Archives for posts with tag: shopping

Jeg har altid sværget til Netto, men post-baby må jeg nok indrømme, at jeg er begyndt at holde meget af Rema 1000. Forklar mig i øvrigt lige, hvor det hedder ‘1000’? Alle siger da kun Rema alligevel! Det var lige som dengang i halvfemserne, hvor alt skulle hedde noget med 2000 for at lyde ekstra smart og funky (ja, jeg tænker på dig, Fona), men det her er jo kun det halve, og halvfemserne er long-gone. Måske er det en norsk ting. ?!

Nå, men Rema har altså et fantastisk udvalg af babyvarer. De bedste og billigste bleer i enhver tænkelig størrelse, modermælkserstatning (endda flere mærker at vælge imellem), færdiggrød, babyolie uden crap i, sutter, flasker og d-dråber (ja, fandme så). Og det er endda alt sammen faste varer. Der er tilmed tit spotvarer, som er værd at køre efter. I denne uge har jeg fx købt en lækker, tyk fleecejakke i str. 74 til 70 kr. og nogle hagesmække med dyr på. Der var også billige sokker, men det mangler tøsen ikke pt.

Netto har da også nogle ok ting til baby en gang imellem, men i det faste sortiment har de vist kun nogle forkølede brikker med modermælkserstatning. Skidesmart tænkt af indkøberne i Rema, for de har da garanteret shanghajet mange børnefamilier på den konto (inkl. os).

Ja, det er altså ikke fordi jeg får penge for at skrive dette, jeg synes bare, at man skal rose, når man nu har mulighed for det. Og så lige for at give tippet videre til dem, der tror, de er nødt til at fare i Bilka, Matas og Babysam for at blive dækket ind på babyfronten.

Så blev det januar og dermed udsalgstid igen, og som så mange andre lurer jeg på både den ene og den anden netbutik i håb om at falde over de rigtig gode kup. Jeg er en sucker for at gøre et godt køb, og jeg er typen, der helst ikke køber noget til fuld pris. Til forskel fra tidligere har jeg i år dog ikke kigget på ting til mig selv, men i stedet til lilletøsen. Sjovt, som man kan ændre fokus på så kort tid, men sådan er det vel at blive mor.

Sådan noget som babytøj har jeg aldrig set lyset i, heller ikke da jeg var gravid. Jeg kunne ikke overskue de tåbelige størrelser, og jeg synes bare, at det var for dyrt for så lidt stof. Det synes jeg stadig, men under udsalget er priserne dog mere menneskelige! Nå, jeg havde jo nok købt mig fattig på smartkids.dk, hvis ikke det var fordi vi lige har fået et vognlæs brugt tøj (bogstavelig talt) fra noget familie.

Jeg er stor fan af genbrug, især når det ikke ligner lort, så jeg tog jo gladeligt imod sådan en fin foræring. Problemet er, at jeg ikke har kunnet finde tid og overskud til at gå i gang med at sortere det, så jeg aner faktisk ikke, hvordan det ser ud. Er det i god stand, er det fyldt med bodyer, men ingen bukser, er der flyverdragter imellem osv.

Nå, men jeg vil jo ikke spendere en formue på netshopping, når jeg ikke aner, om det overhovedet er nødvendigt. Måske skulle jeg bare tage mig sammen og få sorteret bunkerne, så jeg ved, hvad jeg har, og hvad jeg ikke har. Nu har jeg jo efterhånden en ide om, hvad og hvor meget man har brug for til bebs. Jeg kan måske endda nå det, inden udsalget slutter…

Denne graviditet lakker mod enden, og eftersom jeg dermed har næsten ni måneders erfaring udi at være gravid, har jeg samlet nogle gode råd, som jeg godt ville have vidst som helt ny forvirret 4+0’er med flad mave og bævende hjerte. Måske kan du bruge det til noget, så her kommer de:

Vent med at købe ventetøj, til du ikke kan være i dit eget tøj mere. Man kan klare sig et langt stykke hen ad vejen med sit eget tøj, eventuelt det mest løse af slagsen. Du kan heller ikke vide, hvordan din kropsfacon kommer til at se ud, så vent, til du rent faktisk skal bruge tøjet. Jeg købte ret tidligt et Flexi-belt fra Carriwell, men jeg fik ikke brugt det en eneste gang, fordi knapperne ikke passede til nogen af mine bukser, og fordi det var federe bare at rende rundt i løst tøj med elastikkanter (som jeg også kan bruge bagefter). Læs flere guldkorn om ventetøj her og her.

Tag dine vitaminpiller. Husk det nu bare! Det kan betyde ualmindeligt meget for dit velbefindende, at du får de ting, din krop har brug for.

Smerter og gener kommer og går. Fordi det gør ondt et sted i dag, er det ikke ensbetydende med, at det vil være sådan resten af din graviditet. Hvor mange gange har jeg ikke panikket og tænkt: “Ååååh nej, nu kommer kvalmen” eller “Nå, der kom den bækkenløsning, hvordan skal jeg nu komme igennem de næste fire måneder”, men det er alt sammen gået over igen.

Køb gerne nye bh’er. Det kan godt betale sig at investere i en god bh, også selvom du ved, at dine patter bliver endnu større endnu. Der er ikke noget værre end at skulle holde styr på patværket i en bh, der er for stram og for lille, samtidig med, at man føler sig fed og bumset og klodset. Hvis du aldrig kommer til at passe den igen, kan du sælge den videre på Trendsales.

Dyrk motion. Og bliv ved med det. LAD VÆRE med bare at lægge dig på sofaen, selvom du synes du har det hårdt. Det er svært at komme op igen, og du bliver bare mere dvask, doven og slap af det. Fortsæt med det, du plejer at lave, og trap eventuelt ned, hvis det bliver for hårdt. Derefter kan man supplere med mindre krævende discipliner. Jeg kan anbefale cykling, graviditetsyoga, crosstrainer og svømning, eventuelt med AquaMama-øvelser.

Lav knibeøvelser. Ingen synes, at stressinkontinens er sjovt…

Slap af med babyudstyret. Meget kan købes brugt på Trendsales og DBA. Og du behøver ikke have ALT i Babysam-kataloget. Brug babyfora til at læse om andres erfaringer. MEN:

Brugerne i babyfora har ikke altid svaret på alt. Der sidder mange hysteriske/uvidende/ligeglade mødre derude, der udbreder sig om dette og hint, selvom de ikke har en skid forstand på det. Dobbelttjek fakta hos troværdige kilder såsom Sundhedsstyrelsen.

Skrab alle de vareprøver sammen, som du kan. Man kan klare sig et godt stykke ad vejen med babypakker, men opgiv gerne et falsk telefonnummer og en sekundær mailadresse til spam, for du betaler med din sjæl. Læs mere her og her.

Det var de ting, jeg lige kunne komme i tanke om. Skriv gerne en kommentar, hvis du har tilføjelser og andre guldkorn… 🙂

Jeg hader ordet redebyggeri. Men det er åbenbart det, man kalder det, når man i den sidste tid af graviditeten har travlt med at gøre rent, få styr på babyudstyr, strøget ting af huskelisten osv. Jeg troede bare, at jeg var smart og forudseende nok til at gøre alt nu, inden der lige pludselig kommer en baby og stjæler al min tid… Men nej, det er tilsyneladende en form for urinstinkt og ikke noget, man selv styrer…

Og nu er jeg jo gået på barsel (WEEEEHUUUU!), så jeg har masser af tid til at få krydset ting af på mine lister. I dag har jeg planer om at rydde op i mine skabe for at få plads til alle de ting, der måtte vige pladsen i roderummet (nu kaldet børneværelset) og kigge tilbudsaviserne igennem for at planlægge ugens indkøb. Jaja, det lyder ikke af meget, men det er jo også mandag – har jeg ladet mig fortælle. 🙂

Lige i starten af graviditeten gik jeg shopamok i Matas og købte alskens miljømærkede produkter. Det var ikke det hele, der var lige godt,  fandt jeg ud af. Et af de første køb var en maveolie fra Matas’ eget Mor og barn-mærke. Den var svanemærket, økomærket og uden parfume, lille, fiks og med pumpe, men eftersom min hud kløede ekstremt meget i starten, var den bare slet ikke fed nok. Desuden begyndte den ligesom som mange andre parfumefri produkter at lugte lidt funky op ad dagen! Nærmest sådan lidt harsk!

Så kom Bio-Oil på tilbud, og så prøvede jeg den i stedet. Den er lovprist til gravide mod strækmærker mange steder, men den er parfumeret og gud ved, hvad der ellers er i den… Det har jeg ikke undersøgt. Desuden er den temmelig dyr i Matas (den kan dog fås meget billigere på udenlandske sider), og olien vælter ud af det lidt for store hul. Her havde en pumpe været ret smart. Den virker dog bedre i praksis end den fra Matas. Den holder huden fugtet i længere tid, men til gengæld er den laaangt fra så drøj i brug som den fra Matas, selvom jeg har brugt rigeligt.

Anyways, jeg har ingen strækmærker endnu, men om det er oliernes skyld er jo lidt svært at sige. Jeg tror, at jeg fra nu af bare vil bruge min svanemærkede solcreme (Levevis) eller bodylotion (Derma Woman). Har ikke lyst til at bruge noget med mystiske stoffer og parfume i mere.

Ja, jeg lyder hellig, men jeg er kommet til at læse Familie uden kemi og Baby uden kemi, og uha, det er godt nok nedslående læsning. Der er jo dårlige stoffer i ALT! Man kan jo ikke undgå alt, men hvis man kan undgå det i kosmetik og finde alternativer, der fungerer lige så godt, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det. 🙂

Her går jeg og prædiker brugte ting til mit barn, men jeg har intet imod at købe nyt til mig selv – totalt dobbeltmoralsk, jeg ved det! Men til mit forsvar skal det siges, at jeg seriøst mangler tøj, som jeg kan være i, heriblandt bh’er. Bliver de seriøst ved med at vokse, de der babser? Jeg gider altså ikke have kæmpe (dvs. lange) hængepatter… Nå, men nu er det jo udsalgstid, så har været lidt på nettet og handle:

Pulz knickers: Har dem i den lange model, og de strammer bare INGEN steder, fordi det er et bredt og yderst elastisk smockstykke i siderne. Nice.

En lang top fra Only med masser af stretch. Har nogle i forvejen, og de kan virkelig give sig.

Retro-bh fra Freya: Jeg har efterhånden kun fire bh’er tilbage, som jeg kan passe, og denne model er den, der passer allerbedst. Og så er den billig hos Lace. Jeg købte også en anden bh i samme størrelse, men i et andet mærke derfra, men den er noget mindre. Heldigvis var den ikke så dyr, men jeg håber da, at jeg kan komme til at passe den igen på et tidspunkt.

Graviditetsshorts fra H&M. Jeg havde ellers svoret, at jeg ikke skulle have mere Mama-tøj, men manglede virkelig nogle cowboyshorts med lidt længde, og disse var billige, fordi jeg havde en rabatkode. De er så udsolgt nu, kan jeg se.

Derudover er jeg kommet til at købe endnu en Freya-bh, nogle andre lange smockbukser, en H&M-kjole, en top fra Vila med ekstra maveplads samt lidt tubetørklæder… Det lyder af ret meget, men det skal altså lige siges, at stort set intet af det var til fuld pris og så må man gerne. Så nu kan jeg nok se lidt anstændig ud igen. Synes min mave er vokset meget de sidste par uger, og der er jo trods alt nogle måneder endnu.

Så er jeg nået ind i tredje semester, og der er nu mindre end tre måneder til termin. Så er det vist på tide at tage en status…

Vægt: Selvom min badevægt er i stykker, har jeg en ret god formodning om at jeg har taget 4 kilo på siden nytår (5 kilo siden november, så noget af det var jo julespæk).

Mavestørrelse: Har både fået kommentarer i stil med “Nøj, hvor er den stor” og “Er du virkelig så langt henne?”, og størrelsen varierer meget alt efter tidspunkt på dagen, madindtag og hvor meget motion, jeg har dyrket. Bulen sidder ret godt lige midt på maven, og jeg tjekkede lige i går: Bagfra kan man faktisk ikke se, at jeg er blevet tyk.

Strækmærker: Ingen endnu for alvor efter min forskrækkelse i starten. Dog klør det meget, selvom jeg smører med specialolie og bodylotion, og der er begyndt at komme tørre striber i siden. Må. Smøre. Mere.

Navle: Den er stadig på linje med maven, men den er dog endnu ikke poppet helt ud.

Bryster: De er vokset. Måske to skålstørrelser? Har fået en del kommentarer, dog mest fra kvinder. Mænd nøjes bare med at kigge. Til gengæld er vorterne også vokset og er blevet ret mørke. Der er gået spejlæg i den… Brrr.

Ansigtshud: Stadig lige dårlig. Satser nu på minimalistisk hudpleje fra apoteket og mineralmakeup til at dække udbrud.

Spark: Mange! Hver dag, mest om aftenen, men får også en god del, mens jeg arbejder, hvilket gør det ret svært at koncentrere sig nogle gange. Men fuck det, for de der spark er nok det bedste ved at være gravid. 🙂 Kan faktisk ikke rigtig komme på andre fordele lige nu. Men de beviser, at der ligger en lille karatealien derinde, og det gør det mere virkeligt at forholde sig til, at vi bliver en rigtig person mere i familien lige om lidt.

Fødsel: Er ikke bange (endnu). Der er så mange andre, der har født børn før mig, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne?

Køb af udstyr: Har stadig ikke købt noget. Skal nok. Liiige om lidt.

Nu er der mindre end 100 dage tilbage til termin. Tiden flyver af sted, og så alligevel ikke. Jeg glæder mig til at se, hvad og hvem der kommer ud og siger hej, men måske mindre til selve fødslen. Men oh well, det tager jeg som det kommer. 

Nå, det var indkøbet af den barnevogn, jeg kom fra… Suk… 

… med det der babyshopping. Jeg har en masse brochurer om barnevogne, klapvogne, køreposer, højstole, barnesenge og alt muligt andet crap liggende, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at kigge i dem og finde ud af, hvad vi skal købe. Har kigget på diverse lister over musthaves til baby på nettet, og det ser bare så freakin’ uoverskueligt ud. Og hver dims findes der jo 1000 mærker/modeller/holdninger til, og det gør det jo ikke ligefrem lettere.

Så nej, jeg har ikke fået taget hul på bylden endnu, og der er jo også hele fandme kun fire måneder endnu til forventet ankomst. Jeg synes bare, at der findes sjovere ting i livet end at kigge på babyudstyr (f.eks. har jeg lige skuret min køkkenvask), og det er bare en helt ny verden, som jeg ikke aner en skid om.

Jeg er typen, der undersøger alt til bunds, før jeg tager en beslutning, da jeg gerne vil undgå fejlkøb og tage en så velinformeret beslutning som muligt. Det er trods alt en ret stor investering, og den bette fortjener kun det bedste. Og når jeg er på helt bar bund, er der fandme meget at tage stilling til…

Jeg tror, at jeg må indkalde mine erfarne morveninder og tage hver enkelt del på listen op i plenum. Så må vi se, om jeg bliver mere forvirret eller afklaret af sådan en paneldiskussion. 🙂