Man vokser lige en halv meter…

… når ens baby bliver beundret. Var ude at handle den anden dag, og en tyrkisk dame sagde et eller andet til sin mand og pegede på tøsen, der sad i sin autostol i min vogn og sov. Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvad hun sagde, fordi mit tyrkiske ikke er supergodt, men hun smilede da på den søde måde, så hun har nok ikke sagt “Kæft, en grim unge!”. 🙂

Da vi nåede op til kassen, var en ung knægt helt forgabt i hende. Hans kæreste prøvede at råbe ham op, så de kunne komme videre, og så siger han: “Jamen, den der baby er bare så nuttet!”. Var på en måde lidt bange for, at jeg indirekte havde skabt et nyt kandidatpar til De Unge Mødre, men pigen så ikke helt så imponeret ud som sin kæreste. Pyh!

Det var en stolt mor, der pakkede sine varer. Men altså, jeg kan jo kun give dem ret: Min unge er pissenuttet!

Anmeldelse: To streger og tusind tanker

Det sidste stykke tid har jeg læst denne graviditetsdagbog af Sarah Engell. Tænkte, at det nok lige var noget for mig. Og jeg kan da godt genkende mange af de ting og overvejelser, hun skriver om, men den er altså skrevet  i et temmelig sukkersødt skær, hvor hende og manden/kæresten bare er så lykkelige, hun har ingen problemer under graviditeten, og hendes fødsel tager 4 timer (hvor hun ikke sprækker). Desuden kører amningen derudaf i første hug og ungen er åbenbart temmelig fremmelig på skideområdet (don’t ask). Den eneste sky på himlen er hendes egen mor, der får en depression og senere en psykose og bliver indlagt, men det er ikke noget, der fylder særlig meget i bogen.

På en måde er det lidt ærgerligt, at når man nu har sat sig for at skrive en 100 % ucensureret dagbog om at være gravid, så er den forholdsvist problemfri, og parforholdet bare kører på skinner i en boble af lykke og glæde. Jeg skal overhovedet ikke klage over min graviditet og mit parforhold, men det ser nu nok noget leverpostejsfarvet ud i forhold til det, der beskrives i bogen.

Hvis jeg nu var en indebrændt alenemor eller bare var i et parforhold, der var lidt medtaget af min graviditet (hvilket vist ikke er helt ualmindeligt), eller hvis jeg knækkede mig konstant i ni måneder, eller havde den onde bækkenløsning allerede fra uge 14, eller hvis min fødsel endte i et todøgns mareridt med blod, lort, opkast og huhejkejsersnit eller var sprækket fra ende til anden (så at sige), så var jeg sgu nok blevet ret depri af at læse den bog.

Når det er sagt, så kunne jeg jo genkende masser (nogle?) af hendes overvejelser fra mig, og jeg tudede da også her og der, da ungen endelig var kommet ud.

Så altså: Læs den, hvis du har det rimelig okay med dig selv, din graviditet og din kæreste. Ellers skal du nok bare lade være og se De unge mødre i stedet for.

Blod og hormoner = sexy times!

En af fordelene ved at være gravid er, at der er øget blodgennemstrømning i de nedre regioner (siger de kloge), og det gør altså, at sex bliver lige en tand bedre end normalt. 🙂 Og på dette tidspunkt (16 uger og noget) er man endnu ikke alt for fed til at vælte rundt i underlige stillinger, så man rigtig kan knalde igennem.

Ja, undskyld min bramfri tone, men nogen skal jo sige det. Der er for det meste kun negative bivirkninger ved en graviditet (man bliver fed, man må ikke en skid, og øl er no-go), så lad os dog endelig hylde fordelene! Nu forstår jeg måske (måske!) lidt bedre, hvorfor Camilla fra Mørkøv (De unge mødre) plager Benjamin om bare lige en enkelt bebs mere…

Men der sker altså også noget i ens hoved, som både er godt og skidt: humørsvingninger. Jeg fik overstået de værste tudeture i de første par uger, hvor jeg sad og græd snot over videoer på YouTube med hjemvendte soldater, der overraskede deres børn/koner/hunde (I kid you not), og nu er jeg bare sådan generelt i godt humør. Dog kan små irritationer hurtigt blæses op til full-blown raserianfald med døresmækken og røde kinder, der for det meste går hårdt ud over min kæreste, men han er heldigvis ret hårdhudet, hvad det angår.

Nå, men den generelle lykkefølelse og alt det der blod gør altså bare, at jeg får mere lyst til sex. Måske spiller et begyndende forår også ind, hvem ved?

At skifte mening

Jeg har nok altid troet, at jeg ikke var sådan en, der fik børn. Jeg syntes, at børn var irriterende, klamme og besværlige. Ja altså, det synes jeg egentlig stadig, men der er nok også noget i mig, der bare er blevet klar til at få min egen lille unge, som jeg selv kan forme til at blive irriterende, klam og besværlig på en måde, der passer til mig.

Det har taget nogle år at komme hertil. De er er gået med, at folk omkring mig er blevet ved med at skyde børn ud i en lind strøm, at min kæreste har udført en del lobbyarbejde, og at der har været ret mange overvejelser inden i mit eget lille hoved.

Jeg har nok også set for meget De Unge Mødre. Den serie glorificerer ikke ligefrem moderskabet. En af de ting, jeg har lært, er dog, at min unge under ingen omstændigheder skal have et dobbeltnavn ala Natasja Nikita eller Mike Brian. Det fører tilsyneladende ikke noget godt med sig.

Jeg har også masser af ambitiøse, intelligente og sjove kvinder på min egen alder, der i det øjeblik de skider ungen ud (og nogle gange før) bliver til kedelige, babyfikserede, dumme ammehjerner, der bare helst vil være hjemmegående i deres egen lille lortelykkeboble for evigt. Og sådan har jeg sgu ikke lyst til at ende.

Jeg er dog også stødt på nogle seje, kloge og ultrasjove damer hen ad vejen, der tilfældigvis også er mødre. De har sjovt nok også altid nogle børn, der kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Ammehjernerne har for det meste nogle uopdragne møgunger.

Nå, men jeg har nok bare set tilstrækkeligt med eksempler på de seje mødre til at tro på, at man ikke automatisk bliver en lallende zombie, der mister sin egen identitet og bare bliver MOR, fordi man får børn. Og at de (ungerne, altså) faktisk godt kan være meget søde. (Og at vi kan gøre det SÅ meget bedre end de unge mødre).