Archives for posts with tag: nybegynder

Nu er vores lille tøs allerede blevet et år, hun har fire tænder, hun kan gå, hun kan sige hej, tak og op til flere dyrelyde, og hun bruger str. 86/92 i tøj. Hun kan stadig ikke drikke af en kop, og hun hader at få børstet tænder, men hun kan hoppe i sofaen, bryde ud af sin højstol, kravle op i vindueskarmen og ae katten. Hun bliver hys, når hun er træt og/eller sulten, eller når hun ikke kan få lov til at spille sit dyrespil på min telefon, men ellers er hun en glad lille en, der mosler rundt konstant og griner ad hvad som helst.

Det bliver lettere og lettere at være mor, og alt bliver sjovere og sjovere. Jeg bliver tit overrasket over ting, som hun kan eller har opfanget, fx da hun tog telefonen op til øret og sagde “hej”.  Det kan stadig være pissehårdt, fx når hun vågner kl. 3.30, men det sker heldigvis sjældent, og vi er blevet bedre til at lade være med at gå i panik og dermed gøre tingene værre.

Hermed en kort opdatering efter de to hæsblæsende måneder, der er gået siden sidste indlæg. Jeg får nok ikke mindre travlt den næste tid, men måske bliver der tid til et bette indlæg – måske ikke. Jeg synes, at det er hyggeligt at sidde og  læse tilbage, og der er mange ting, som jeg havde glemt, så jeg burde bare lige tage mig  tid til at skrive en gang imellem, men jeg er bare for dårlig til at tage mig sammen…

Reklamer

Nu er det slut med amningen! 😀 Vi har trappet det langsomt ned siden januar, hvor tøsen begyndte at få grød, og til sidst fik hun kun én gang om dagen – med varierende entusiasme fra hendes side. Jeg synes også, at det var begyndt at gøre lidt ondt igen, muligvis fordi hun synes det var sjovt at suge sig fast og rykke hovedet væk.

Av.

Nå, men jeg blev ved, fordi det var nemt og hurtigt lige at hive patværket frem og fodre hende af, inden vi skulle ud af døren. Men nu er det slut, og det virker ikke, som om tøsen savner det. Hun er glad og tilfreds med grød, især havregrød, brød med pålæg og smuler fra de riges bord (vores).

Jeg savner det heller ikke! Jeg har smidt alle mine ammepuder langt væk, pakket mine meget behagelige amme-bh’er ned og fundet mine lidt stivere gamle bh’er tilbage. Jeg er gået to skålstørrelser ned, siden jeg var gravid. TO! Som i 2!! Og det er jo ikke bare fordi de er blevet mindre, de er bare ligesom faldet sammen og blevet lidt (meget?) fladere foroven. Damn. Jeg er overhovedet ikke ude i at lave en Hannah Melissa, men jeg har måske fået lidt større forståelse for mødre, der får fikset deres patter.

Hele det her amningscirkus har faktisk ikke været særligt sjovt. De første par dage på sygehuset var vildt frustrerende, fordi det ikke kom op at køre, og fordi personalet havde forskellige meninger om alt. Så kom det i gang, dog med dårlig sutteteknik, smerter og suttebrik (samt en rask lille brystbetændelse).

Så viste det sig, at tøsen var megasulten hele tiden, og jeg lavede nærmest ikke andet end at sidde på min stadigt fladere røv og amme og se tv-serier – 10 gange i døgnet og i en time ad gangen. Med den der åndssvage suttebrik, som skulle renses og skoldes og huskes hele tiden.

Nå, jeg lærte at acceptere den, og pludselig kunne tøsen finde ud af det uden. Så tog det lige pludselig heller ikke så lang tid mere, og der kunne gå op til flere timer imellem hver amning. Det var næsten lige før, jeg kunne nyde det! Og så var det tid til grødopstart, og så stoppede det jo bare stille og roligt.

I de første fire måneder, hvor det bare var pissehårdt, svor jeg, at jeg ikke ville amme ud over de seks anbefalede måneder. Nu gik der alligevel næsten otte måneder, fordi det trods alt gik godt til sidst, og fordi det var nemt i en snæver vending. Jeg er også glad for, at jeg holdt fast og blev ved, selvom det var noget lort, for det havde været mere bøvlet med flasker og erstatning, og jeg ville gerne amme, fordi tøsen er disponeret for allergi. Men for dælen, hvis jeg havde vist, hvor vigtigt det er at få en ordentlig opstart, tror jeg, at jeg kunne have sparet mange tårer og lange nætter. Og timer med at skolde suttebrikker…

Damn, når jeg sidder og tænker tilbage, er der mange ting, som står lidt sløret for mig. Måske har jeg fortrængt det, måske var jeg bare for træt til at fungere ordentligt, eller måske er min hjerne bare gået i dvale efter så lang tids gy-gy.

… må man forresten sige, at hun blev født, når det var ved kejsersnit? Det skete som forventet med et planlagt kejsersnit, der forløb lige efter bogen, indtil de skulle tage min moderkage ud. Den sad fast, så de baksede med mig i over en time og jeg mistede en del blod og fik det skidt. Inden da havde jeg heldigvis lige fået lov til at hilse på hende, og hun lå der på mit bryst og kiggede på mig med store øjne og fosterfedt i alle folderne. Hun var så fin, syntes jeg. Jeg havde jo ellers regnet med, at hun ville være klam og mindre køn, når hun kom ud, men det var hun slet ikke i mine øjne. Hun var bare en sød lille baby. Der var vores. 🙂 Totalt crazy.

Jeg nåede slet ikke at blive nervøs inden operationen, men da de havde gjort mig klar og sagde “Nu begynder vi”, så kunne jeg ikke lade være med at tude. Det var altså en underlig fornemmelse. Det tog heller ikke mere end et par minutter, før hun var ude.

Vi blev på hospitalet i tre døgn, fordi amningen ikke kom op at køre med det samme, og fordi jeg var ret immobil med mit sår. Nyheden var overraskende hurtigt ude på Facebook (ja, inden vi selv havde offentliggjort noget – GRRR), og alle de nye bedsteforældre og tanter kom på besøg, mens vi var indlagt – plus det løse.

Set i bakspejlet var der for meget hurlumhej for hende den lille, og vi havde nok ikke nok tid til at få etableret det der amning helt fra starten, så der gik et par dage med grædende baby, hysteriske sygeplejersker, ømme patvorter, lede malkemaskiner og en svedende mor (undertegnede), før det gik sådan nogenlunde. Nu med suttebrikker, som rent ud sagt er noget lort. Mere om det senere.

Anyways, det var virkelig rart at komme hjem og få ro på. Der har stadig været mange besøg, men vi har sat begrænsning på, så der ikke kommer for mange på en dag. Og hun skal ikke sidde hos alle mulige, for så bliver hun bare umulig senere. Man skal vel lære det på den hårde måde.

Men ellers er hun bare skidesød og blød, og vi bliver bedre og bedre til at forstå hinanden. Hun sover meget, også om natten heldigvis, men alligevel går der altså utrolig meget tid med at passe sådan en lille en! Jeg når rent ud sagt ikke en skid ud over at skifte bleer, amme, nusse og vaske tøj, som hun har skidt i/savlet ud over/tisset på/gylpet ned ad.

Men nu er der gået hul på blogbylden, så stay tuned, hvis der stadig er nogen, der hænger på her… Ellers kan jeg anbefale Google Læser til læsning af blogs og RSS-feeds. Så skal man kun tjekke blogs ét sted. 🙂

Som gravid bliver man udsat for mange løftede pegefingre og latterlige kommentarer, har jeg fundet ud af. Da jeg proklamerede over for omverdenen, at jeg skulle have planlagt kejsersnit, kom det prompte: “Nå, hvorfor det? Har du selv valgt det?”, fordi konsensus tilsyneladende er sådan, at det er mest rigtigt at føde vaginalt, og hvis man af egen fri vilje vælger et kejsersnit, fordi man er rædselsslagen for at sprække fra ende til anden eller whatnot, er man ikke en rigtig kvinde.

Det er til nøds okay med kejsersnit, hvis man står i min situation med en baby i underkropsstilling, men visse ville sikkert også mene, at man skulle tage chancen med en sædefødsel med de komplikationer, der kunne opstå. Ellers tak, siger jeg.

Det er lidt det samme med amning. Til allerførste jordemorkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde tænkt mig at amme. Æh, rolig  nu dame, så langt er jeg slet ikke nået i mine overvejelser endnu. Lad mig lige vænne mig til tanken om, at der kommer en levende baby ud af det her først!

Jeg har da tænkt mig at prøve at amme, for argumenterne for er jo rimelig gode, men altså, nogle gange lykkes det jo bare ikke, eller nogle har ikke lyst til det, og fred da være med det. Det er altså ikke jordens undergang, og ungen skal nok blive okay alligevel. Jeg er fx ikke selv blevet ammet, og det kan da godt være, at jeg ville have haft færre øreproblemer og mindre eksem i min opvækst, hvis jeg havde fået modermælk, men det er der jo for fanden ingen, der ved med sikkerhed, og det kan lige så godt have noget med passiv rygning og øreringe med nikkel at gøre.

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man skal stigmatisere mødre, der vælger ikke at amme, eller som ikke kan få det til at lykkes. Slap dog af. Man er jo usikker nok, når man ikke har prøvet at være gravid før, og der er rigeligt med ting, man skal tage hensyn til i forvejen.

Falcks og Stemcares markedsføring bærer også præg af at ville indgyde mere skyld hos den gravide. Parolen er: “Køb vores pissedyre produkter, ellers vil du ikke det bedste for dit barn.” Ej, men jeg brækker mig over det.

 

Denne graviditet lakker mod enden, og eftersom jeg dermed har næsten ni måneders erfaring udi at være gravid, har jeg samlet nogle gode råd, som jeg godt ville have vidst som helt ny forvirret 4+0’er med flad mave og bævende hjerte. Måske kan du bruge det til noget, så her kommer de:

Vent med at købe ventetøj, til du ikke kan være i dit eget tøj mere. Man kan klare sig et langt stykke hen ad vejen med sit eget tøj, eventuelt det mest løse af slagsen. Du kan heller ikke vide, hvordan din kropsfacon kommer til at se ud, så vent, til du rent faktisk skal bruge tøjet. Jeg købte ret tidligt et Flexi-belt fra Carriwell, men jeg fik ikke brugt det en eneste gang, fordi knapperne ikke passede til nogen af mine bukser, og fordi det var federe bare at rende rundt i løst tøj med elastikkanter (som jeg også kan bruge bagefter). Læs flere guldkorn om ventetøj her og her.

Tag dine vitaminpiller. Husk det nu bare! Det kan betyde ualmindeligt meget for dit velbefindende, at du får de ting, din krop har brug for.

Smerter og gener kommer og går. Fordi det gør ondt et sted i dag, er det ikke ensbetydende med, at det vil være sådan resten af din graviditet. Hvor mange gange har jeg ikke panikket og tænkt: “Ååååh nej, nu kommer kvalmen” eller “Nå, der kom den bækkenløsning, hvordan skal jeg nu komme igennem de næste fire måneder”, men det er alt sammen gået over igen.

Køb gerne nye bh’er. Det kan godt betale sig at investere i en god bh, også selvom du ved, at dine patter bliver endnu større endnu. Der er ikke noget værre end at skulle holde styr på patværket i en bh, der er for stram og for lille, samtidig med, at man føler sig fed og bumset og klodset. Hvis du aldrig kommer til at passe den igen, kan du sælge den videre på Trendsales.

Dyrk motion. Og bliv ved med det. LAD VÆRE med bare at lægge dig på sofaen, selvom du synes du har det hårdt. Det er svært at komme op igen, og du bliver bare mere dvask, doven og slap af det. Fortsæt med det, du plejer at lave, og trap eventuelt ned, hvis det bliver for hårdt. Derefter kan man supplere med mindre krævende discipliner. Jeg kan anbefale cykling, graviditetsyoga, crosstrainer og svømning, eventuelt med AquaMama-øvelser.

Lav knibeøvelser. Ingen synes, at stressinkontinens er sjovt…

Slap af med babyudstyret. Meget kan købes brugt på Trendsales og DBA. Og du behøver ikke have ALT i Babysam-kataloget. Brug babyfora til at læse om andres erfaringer. MEN:

Brugerne i babyfora har ikke altid svaret på alt. Der sidder mange hysteriske/uvidende/ligeglade mødre derude, der udbreder sig om dette og hint, selvom de ikke har en skid forstand på det. Dobbelttjek fakta hos troværdige kilder såsom Sundhedsstyrelsen.

Skrab alle de vareprøver sammen, som du kan. Man kan klare sig et godt stykke ad vejen med babypakker, men opgiv gerne et falsk telefonnummer og en sekundær mailadresse til spam, for du betaler med din sjæl. Læs mere her og her.

Det var de ting, jeg lige kunne komme i tanke om. Skriv gerne en kommentar, hvis du har tilføjelser og andre guldkorn… 🙂

Nu er jeg jo i sandhed en nybegynder udi moderskabet, hvilket navnet på denne blog også antyder. Det betyder, at jeg ikke ved, hvordan man skifter en ble, ammer, holder en lille skabning korrekt, bøvser den, får den til at holde op med at græde og leger med den. Jeg ved, at jeg indtil videre har fokuseret meget på selve graviditeten, fordi det er der, jeg er nu, og udstyr/fysiske ting, for dem kan jeg forholde mig til.

Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan det vil blive, når først den bette kommer ud, og selvom jeg glæder mig til at se, hvad det er for en størrelse der har ligget og sparket til mig i ni måneder, så har jeg absolut ingen forventninger til noget som helst. Alle småbørnsforældre kommer med den sædvanlige klagesang om, hvor hårdt det er (“Bare Vent”-talen), men de fleste fortæller også, hvor fantastisk det bare føles, når man ser baby første gang.

Undskyld mig, men det har jeg bare svært ved at tro på sker for mig. Jeg kunne måske godt forestille mig, at jeg ville være typen, der liiige skal vænne mig lidt til situationen, før jeg kan tage det hele ind og begynde at føle de der helt overvældende følelser. Der vil min kæreste nok være bedre til at omstille sig med det samme.

Jeg tror bare på at tage tingene stille og roligt, oppefra og ned, i den rækkefølge de kommer, og så ellers bare forberede mig bedst muligt på snit, amning, bleskift og alt det andet ved at læse de der babybøger, jeg har lånt på biblioteket.

Der er endnu en af mine gravide damebekendtskaber, der har født. En uges tid før termin. Så nu er vi kun fire interne tilbage. Og hvis vi skal dømme efter terminer, er jeg den næste i rækken. Gulp.

Jeg har stadig ikke fået nogen dato for kejsersnittet, men der er jo stadig en risiko for, at jeg selv går i fødsel før tid. Hvilket jeg ikke håber. Det kunne være rart at få nået mine ting først og få lidt ro på, inden det for alvor går løs.

Er begyndt at fokusere lidt mere på amning, som nok er det største mysterium for mig. Det lyder så kompliceret og alle lovpriser det, men ingen synes at det er rigtig ligetil eller superfedt. Hm.

Og selvom jeg snart glæder mig til at se, hvad og hvem det egentlig er, jeg har gået og bagt på i snart ni måneder og som konstant rambukker min navle indefra, så må vedkommende godt blive derinde lidt endnu.

En af de gravide, som jeg har fulgtes med, har allerede født. Selvom hun havde termin senere end mig. Det sætter tingene lidt i perspektiv. Fødslen var gået godt, selvom det var sket alt for tidligt, og barnet har det helt fint og klarer sig godt. Men jeg kom til at tænke på, hvis det var mig, der lige pludselig skulle ligge der og føde helt ud i det blå! Jeg ville nok være i en eller anden form for choktilstand de første par uger! Med en lille baby på armen! Argh!

Jeg er jo slet ikke klar til at føde. Jeg har ikke læst nok om, hvordan og hvorledes det egentlig foregår, og jeg mangler stadig ret mange ting på min indkøbsliste, og nu skal det bare snart indkøbes – just in case! De mest presserende ting er nok puslepude, ammepude og stofbleer. Har dog skaffet noget tøj, som bare skal sorteres. Børneværelset er også malet og tapetseret og klar til at flytte ind i. Det bliver rart at kunne samle alt ét sted, så jeg kan få et overblik over, hvad jeg har, og hvad jeg mangler, for lige nu ligger der babyting spredt ud i hele huset.

I denne uge har Bilka tilbud på et Flexi Bath, men jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal købe det eller købe et brugt eller bare få/låne et eller andet kar af en veninde. Øj, jeg har store problemer i mit liv…

Hvornår kan man egentlig kalde sig højgravid? Jeg synes efterhånden, at jeg kandiderer til titlen. Der er virkelig sket noget de sidste par uger. Jeg kan mærke, at min lænd bliver lettere øm, maven er vokset og sidder i vejen, lige meget hvad jeg gør, det er blevet meget sværere at rejse sig fra liggende stilling, og visse gymnastiske øvelser skal jeg bare holde mig fra. Inkl. visse samlejepositioner …

Jeg kan godt mærke, at der sker ting og sager i mit bækken, og at jeg nok burde tage den lidt mere med ro, men for dælen, jeg har jo tusind ting, jeg skal nå, inden baby kommer. Jeg er slet ikke klar! Det er virkelig mærkeligt at tænke på, at der om en måneds tid vil være en ekstra lille person her i huset, som er 100 % afhængig af mig og min kæreste. Og som kræver opmærksomhed 24/7.

Tænker nogle gange lidt over, om jeg nu har nået alt det, jeg ville i livet, inden det er slut lige om lidt. Jeg fik aldrig backpacket i Vietnam og sprunget i faldskærm. Men altså, mit liv er jo trods alt ikke helt forbi endnu. Der kommer jo lige til at være nogle år, hvor jeg nok ikke lige skal ud og realisere mig selv, men det er jeg helt indstillet på, og helt ærligt, man kan jo gøre mange ting med børn, hvis man er god nok til at planlægge og ikke opdrager pylrede børn, der skal have absolut ro, før de kan sove, kun kan spise æblemos fra et bestemt mærke og er alt for mordårlige.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de næste år bliver benhårdt arbejde, men det skal sgu nok gå. Vi er jo ikke de første, der får børn uden at blive sindssyge. (Selvom nogle gør).

Jeg skriver et indlæg om, hvor upassende og irriterende kommentarer folk kan komme med, og så gør jeg nøjagtig det samme på anden blog i umiddelbar forlængelse heraf. Genialt. Så kan man lære at feje for egen dør. Og i øvrigt at tænke sig om, før man skriver noget til en blogger, som man måske godt kan sige i venners lag, men ikke til en komplet fremmed. Og så tilmed på skrift, hvor man aldrig er herre over fortolkningerne… Huskekage til mig! Og endnu engang undskyld.