ædru.

Der kommer specielt mange kommentarer om min graviditet, typisk fra hende (evigheds)singlen, som jeg mistænker for at være lidt misundelig. Jeg har normalt temmelig meget temperament, men lige pt. skal der virkelig ikke meget til, før jeg springer i luften. Nogle gange bliver folk lidt bange, men så kan de jo lære det.

Top 5 over dumme kommentarer, som jeg fucking bare ikke gider høre på:

“Hvordan går det med maven?” som indledende velkomsthilsen, gerne ledsaget af berøring (brrrr!, hold nallerne væk fra min krop, nar): Min mave er ret fed, og vil du også se min navle? Og hvad med at spørge, hvordan JEG har det? Man er jo fandme reduceret til en ikke særlig flatterende legemsdel for tiden. Belastende.

“Skååååål! Nå nej, du drikker jo sodavand…”: Ja, bare jok i det – igen. Jeg føler mig jo slet ikke uden for selskabet i forvejen… Når man har hørt den kommentar 7 gange på en aften, begynder den at blive gammel.

“Orv, hvor er du blevet stor. Så stor var jeg slet ikke, da jeg var lige så langt henne”: Nå. Bare fucking nå. Hvad helvede kan jeg bruge det til? Folk med dårligt selvværd og mindreværdskomplekser, der skal bashe andre, kan skride ud af mit liv. Nu.

“Du glemmer også alt! Du har nok fået ammehjerne. Godt nok lidt tidligt.”: Fat det nu, åndsamøber: Ammehjerne er noget, dumme mennesker forsvarer sig med, fordi de er distræte og/eller stressede. Ordet irriterer mig, så luk røven. Og ja, jeg er lidt stresset og småtravl for tiden, så beklager, at jeg ikke lige har fået besvaret din sms/spillet Wordfeud inden for tidsgrænsen/glemt din fødselsdag.

“Nøøj, dine bryster er vokset! Må jeg røre?”: Æh, lad mig se… Nej.

Note to future self

Jeg har en ide om, at det vil være smart at skrive nogle ting ned, som man ikke bør glemme, når først ungen er kommet ud, og man sidder helt forelsket i den der lille skabning – som jeg har set det ske ret mange gange. Normalt fungerende, fornuftige unge kvinder (som mig selv, hrm) forvandles til nogle egocentrerede, hysteriske kællinger, der ikke kan se ud over egen næsetip og juniors lorteble.

Her er den første læresætning ud af forhåbentligt mange, og den er baseret på erfaringer, som jeg har gjort mig her i eftermiddag:

Du og din unge bør kunne opføre sig ordentligt i det offentlige rum. Det er okay at rette og tysse på barnet, hvis det er irriterende/til gene for andre normale mennesker, og voksne må gerne tænke selv.

Scenarie 1: Jeg kommer gående langs Føtex på Vesterbrogade, og folk, der kender stedet, vil vide, at der bare ikke er sindssygt meget plads. Så går denne her belastende lille unge og leger, at han ikke må træde på stregerne mellem fliserne, med det resultat, at han tumler rundt midt i den yderst smalle passage med sine små arme ud til siden. INGEN kan komme forbi ham. Faderen går foran med en stolt mine og smiler af sit knaldeaffald, som om knægten lige har vundet finalen i X-Factor med Somewhere over the rainbow. Christ. Få dog ynglet ind til siden, når der slet ikke er plads til at komme forbi. Det var altså lige midt i myldretiden, hvor folk bare fucking gerne vil videre og hjem.

Scenarie 2: Kone står på Hovedbanegården omkring kl. 16.20 med to unger og en barnevogn. Der er sindssygt mange mennesker på perronen, fordi det er en meget travl pendlerafgang. Så kommer toget, og hun bliver fanget mellem alle passagererne, der forsøger at komme ind og få en siddeplads. Den ene unge, der naturligvis har en fedtet fransk hotdog i hånden, bliver lidt klemt. Hvad laver hun overhovedet der?! Der er SLET ikke plads til hverken hende, barnevognen eller de to børn på slæb. Hold dig væk fra pendlerafgangene og myldretiden i trafikken, når nu du alligevel er på barsel og har alverdens tid.

Scenarie 3: Vi befinder os stadig i det højt belagte pendlertog med mange stående passagerer, og folk er trætte, udkørte og vil bare gerne hurtigt hjem uden for meget pis. Nogle arbejder, andre taler i telefon, og visse (undertegnede) forsøger at tage en lille lur. En eller anden forælder har været forudseende nok til at købe pladsbilletter til hende selv og afkommet, så de sidder midt i kupeen på 2×2-sæderne. Her sidder ungerne og hyler og skriger, så man ikke kan koncentrere sig om noget som helst andet end lydtorturen fra disse larmemaskiner. Moderen forsøger med nogle halvhjertede “shh”, men det virker sgu bare ikke rigtig. De havde gudskelov ikke taget Happy Meals med, som det ellers er set før. Igen: Hold dig væk i myldretiden, og sørg ellers for, at dit afkom ikke generer andre.

Nå, det var den første husker til mig selv. Der kommer nok flere. Jeg skal for øvrigt gerne indrømme, at min lunte ikke var været den længste i dag. Nu vil jeg tage mig en lille slapper, inden der kommer Hjælp, vi skal føde…

At skifte mening

Jeg har nok altid troet, at jeg ikke var sådan en, der fik børn. Jeg syntes, at børn var irriterende, klamme og besværlige. Ja altså, det synes jeg egentlig stadig, men der er nok også noget i mig, der bare er blevet klar til at få min egen lille unge, som jeg selv kan forme til at blive irriterende, klam og besværlig på en måde, der passer til mig.

Det har taget nogle år at komme hertil. De er er gået med, at folk omkring mig er blevet ved med at skyde børn ud i en lind strøm, at min kæreste har udført en del lobbyarbejde, og at der har været ret mange overvejelser inden i mit eget lille hoved.

Jeg har nok også set for meget De Unge Mødre. Den serie glorificerer ikke ligefrem moderskabet. En af de ting, jeg har lært, er dog, at min unge under ingen omstændigheder skal have et dobbeltnavn ala Natasja Nikita eller Mike Brian. Det fører tilsyneladende ikke noget godt med sig.

Jeg har også masser af ambitiøse, intelligente og sjove kvinder på min egen alder, der i det øjeblik de skider ungen ud (og nogle gange før) bliver til kedelige, babyfikserede, dumme ammehjerner, der bare helst vil være hjemmegående i deres egen lille lortelykkeboble for evigt. Og sådan har jeg sgu ikke lyst til at ende.

Jeg er dog også stødt på nogle seje, kloge og ultrasjove damer hen ad vejen, der tilfældigvis også er mødre. De har sjovt nok også altid nogle børn, der kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Ammehjernerne har for det meste nogle uopdragne møgunger.

Nå, men jeg har nok bare set tilstrækkeligt med eksempler på de seje mødre til at tro på, at man ikke automatisk bliver en lallende zombie, der mister sin egen identitet og bare bliver MOR, fordi man får børn. Og at de (ungerne, altså) faktisk godt kan være meget søde. (Og at vi kan gøre det SÅ meget bedre end de unge mødre).