Archives for posts with tag: navle

Så er jeg nået ind i tredje semester, og der er nu mindre end tre måneder til termin. Så er det vist på tide at tage en status…

Vægt: Selvom min badevægt er i stykker, har jeg en ret god formodning om at jeg har taget 4 kilo på siden nytår (5 kilo siden november, så noget af det var jo julespæk).

Mavestørrelse: Har både fået kommentarer i stil med “Nøj, hvor er den stor” og “Er du virkelig så langt henne?”, og størrelsen varierer meget alt efter tidspunkt på dagen, madindtag og hvor meget motion, jeg har dyrket. Bulen sidder ret godt lige midt på maven, og jeg tjekkede lige i går: Bagfra kan man faktisk ikke se, at jeg er blevet tyk.

Strækmærker: Ingen endnu for alvor efter min forskrækkelse i starten. Dog klør det meget, selvom jeg smører med specialolie og bodylotion, og der er begyndt at komme tørre striber i siden. Må. Smøre. Mere.

Navle: Den er stadig på linje med maven, men den er dog endnu ikke poppet helt ud.

Bryster: De er vokset. Måske to skålstørrelser? Har fået en del kommentarer, dog mest fra kvinder. Mænd nøjes bare med at kigge. Til gengæld er vorterne også vokset og er blevet ret mørke. Der er gået spejlæg i den… Brrr.

Ansigtshud: Stadig lige dårlig. Satser nu på minimalistisk hudpleje fra apoteket og mineralmakeup til at dække udbrud.

Spark: Mange! Hver dag, mest om aftenen, men får også en god del, mens jeg arbejder, hvilket gør det ret svært at koncentrere sig nogle gange. Men fuck det, for de der spark er nok det bedste ved at være gravid. 🙂 Kan faktisk ikke rigtig komme på andre fordele lige nu. Men de beviser, at der ligger en lille karatealien derinde, og det gør det mere virkeligt at forholde sig til, at vi bliver en rigtig person mere i familien lige om lidt.

Fødsel: Er ikke bange (endnu). Der er så mange andre, der har født børn før mig, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne?

Køb af udstyr: Har stadig ikke købt noget. Skal nok. Liiige om lidt.

Ja altså, min navle, ikk? Min mave er efterhånden ved at være lidt i vejen, selvom jeg stadig bruger mit eget tøj (ved hjælp af elastiktricket). Jeg bumper ind i ting, fordi jeg ikke er vant til at fylde så meget lige der, og jeg savner faktisk min talje, nu hvor alt sommertøjet kommer ud i butikkerne. Der er så mange fine kjoler og figursyede toppe, som jeg bliver nødt til at springe over i år. I stedet kommer jeg til at køre fed hval-stilen. Det er da også okay, så længe jeg ved, at det kun er midlertidigt.

Jeg ville altså være deprimeret, hvis jeg var rigtig tyk. Alting er bare mere besværligt. At gå, løbe efter bussen, bukke sig ned efter ting, knalde, rejse sig fra sofaen, sidde ved et bord og arbejde. Fortsæt selv listen… Og jeg er jo endda kun større på maven, ikke resten af kroppen. Jeg skal ALDRIG være tyk.

Nu tænker du nok: Jaja, bare vent, det bliver værre endnu, du er jo ikke så langt henne. Og nej, det er jeg ikke. Den kommer til at vokse  i fire måneder endnu! Min mave ser også værre ud oppefra end fra siden, og om aftenen og når jeg har spist, er den også en del større ud end om formiddagen.

Og så kan man altså gøre en del for mavestørrelsen ved at rette ryggen og spænde i mavemusklerne. Det er vist normalt, at gravide får en tendens til at falde sammen, hvilket får en til at se ualmindelig fed og lasket ud, men god træning af mave- og rygmuskler og større opmærksomhed på ens holdning hjælper virkelig meget. Det skal jeg blive lidt bedre til. Den der navle skal helst ikke vende vrangen ud lige foreløbig.