Archives for posts with tag: nettet

Så blev det januar og dermed udsalgstid igen, og som så mange andre lurer jeg på både den ene og den anden netbutik i håb om at falde over de rigtig gode kup. Jeg er en sucker for at gøre et godt køb, og jeg er typen, der helst ikke køber noget til fuld pris. Til forskel fra tidligere har jeg i år dog ikke kigget på ting til mig selv, men i stedet til lilletøsen. Sjovt, som man kan ændre fokus på så kort tid, men sådan er det vel at blive mor.

Sådan noget som babytøj har jeg aldrig set lyset i, heller ikke da jeg var gravid. Jeg kunne ikke overskue de tåbelige størrelser, og jeg synes bare, at det var for dyrt for så lidt stof. Det synes jeg stadig, men under udsalget er priserne dog mere menneskelige! Nå, jeg havde jo nok købt mig fattig på smartkids.dk, hvis ikke det var fordi vi lige har fået et vognlæs brugt tøj (bogstavelig talt) fra noget familie.

Jeg er stor fan af genbrug, især når det ikke ligner lort, så jeg tog jo gladeligt imod sådan en fin foræring. Problemet er, at jeg ikke har kunnet finde tid og overskud til at gå i gang med at sortere det, så jeg aner faktisk ikke, hvordan det ser ud. Er det i god stand, er det fyldt med bodyer, men ingen bukser, er der flyverdragter imellem osv.

Nå, men jeg vil jo ikke spendere en formue på netshopping, når jeg ikke aner, om det overhovedet er nødvendigt. Måske skulle jeg bare tage mig sammen og få sorteret bunkerne, så jeg ved, hvad jeg har, og hvad jeg ikke har. Nu har jeg jo efterhånden en ide om, hvad og hvor meget man har brug for til bebs. Jeg kan måske endda nå det, inden udsalget slutter…

Denne graviditet lakker mod enden, og eftersom jeg dermed har næsten ni måneders erfaring udi at være gravid, har jeg samlet nogle gode råd, som jeg godt ville have vidst som helt ny forvirret 4+0’er med flad mave og bævende hjerte. Måske kan du bruge det til noget, så her kommer de:

Vent med at købe ventetøj, til du ikke kan være i dit eget tøj mere. Man kan klare sig et langt stykke hen ad vejen med sit eget tøj, eventuelt det mest løse af slagsen. Du kan heller ikke vide, hvordan din kropsfacon kommer til at se ud, så vent, til du rent faktisk skal bruge tøjet. Jeg købte ret tidligt et Flexi-belt fra Carriwell, men jeg fik ikke brugt det en eneste gang, fordi knapperne ikke passede til nogen af mine bukser, og fordi det var federe bare at rende rundt i løst tøj med elastikkanter (som jeg også kan bruge bagefter). Læs flere guldkorn om ventetøj her og her.

Tag dine vitaminpiller. Husk det nu bare! Det kan betyde ualmindeligt meget for dit velbefindende, at du får de ting, din krop har brug for.

Smerter og gener kommer og går. Fordi det gør ondt et sted i dag, er det ikke ensbetydende med, at det vil være sådan resten af din graviditet. Hvor mange gange har jeg ikke panikket og tænkt: “Ååååh nej, nu kommer kvalmen” eller “Nå, der kom den bækkenløsning, hvordan skal jeg nu komme igennem de næste fire måneder”, men det er alt sammen gået over igen.

Køb gerne nye bh’er. Det kan godt betale sig at investere i en god bh, også selvom du ved, at dine patter bliver endnu større endnu. Der er ikke noget værre end at skulle holde styr på patværket i en bh, der er for stram og for lille, samtidig med, at man føler sig fed og bumset og klodset. Hvis du aldrig kommer til at passe den igen, kan du sælge den videre på Trendsales.

Dyrk motion. Og bliv ved med det. LAD VÆRE med bare at lægge dig på sofaen, selvom du synes du har det hårdt. Det er svært at komme op igen, og du bliver bare mere dvask, doven og slap af det. Fortsæt med det, du plejer at lave, og trap eventuelt ned, hvis det bliver for hårdt. Derefter kan man supplere med mindre krævende discipliner. Jeg kan anbefale cykling, graviditetsyoga, crosstrainer og svømning, eventuelt med AquaMama-øvelser.

Lav knibeøvelser. Ingen synes, at stressinkontinens er sjovt…

Slap af med babyudstyret. Meget kan købes brugt på Trendsales og DBA. Og du behøver ikke have ALT i Babysam-kataloget. Brug babyfora til at læse om andres erfaringer. MEN:

Brugerne i babyfora har ikke altid svaret på alt. Der sidder mange hysteriske/uvidende/ligeglade mødre derude, der udbreder sig om dette og hint, selvom de ikke har en skid forstand på det. Dobbelttjek fakta hos troværdige kilder såsom Sundhedsstyrelsen.

Skrab alle de vareprøver sammen, som du kan. Man kan klare sig et godt stykke ad vejen med babypakker, men opgiv gerne et falsk telefonnummer og en sekundær mailadresse til spam, for du betaler med din sjæl. Læs mere her og her.

Det var de ting, jeg lige kunne komme i tanke om. Skriv gerne en kommentar, hvis du har tilføjelser og andre guldkorn… 🙂

Her går jeg og prædiker brugte ting til mit barn, men jeg har intet imod at købe nyt til mig selv – totalt dobbeltmoralsk, jeg ved det! Men til mit forsvar skal det siges, at jeg seriøst mangler tøj, som jeg kan være i, heriblandt bh’er. Bliver de seriøst ved med at vokse, de der babser? Jeg gider altså ikke have kæmpe (dvs. lange) hængepatter… Nå, men nu er det jo udsalgstid, så har været lidt på nettet og handle:

Pulz knickers: Har dem i den lange model, og de strammer bare INGEN steder, fordi det er et bredt og yderst elastisk smockstykke i siderne. Nice.

En lang top fra Only med masser af stretch. Har nogle i forvejen, og de kan virkelig give sig.

Retro-bh fra Freya: Jeg har efterhånden kun fire bh’er tilbage, som jeg kan passe, og denne model er den, der passer allerbedst. Og så er den billig hos Lace. Jeg købte også en anden bh i samme størrelse, men i et andet mærke derfra, men den er noget mindre. Heldigvis var den ikke så dyr, men jeg håber da, at jeg kan komme til at passe den igen på et tidspunkt.

Graviditetsshorts fra H&M. Jeg havde ellers svoret, at jeg ikke skulle have mere Mama-tøj, men manglede virkelig nogle cowboyshorts med lidt længde, og disse var billige, fordi jeg havde en rabatkode. De er så udsolgt nu, kan jeg se.

Derudover er jeg kommet til at købe endnu en Freya-bh, nogle andre lange smockbukser, en H&M-kjole, en top fra Vila med ekstra maveplads samt lidt tubetørklæder… Det lyder af ret meget, men det skal altså lige siges, at stort set intet af det var til fuld pris og så må man gerne. Så nu kan jeg nok se lidt anstændig ud igen. Synes min mave er vokset meget de sidste par uger, og der er jo trods alt nogle måneder endnu.

Den største post på babybudgettet har været barnevognen. Både svigermor og mor har tilbudt at betale for en ny, men vi syntes ikke, at det var nødvendigt at købe en spritny, fordi de er så pissedyre, og man sagtens kan finde noget brugt, der er udmærket, på DBA.

Derudover har jeg været meget i tvivl om, hvad dælen vi skulle købe (ja, det er mig, der står for AL babyresearch, for det magter min kæreste ikke), og efter mange overvejelser, råd fra veninder, en del surfing og opslag i TÆNKs babyguidetest kom jeg frem til en Odder, fordi den er den eneste med fuld understøttelse af vognkassen. Når nu vi havde besluttet os for at købe brugt, var det jo vigtigt, at den ikke var faldet helt sammen allerede.

Så jeg fandt en Odder på Den Blå Avis til billig penge. Det viste sig, at den var seks år gammel og brugt til to børn, men den var pæn og i fin stand, så vi slog til. Vi fik et afslag, fordi jeg ikke ville have madrasserne med, så det var fint nok. Brugte madrasser skulle efter sigende øge risikoen for astma og allergi, så jeg havde alligevel tænkt mig at købe nogle nye. Jeg har fået et tip om en barne-/sengetilbehørspakke med madrasser, dyner og whatnot til 1500 kr. i den lokale babybiks, så den skal jeg have fat i.

Vi har også købt en hængevugge, der skal hænge i stuen, via DBA. Til soveværelset har vi fra en bekendt fået lovning på en brugt Ikea-seng, som skulle være bedst i test. I det hele taget har familie, venner og bekendte været rigtig søde til at tilbyde os ting og sager til låns, evigt eje eller billigt salg, og det er altså helt fantastisk! Hvis vi skulle købe alt fra nyt, ville vi da hurtigt blive ruineret…

Jeg skriver et indlæg om, hvor upassende og irriterende kommentarer folk kan komme med, og så gør jeg nøjagtig det samme på anden blog i umiddelbar forlængelse heraf. Genialt. Så kan man lære at feje for egen dør. Og i øvrigt at tænke sig om, før man skriver noget til en blogger, som man måske godt kan sige i venners lag, men ikke til en komplet fremmed. Og så tilmed på skrift, hvor man aldrig er herre over fortolkningerne… Huskekage til mig! Og endnu engang undskyld.

På mit togt efter gratis ting nåede jeg også til Rema 1000, som tilbyder en pakke med dette indhold:

  • En hel pakke bleer til nyfødte, svanemærket, allergimærket
  • En hel pakke vådservietter, svanemærket, allergimærket
  • En hel pakke engangsklude
  • En hel bøtte børneshampoo, svanemærket, allergimærket
  • En lille bamse
  • En Mam-sut
  • Ingen brochurer eller andet reklamegøjl

Indtil videre er det nok den mest brugbare babypakke, jeg har fået fat i. Alt er noget, der kan/skal bruges, Remas egne produkter er fri for farlig kemi og parfume, og det var heller ikke forbundet med særlig meget besvær at få fat i den. Man skal bare udfylde en formular på deres hjemmeside, printe kvitteringen og vise den i en butik, som du selv vælger. De gad dog ikke se kvitteringen, da jeg hentede min pakke.

Den endelige dom lyder: Godt gået der, Rema!

Jeg har bestilt endnu en gratis babypakke fra Babybox, som Babysam og Pampers står bag. Man tilmelder sig på hjemmesiden, printer en kvittering ud og viser den i en Babysam, hvorefter man får en fin papkasse med hank udleveret. Den indeholder:

  • En ble til nyfødte fra Pampers, pakket ind i en papæske og plastik med tilhørende brochure, rar at have
  • En pakke trusseindlæg fra Always, tja
  • Prøve på Head and Shoulders-shampoo til tør hovedbund. Indeholder parfume, hvilket måske ikke er så gennemtænkt
  • 3 plastikskeer fra Hipp inkl. reklame for Hipp.dk med stavefejl, men de er dog gode at have
  • 2 ammeindlæg fra Pigeon, pakket enkeltvis
  • Ranglelegetøj fra Fischer-Price, meget fint
  • Vores Baby – Gravid & baby, et år gammelt, ser dog interessant ud
  • Brochurer fra Lamaze, Fischer-Price (også en kalender), Oral-B, Gyldendals Bogklub, Lovemade babymad, Swapamok.dk og et gavekort til et fotokrus fra Vistaprint.

Derudover kunne man tilvælge en blespand fra Angelcare, hvilket jeg benyttede mig af. Den er en stor hvid plastikmotherfucker, men nu er den samlet og klar til brug. Der var en pakke poser med (jeg har hørt at de er dyre, hvis man skal købe flere), så man kan afprøve den, og jeg vil da give den en chance, men altså… Vi er ikke gangbesværede, og vi bor ikke på 6. sal uden elevator, så det skulle være muligt at gå ud med klam lorteble for hver gang, ungen har skidt. Ja okay, hvis ungen har galopperende diarre i 14 dage, bliver man nok hurtigt træt af turene ud til skraldespanden, og så har vi den da.

Alt i alt en udmærket babypakke fra Babysam med op til flere brugbare ting og ikke så mange urelaterede sager som i den fra Matas. Man betaler dog med sin sjæl, dvs. at man udleverer sin mail og sit telefonnummer til et ukendt antal markedsføringsfolk. Jeg har indtil videre modtaget et par mails, dog ingen opkald, men det var nok til, at jeg skiftede mailadresse og telefonnummer i deres system til mine ikke-primære adresser. Jeg er jo stadig nysgerrig, men jeg gider ikke kimes ned i tide og utide. Hvis det går helt galt, kan man dog afmelde sig på deres hjemmeside.

En anden anke er det helt enorme plastik-, pap- og papirforbrug, der går til sådan en pakke. Det er altså ikke nødvendigt at pakke én ble ind i to lag, og så bliver jeg irriteret over alle de brochurer, der er opsat, så de fylder så meget som muligt. Tænk dog på miljøet! Vores børn skal jo rydde op efter os…

Jeg har været lidt rundt på nettet for at skrabe gratis babygrej sammen – det handler jo om at spare, hvor man kan, og så er jeg en sucker for gratis ting i det hele taget.

For at få Matas’ babypakke skal man melde sig ind i deres kundeklub, Club Matas, på nettet eller i en af deres butikker. Derefter skal man logge ind på sin profil på deres hjemmeside, trykke på Mine interesser og angive, at man venter barn, og at man har Graviditet og småbørn som interesse. Husk også at markere, at du gerne vil være med i Club Matas Baby.

Derefter får du en velkomstmail med besked om, at du kan hente en barselspakke i den butik, du har angivet som din butik på din profil. Her skal du fremvise dit medlemskort, hvorefter du får pakken udleveret. Lidt bøvlet fremgangsmetode, hvis du spørger mig…

Nå, men jeg har hentet pakken, som egentlig er en lyseblå pose med børnevenlige tegninger på, som du kan bruge som et miljøvenligt alternativ til plastikposer, når du handler. Anyways, indholdet er som følger:

  • 2 udgaver af magasinet Vores børn, hhv. Mini 0-3 år og Sund familie 0-8 år. Jeg har kun lige skimmet dem, og de 2 x 82 sider er fyldt med mere eller mindre åbenlyse reklamer og enkelte udmærkede artikler. Jeg ville dog nok ikke betale 55 kr. for det.
  • Så er der nogle brochurer om børns sikkerhed, tandpasta mod isninger i tænderne (ikke for børn) fra Colgate, Matas Miljøfond og Matas’ nye naturserie.
  • En ble fra Pampers størrelse Newborn (allergimærket).
  • Prøvepakke på vådservietter (12 stk.) fra Pampers.
  • Prøver på fod- og hælkur samt fodsalt fra Matas’ de stribede.
  • Prøver på tre forskellige tandpastaer fra Colgate (en af dem er til børn under 6 år).
  • Prøve på Matas Luksus Shampoo Ekstra Skånsom (20 ml, hvilket ca. er nok til 2-3 hårvaske).
  • Prøve på Bepanthol (plejesalve til spædbørn) fra Bayer på 3,5 gram.
  • Lille sutteflaske fra Avent.
  • Derudover var der en prøve på modermælkserstatning med sidste holdbarhedsdato en måned før min termin… Den røg altså direkte i skralderen.

Samlet bedømmelse: Man skal ikke rynke på næsen ad noget, man får gratis, men at kalde dette en barselspakke er nok liiige at stramme den lidt. Mange af tingene er ikke baby- eller barselsrelateret, selvom man da godt kan argumentere for, at det vil være rart med et fodbad, mens man er gravid.

Desuden er man jo allerede ved at drukne i brochurer om dette og hint fra læge og jordemoder, så det er måske også lidt unødvendigt at vedlægge her, især når man prøver at profilere sig som en virksomhed, der gør noget for miljøet…

Men altså, jeg er jo som sagt ret glad for gratis ting, og jeg skal da nok få glæde af bladene, bleen, vådservietterne og så selve posen. 🙂

Nu er jeg jo så heldig, at det er sommer, når jeg er højgravid, så jeg skal ikke ud og investere i kæmpe jakker, ekstra store sweatere og måske vinterstøvler i en større størrelse end normalt. Ret god timing, der! Men derfor er jeg jo nok nødt til at investere lidt alligevel. Her er det deciderede ventetøj, jeg har købt indtil videre (fortrinsvis i fysiske butikker, fordi jeg helst vil prøve det på):

H&M

Der findes ikke et særlig stort udvalg på deres netbutik og ikke alle butikker fører Mama-kollektionen. Den butik, jeg var i, havde mere end på nettet, men det var stadig ret sølle og bar præg af restkollektion. Jeg købte nogle lange ventetoppe, som egentlig bare var bredere om livet end om brystet, og det kan man jo også finde andre steder.

Derudover købte jeg nogle billige leggings med ekstra mavestykke, som jeg kan bruge til nogle lange skjorter eller tunikaer, når vejret bliver varmere. Til slut købte jeg nogle overpricy stofstykker, som man kan anbringe om maven under sine korte toppe og dermed undgå at skræmme sarte sjæle med hvidt flæsk med strækmærker. Jeg ved stadig ikke rigtig, hvorfor fanden jeg skulle have dem med, for jeg tror altså ikke, at jeg kommer til at bruge dem.

På nettet har jeg også købt nogle hørbukser fra H&M, som er ret behagelige. Dem kommer jeg nok til at bruge en del til sommer, hvis jeg da ikke får spat af det der elastikstykke, der partout skal sidde på ventebukser. Lige nu synes jeg det er voldsomt irriterende, men det er måske meget rart, når man er ved at sprænges. Det må tiden vise, ellers kan det jo bukkes ned.

Mamalicious

Jeg prøvede nogle af deres cowboybukser i en butik, og jeg var ikke vild med hverken pasform, pris eller mavestykke. Selvom det er Bestseller, der står bag mærket, og jeg normalt sagtens kan passe bukser fra deres andre mærker (Vero Moda, Vila og Only), sad de her bare ikke heldigt. De var desuden halvdyre, og så kan jeg bare ikke med det der mavestykke.

Til gengæld laver de nogle meget lange superelastiske toppe i onesize med ekstra plads til mave og regulerbare stropper. De vil være ret gode at bruge som undertrøje, men som almindelig top ville jeg nok ikke bruge dem. Nå, de kostede 130 kr. stykket (2 stk. for 200 kr.), og det synes jeg var lidt i overkanten. Men så gik jeg hjem og fandt dem på …

Trendsales

De kostede omkring 50 kr. stykket inkl. porto, og de er naturligvis brugt, men de er stadig pæne. Og jeg regner jo kun med at bruge dem inderst, så det er lidt lige meget, hvordan de ser ud. Hvis man er tålmodig nok til at lede igennem maaaange sider, er der i øvrigt meget at spare på Trendsales og Den Blå Avis. Man bruger jo ikke ventetøj specielt længe, så det er ikke særlig slidt, selvom det er brugt tøj, og folk vil for det meste bare af med det, så man kan godt gøre et kup, evt. i samlede pakker.

Vila

Mange siger, at det er en god ide med et mavebælte eller en eller anden form for elastikbælte, der kan holde sagerne på plads og aflaste ryggen lidt. Der har jeg købt en tubetop fra Vila i stedet. Jeg overvejer lidt, om jeg skal lægge den dobbelt eller klippe den midt over og sy kanterne, så jeg får to styks.

 

… Og så regner jeg faktisk ikke med, at jeg skal købe mere decideret ventetøj. Jeg kan klare mig med hørbukserne, diverse træningsbukser, knickers med elastik i livet, og så har jeg købt nogle pludderbukser fra Pulz med en bred, meget elastisk linning. Og så kommer der vel en masse tunikaer, man kan passe også. Og maxikjoler findes der jo også masser af, hvis der går totalt flodhest i den.

 

Jeg har som sagt ikke taget særlig meget på, men jeg er da blevet større foran; dvs. på patter og mave. Det er dog ikke værre end at jeg stadig kan bruge mit almindelige tøj. Af overdele kan jeg stadig bruge mine lange toppe og sweatere.  De fleste af mine bukser er heldigvis lavtaljede, så maven kan hænge ud over linningen (øj, det lyder virkelig charmerende), og jeg har sorteret de strammeste af dem fra, men jeg har stadig nogle, jeg kan passe.

De er dog liige stramme nok, hvis jeg knapper dem helt, så jeg har fået et tip af en veninde: Man kan sætte en hårelastik i knaphullet og sætte løkken rundt om knappen (og evt. sno den en omgang eller to alt efter hvor fed man er blevet). Jeg har fundet et billede her med en køkkenelastik, men jeg tænker, at det det er noget smartere at bruge en hårelastik, fordi den er stærkere, lidt mindre elastisk og fordi den ikke kan rive fat i ens mavehår på samme måde (ja, sådan nogle har jeg altså!).

Nå, men jeg regner jo med at blive federe på et tidspunkt (det skal nok lige passe, at jeg tager 5 kilo på om ugen lige pludselig), så jeg har været ude og kigge på markedet for ventetøj, og nøj, det er dælme da ringe. Der er ikke et særlig stort udvalg (og da slet ikke i almindelige butikker), det er dyrt og for det meste også pissegrimt og koneagtigt.

Og hvem fanden har fået den ide, at tværgående striber bare er da shit til gravide?! Det er en fremtrædende trend, og hvis man ikke så stor ud i forvejen, kan man da godt nok hurtigt komme til det. Derudover er vi ude i noget med underlige snit foran på brystet, underlige  farver og bælter mellem patværk og mave (WTF, venner? Det ser jo bare SÅ dumt ud – og det kan da umuligt være behageligt). Nå, du får lige en oversigt over mulighederne på nettet, så du selv slipper for at google:

H&M

Mamalicious

Smartkids

Nelly

Asos

Se i næste indlæg, hvad jeg endte med at købe.