Suttebrikker fra helvede

Som sagt kører vi nu suttebrikstilen efter kyndig (eller noget) vejledning fra sygeplejerskerne på barselsgangen. Jeg har tilsyneladende flade brystvorter (har ellers aldrig fået nogen klager i den afdeling), og det gør det sværere for baby at få ordentlig fat ved amning.

Det lykkedes ellers et par gange at få hende lagt til uden brik på hospitalet, men pga. manglende tålmodighed hos personalet, der var ved at gå i panik over, at amningen ikke var etableret halvandet døgn efter fødslen/kejsersnittet/forløsningen/whatever, blev jeg introduceret for den famøse suttebrik, og hun fangede teknikken efter lidt øvelse. Og så kunne hun selvfølgelig kun bruge den.

Det er jo fint nok, at amningen kører med den, men det er besværligt, fordi man altid skal sørge for at have en ren brik på sig, og det er seriøst besværligt at rengøre det lort. Så skal den gnides godt med salt, overhældes med kogende vand, og der må ikke være den mindste kalk i vandet, så det er noget med at fumle med et kaffefilter… Vi har heldigvis nogle stykker, så vi ikke skal hele møllen igennem efter hver amning, men alligevel. Det tager bare tid, og det er besværligt.

Efter vi er kommet hjem, har jeg med hjælp fra sundhedsplejersken prøvet at vænne hende af med den, og det er da også lykkedes et par gange, men lige pludselig fik hun ualmindelig svært ved også at bruge suttebrikken. Når hun havde kæmpet med min deforme patvorte i 10-15 minutter uden held, men med masser af gråd, syntes jeg, at det var synd for hende, og så satte jeg brikken på igen, med det resultat, at hun slet ikke kunne finde ud af noget. Det kaldes sutteforvirring, har jeg googlet mig frem til. Så jeg stod lissom i en situation, hvor det hverken kørte med suttebrik eller au naturel. Argh.

Det var også pissefrustrerende for mig, for jeg blev ked af det, når hun blev ked af det, og puha, det har kostet mange tårer. Ikke for hende, for helt små babyer producerer først tårer senere, men hun har da godt nok hylet alligevel…

Nå, men efter samråd med sundhedsplejersken har vi besluttet at fortsætte udelukkende med suttebrikken i et stykke tid, indtil hun måske bliver mere moden til at smide den. Det går bedre med at få lagt hende til, selvom hun stadig tager nogle ture, hvor suttebrikken får en rystetur, så mælken sprøjter ud over det hele.

I det hele taget fungerer den der nedløbsrefleks lidt for godt, synes jeg. Det gør jo ondt i patværket og det siver helt vildt, når hun hyler, når jeg ser på hende og det er ved at være tid til en ny amning, eller når jeg bøjer mig forover. Christ. Kommer til at købe mig fattig i ammeindlæg…

Skyld med skyld på

Som gravid bliver man udsat for mange løftede pegefingre og latterlige kommentarer, har jeg fundet ud af. Da jeg proklamerede over for omverdenen, at jeg skulle have planlagt kejsersnit, kom det prompte: “Nå, hvorfor det? Har du selv valgt det?”, fordi konsensus tilsyneladende er sådan, at det er mest rigtigt at føde vaginalt, og hvis man af egen fri vilje vælger et kejsersnit, fordi man er rædselsslagen for at sprække fra ende til anden eller whatnot, er man ikke en rigtig kvinde.

Det er til nøds okay med kejsersnit, hvis man står i min situation med en baby i underkropsstilling, men visse ville sikkert også mene, at man skulle tage chancen med en sædefødsel med de komplikationer, der kunne opstå. Ellers tak, siger jeg.

Det er lidt det samme med amning. Til allerførste jordemorkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde tænkt mig at amme. Æh, rolig  nu dame, så langt er jeg slet ikke nået i mine overvejelser endnu. Lad mig lige vænne mig til tanken om, at der kommer en levende baby ud af det her først!

Jeg har da tænkt mig at prøve at amme, for argumenterne for er jo rimelig gode, men altså, nogle gange lykkes det jo bare ikke, eller nogle har ikke lyst til det, og fred da være med det. Det er altså ikke jordens undergang, og ungen skal nok blive okay alligevel. Jeg er fx ikke selv blevet ammet, og det kan da godt være, at jeg ville have haft færre øreproblemer og mindre eksem i min opvækst, hvis jeg havde fået modermælk, men det er der jo for fanden ingen, der ved med sikkerhed, og det kan lige så godt have noget med passiv rygning og øreringe med nikkel at gøre.

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man skal stigmatisere mødre, der vælger ikke at amme, eller som ikke kan få det til at lykkes. Slap dog af. Man er jo usikker nok, når man ikke har prøvet at være gravid før, og der er rigeligt med ting, man skal tage hensyn til i forvejen.

Falcks og Stemcares markedsføring bærer også præg af at ville indgyde mere skyld hos den gravide. Parolen er: “Køb vores pissedyre produkter, ellers vil du ikke det bedste for dit barn.” Ej, men jeg brækker mig over det.

 

Ting, jeg skulle have vidst som nygravid

Denne graviditet lakker mod enden, og eftersom jeg dermed har næsten ni måneders erfaring udi at være gravid, har jeg samlet nogle gode råd, som jeg godt ville have vidst som helt ny forvirret 4+0’er med flad mave og bævende hjerte. Måske kan du bruge det til noget, så her kommer de:

Vent med at købe ventetøj, til du ikke kan være i dit eget tøj mere. Man kan klare sig et langt stykke hen ad vejen med sit eget tøj, eventuelt det mest løse af slagsen. Du kan heller ikke vide, hvordan din kropsfacon kommer til at se ud, så vent, til du rent faktisk skal bruge tøjet. Jeg købte ret tidligt et Flexi-belt fra Carriwell, men jeg fik ikke brugt det en eneste gang, fordi knapperne ikke passede til nogen af mine bukser, og fordi det var federe bare at rende rundt i løst tøj med elastikkanter (som jeg også kan bruge bagefter). Læs flere guldkorn om ventetøj her og her.

Tag dine vitaminpiller. Husk det nu bare! Det kan betyde ualmindeligt meget for dit velbefindende, at du får de ting, din krop har brug for.

Smerter og gener kommer og går. Fordi det gør ondt et sted i dag, er det ikke ensbetydende med, at det vil være sådan resten af din graviditet. Hvor mange gange har jeg ikke panikket og tænkt: “Ååååh nej, nu kommer kvalmen” eller “Nå, der kom den bækkenløsning, hvordan skal jeg nu komme igennem de næste fire måneder”, men det er alt sammen gået over igen.

Køb gerne nye bh’er. Det kan godt betale sig at investere i en god bh, også selvom du ved, at dine patter bliver endnu større endnu. Der er ikke noget værre end at skulle holde styr på patværket i en bh, der er for stram og for lille, samtidig med, at man føler sig fed og bumset og klodset. Hvis du aldrig kommer til at passe den igen, kan du sælge den videre på Trendsales.

Dyrk motion. Og bliv ved med det. LAD VÆRE med bare at lægge dig på sofaen, selvom du synes du har det hårdt. Det er svært at komme op igen, og du bliver bare mere dvask, doven og slap af det. Fortsæt med det, du plejer at lave, og trap eventuelt ned, hvis det bliver for hårdt. Derefter kan man supplere med mindre krævende discipliner. Jeg kan anbefale cykling, graviditetsyoga, crosstrainer og svømning, eventuelt med AquaMama-øvelser.

Lav knibeøvelser. Ingen synes, at stressinkontinens er sjovt…

Slap af med babyudstyret. Meget kan købes brugt på Trendsales og DBA. Og du behøver ikke have ALT i Babysam-kataloget. Brug babyfora til at læse om andres erfaringer. MEN:

Brugerne i babyfora har ikke altid svaret på alt. Der sidder mange hysteriske/uvidende/ligeglade mødre derude, der udbreder sig om dette og hint, selvom de ikke har en skid forstand på det. Dobbelttjek fakta hos troværdige kilder såsom Sundhedsstyrelsen.

Skrab alle de vareprøver sammen, som du kan. Man kan klare sig et godt stykke ad vejen med babypakker, men opgiv gerne et falsk telefonnummer og en sekundær mailadresse til spam, for du betaler med din sjæl. Læs mere her og her.

Det var de ting, jeg lige kunne komme i tanke om. Skriv gerne en kommentar, hvis du har tilføjelser og andre guldkorn… 🙂

Nå, men så lukker jeg da bare ned for alle kommunikationslinjer…

Ja, jeg troede jo, at min kæreste og jeg var enige om, at datoen for snittet/fødselsdatoen skulle holdes hemmelig, men grundet dårlig kommunikation (han hører ikke altid efter, når jeg siger noget) er han kommet til at røbe det for sin mor. Og naboen, for at det ikke skal være løgn. Så nu kan det jo være ligegyldigt, og datoen er hermed ikke så classified, som jeg regnede med, den skulle være. Jeg har naturligvis fortalt det til mine forældre også, så ingen skal føle sig snydt, men argh, hvor er det faktisk ret irriterende.

Som sagt ville jeg gerne lige falde lidt ned og kigge lidt på tøsen i ro og mag uden at skulle føle mig forpligtet til at skynde mig at sende en opdatering til venner og familie, for naturligvis vil de være pissenysgerrige. Hvilket jeg udmærket kan forstå. Jeg magter heller ikke ‘held og lykke’-smsser om morgenen, for lige der tror jeg egentlig bare, jeg har lyst til at gå lidt ind i mig selv og forberede mig mentalt på dagens strabadser sammen med min kæreste.

Det fungerer jo ligesom en eksamen. Jo flere, der ønsker mig held og lykke og fokuserer på det, jo mere nervøs bliver jeg. Og pt. er jeg faktisk helt zen omkring det, men hvis folk bliver fucking ved med at spørge, om jeg er nervøs, så kommer jeg jo til at fokusere på det aspekt af sagen, og det har jeg bare SLET ikke behov for.

Nå, men jeg tror, at løsningen bliver, at jeg lukker ned for at alle former for kommunikationslinjer på et tidspunkt aftenen før og først tænder telefonen igen, når vi er klar til det. Og giver min kæreste besked på skrift. I neon. For jeg kunne måske godt forestille mig, at han lægger ungen på Facebook i samme sekund, den bliver hevet ud af min mave…

Stud.maternitatis

Nu er jeg jo i sandhed en nybegynder udi moderskabet, hvilket navnet på denne blog også antyder. Det betyder, at jeg ikke ved, hvordan man skifter en ble, ammer, holder en lille skabning korrekt, bøvser den, får den til at holde op med at græde og leger med den. Jeg ved, at jeg indtil videre har fokuseret meget på selve graviditeten, fordi det er der, jeg er nu, og udstyr/fysiske ting, for dem kan jeg forholde mig til.

Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan det vil blive, når først den bette kommer ud, og selvom jeg glæder mig til at se, hvad det er for en størrelse der har ligget og sparket til mig i ni måneder, så har jeg absolut ingen forventninger til noget som helst. Alle småbørnsforældre kommer med den sædvanlige klagesang om, hvor hårdt det er (“Bare Vent”-talen), men de fleste fortæller også, hvor fantastisk det bare føles, når man ser baby første gang.

Undskyld mig, men det har jeg bare svært ved at tro på sker for mig. Jeg kunne måske godt forestille mig, at jeg ville være typen, der liiige skal vænne mig lidt til situationen, før jeg kan tage det hele ind og begynde at føle de der helt overvældende følelser. Der vil min kæreste nok være bedre til at omstille sig med det samme.

Jeg tror bare på at tage tingene stille og roligt, oppefra og ned, i den rækkefølge de kommer, og så ellers bare forberede mig bedst muligt på snit, amning, bleskift og alt det andet ved at læse de der babybøger, jeg har lånt på biblioteket.

Hold nu kæft med jeres skrækhistorier

Nu, hvor jeg er sprunget ud som kejsersnitfødende, føler alle mulige og umulige folk trang til at komme med de mest fantastiske historier om dette og hint. Jeg imødekommer alle gode råd med kyshånd, og jeg vil gerne vide, hvad jeg går ind til, men slap dog lige lidt af med detaljerne, venner!

Har i løbet af den sidste uge hørt, at mit fødested skulle være virkelig dårligt, især til komplicerede fødsler (fra en, der ikke selv har født der, og som fik det sidste barn for tja seks år siden), at man no matter what får en ardelle, som man bare ALDRIG kan komme af med igen, som tilsyneladende er så forfærdelig (fra en, der har fået tre kejsersnit og har en virkelig flad mave, som ikke har antydningen af deller), og at man skal have fremstillet specialudstyr til at komme ud af sengen i mindst to måneder efter kejsersnittet OG hjælp fra kæresten, hver gang man skal rejse sig.

Nå, jamen tak for info! Jeg har dog også fået nogle gode, konstruktive råd, f.eks. at jeg skal læse Bogen om kejsersnit, og at … se, der forsvandt det andet gode råd lige fra min hukommelse. Christ. Jeg vender tilbage, når jeg kommer på det…

Overhalet indenom

En af de gravide, som jeg har fulgtes med, har allerede født. Selvom hun havde termin senere end mig. Det sætter tingene lidt i perspektiv. Fødslen var gået godt, selvom det var sket alt for tidligt, og barnet har det helt fint og klarer sig godt. Men jeg kom til at tænke på, hvis det var mig, der lige pludselig skulle ligge der og føde helt ud i det blå! Jeg ville nok være i en eller anden form for choktilstand de første par uger! Med en lille baby på armen! Argh!

Jeg er jo slet ikke klar til at føde. Jeg har ikke læst nok om, hvordan og hvorledes det egentlig foregår, og jeg mangler stadig ret mange ting på min indkøbsliste, og nu skal det bare snart indkøbes – just in case! De mest presserende ting er nok puslepude, ammepude og stofbleer. Har dog skaffet noget tøj, som bare skal sorteres. Børneværelset er også malet og tapetseret og klar til at flytte ind i. Det bliver rart at kunne samle alt ét sted, så jeg kan få et overblik over, hvad jeg har, og hvad jeg mangler, for lige nu ligger der babyting spredt ud i hele huset.

I denne uge har Bilka tilbud på et Flexi Bath, men jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal købe det eller købe et brugt eller bare få/låne et eller andet kar af en veninde. Øj, jeg har store problemer i mit liv…

Baby, vend dig nu!

Har været til jordemor, og hun kunne endnu en gang konstatere, at baby ikke har vendt sig med hovedet nedad. Den hårde bule under mine ribben er hovedet, og den ligger og sparker mig med sit ene ben i min side. På scanningen havde den tilmed en lille hånd op foran hovedet (nååårh).

Men: Hvis den ikke har vendt sig inden en uges tid, skal jeg et smut på fødegangen og få en læge til at prøve at vende den manuelt. Det går ud på, at man får noget vehæmmende, de tager fat i baby i hoved og røv uden på maven, og så forsøger man ellers at vende den ved håndkraft. Jeg kan ikke forestille mig, at det er særlig behageligt, så det vil jeg helst undgå.

Laver derfor sjove øvelser for at få den til at vende sig. Det er noget med skulderstand (hvilket min røv er blevet for tung til selv at komme op i, så må have væggen til hjælp, yderst elegant), hunden med tilhørende ryst med røv og ligge på ryggen med røven øverst i laaaang tid. Det er virkelig ikke særlig behageligt, men det er jo i en god sags tjeneste.

Hvis den ikke når at vende sig inden fødslen, kan man vælge mellem kejsersnit eller sædefødsel. Jeg tænker bare, at jeg virkelig ikke har særlig meget lyst til at føde, hvis røv+ben skal ud først (av-av-av-av) og desuden er der flere andre alvorlige komplikationer.

Kejsersnit ville jeg helst undgå, fordi det er en operation, som har sine egne bivirkninger (sår, immobilitet, bedøvelse osv.), men på den anden side undgår man også bristningerne ved en fødsel. Det ville nok være det værste ved at føde.Jeg er med på, at det går naller i laaang tid og at ens skræv er temmelig smadret bagefter, men hvis det tilmed var bristet fra hul til hul og ikke kan genoprettes med inkontinens og generel slaphed til følge, så ville jeg satme blive deprimeret – big time!

Så der er fordele og ulemper ved begge dele, men jeg håber bare, at ungen når at vende sig, så jeg ikke skal tænke så meget over alle de muligheder og faldgruber, der er ved de to fødselsformer.

Så hvis nogen har nogle gode ideer til, hvordan jeg får lokket baby til at vende sig, så kom frisk!

Andet lægebesøg

Jeg har været hos lægen igen til det obligatoriske 2. lægebesøg. Jeg fik leveret en urinprøve (som jeg faktisk ikke fik nogen forklaring på, hvad skulle bruges til), fik taget blodtryk (ok) og blev trykket lidt på maven (livmoderen ligger 3 cm over navlen nu, og maven sidder godt). Jeg fik også lige hørt babys hjertelyd (hurtig) og konstateret, at jeg ikke har vand i kroppen (gudskelov). Og det var så det.

Hun ville ikke gøre noget ved min dårlige hud, og det er jo også billigt sluppet. Måske er det også bare et spørgsmål om at droppe alt usundt, sukker og slik. Virkelig ærgerligt, at jeg er begyndt at slå sådan ud pga. ingenting, for jeg har altså fået lysten til saltlakrids tilbage.

Jeg har altid været stor fan af stærk lakrids, men trangen forsvandt fuldstændigt i de første par måneder af graviditeten. Ooooog så kom den så tilbage. With a vengeance. Hvilket ikke er så godt, både fordi min hud er så fucked up, men også fordi det frarådes pga. øget risiko for ødemer og forhøjet blodtryk.

Og så var der en undersøgelse for nogle år siden, der viste, at ens barn blev dummere, hvis man spiser lakrids under graviditeten… Ved godt, at man skal tage sådan nogle undersøgelser med et gran salt, men det er jo endnu en ting, der tricker en nervøs og halvhysterisk førstegangsgravid.

Anyways, jeg har regnet på det, og maksimumindtaget på 50 g om dagen svarer til 12 Super Piratos. Bare lige en lille bonusinfo til dem, der er i samme båd.

Det kunne godt være man skulle se at komme i gang…

… med det der babyshopping. Jeg har en masse brochurer om barnevogne, klapvogne, køreposer, højstole, barnesenge og alt muligt andet crap liggende, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at kigge i dem og finde ud af, hvad vi skal købe. Har kigget på diverse lister over musthaves til baby på nettet, og det ser bare så freakin’ uoverskueligt ud. Og hver dims findes der jo 1000 mærker/modeller/holdninger til, og det gør det jo ikke ligefrem lettere.

Så nej, jeg har ikke fået taget hul på bylden endnu, og der er jo også hele fandme kun fire måneder endnu til forventet ankomst. Jeg synes bare, at der findes sjovere ting i livet end at kigge på babyudstyr (f.eks. har jeg lige skuret min køkkenvask), og det er bare en helt ny verden, som jeg ikke aner en skid om.

Jeg er typen, der undersøger alt til bunds, før jeg tager en beslutning, da jeg gerne vil undgå fejlkøb og tage en så velinformeret beslutning som muligt. Det er trods alt en ret stor investering, og den bette fortjener kun det bedste. Og når jeg er på helt bar bund, er der fandme meget at tage stilling til…

Jeg tror, at jeg må indkalde mine erfarne morveninder og tage hver enkelt del på listen op i plenum. Så må vi se, om jeg bliver mere forvirret eller afklaret af sådan en paneldiskussion. 🙂