Archives for posts with tag: dagpleje

Nu har jeg snart været tilbage på arbejdet i et par uger, og selvom jeg havde frygtet det, er det faktisk gået ok! Jojo, jeg har da været sindssygt træt, men det er gået temmelig smertefrit med at komme ind i tingene igen. Det hjælper selvfølgelig en del på sagerne, at jeg har mulighed for at arbejde hjemmefra, og at farmand er rigtig flink til at hente og bringe tøsen. Det gør han faktisk nok 80% af gangene, tror jeg.

Jeg havde også frygtet for natteroderi i kombination med et vækkeur, der ringer hver dag kl. 5.30, men igen har den lille dame overrasket mig, for hun har simpelthen sovet så flot de sidste par uger. Jeg har stort set ikke været inde hos hende om natten – det er bare helt fantastisk!

Desuden har hun selv sagt fra over for godnatflasken, som jeg ellers havde frygtet ville fortsætte, indtil hun blev fire år, fordi hun har været SÅ glad for den. Men der var lige et par dage, hvor hun var utilpas og meget varm/på grænsen  til feber, og der afviste hun den. Efter hun var kommet ovenpå igen, blev jeg ved  med at tilbyde den, men efter en uge, hvor hun bare skubbede den væk, tænkte jeg da bare “good riddance”, så nu har vi lavet et nyt putteritual. 🙂

Vi læser en bog – meeeeget stille, næsten hviskende – og så sidder vi og snakker lidt om dagen, der er gået, og krammer lidt. Så bliver hun helt naturligt træt og begynder at gnide sig i ansigtet, og så ryger hun bare ned i sengen. Og sover. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor superfedt det er. 😀

Min teori er, at jeg får ladet op på overskudskontoen ved at være væk fra hende i længere tid ad gangen (og rent faktisk nå at SAVNE hende), så jeg bedre kan sige “pyt”, når hun er træt og umulig, og være rolig og afslappet, når hun skal sove. Det skaber bare en pissegod cirkel, og jeg håber-håber-HÅBER, at det fortsætter på den måde. 😉

Reklamer

Tiden sig nærmer, hvor min tid sammen med den lille slutter. Altså i hverdagene, ikke? Der er kun et par uger tilbage, til hun starter i dagpleje, og tiden går jo sindssygt stærkt. Vi har så mange ting vi skal nå sammen, inden det er for sent. Vi har slet ikke været nok i svømmehallen, vi har næsten ikke været på cafe, og vi har slet ikke besøgt alle de folk, jeg havde planer om at se.

Så de næste par uger er totalt actionpacked oven i de sædvanlige aktiviteter med efterfødselsyoga og babygymnastik. Tiden skal sgu udnyttes! Hun er også blevet meget bedre til at kapere forskellige nye/uvante situationer, end da hun var mindre, og hun bliver så dejligt træt, når hun har oplevet noget, hæhæ!

Jeg går og tænker lidt over, hvordan det bliver at aflevere hende til dagplejemoderen, og jeg forsøger at forberede mig lidt mentalt på det, så jeg ikke bliver overrumplet af sentimentalitet og/eller andre fjollede kvindagtigheder. Jeg øver mig i at sige farvel på en god måde, når hun bliver passet af andre, så både hun og jeg vænner sig til, at jeg går fra hende, og det ikke kommer som et chok for hende, når det bliver alvor.

Jeg tror ikke, jeg får så svært ved at give slip, som jeg hører så mange andre har. Jeg har jo hele tiden vidst, at hun skulle ud og passes omkring det her tidspunkt, og at jeg skulle videre i mit (arbejds)liv, men jeg synes bare, at hun er lidt for lille og hjælpeløs til at komme ud. Og det er hun jo slet ikke. Jeg ved også, at hun får en fest sammen med dagplejemor og de andre børn. Hun er heldigvis ret glad for andre mennesker, og separationsangsten er gudskelov ikke sat ind endnu. Men underligt, det bliver det altså, når hun ikke er i nærheden i længere tid ad gangen.

Jeg har en måned for mig selv, inden min barsel slutter, hvor jeg skal nå alt det, jeg ikke har nået endnu: hovedrengøring, oprydning i skabe, opdatering af garderobe, ordne de sidste 8 års digitalbilleder og lave albums til tryk (jeg bliver træt, når jeg tænker på det) og andre hængepartier. Eller måske ender det bare med, at jeg ender på sofaen med en god bog for at vænne mig til at stresse helt ned igen uden en tikkende babybombe, der kan vågne når som helst. Vi får se!

Om en måneds tid skal tøsen starte i dagpleje. Hun var skrevet op til en kommunal dagpleje, og efter lidt rykken kom kommunen med et tilbud i sidste uge. De må siges at være i virkelig god tid… Nå, men dagplejeren passede os ikke så godt, for rent logistisk ville det blive lidt besværligt, og hvad gør  man så?

Jeg har før kigget på mulighederne for privat dagpleje, men jeg magtede ikke lige at begive mig ud i videre undersøgelser. Nu blev det jo så lidt mere presserende! De private, jeg kiggede på for nogle måneder siden, havde fået ventelister op til halvandet år ud i tiden, så det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg starter jo på arbejde om to måneder…

Tilfældigvis og heldigvis faldt jeg over en tidligere kommunal dagplejer, der lige var startet op som privat, og hun havde stadig ledige pladser, så jeg fik arrangeret et møde, og hun var mægtig flink, så vi skrev kontrakt med det samme. Jeg har jo aldrig mødt hende den kommunale, så jeg ved ikke, hvordan hun er, men det er jo fordelen ved de private dagplejere: Systemet er meget mere åbent, de har hjemmesider, hvor de præsenterer sig selv, og man kan mødes med dem, undersøge sine muligheder og bestemme selv, så det ikke er Bente fra Kommunen, der sidder og træffer en beslutning om, hvordan du skal pendle rundt for at hente børn de næste par år.

De kommunale er nærmest hemmelige, man kan ikke ønske noget særlig konkret udover distrikt, og desuden er de underlagt mange flere restriktioner end de private. Fx må de ikke køre i bil, tog eller cykle med ungerne. Min private dagplejer får også kontrolbesøg af kommunens pædagoger, og jeg sparer 400 kr. om måneden i forhold til den kommunale, for jeg får stadig tilskud fra kommunen. Jeg tror på, at min unge bliver glad for at blive passet der, og jeg har en god fornemmelse i maven. Det er vel det vigtigste.

Men puha, jeg synes jo stadig, hun er en lille baby, der ikke er stor nok til at komme ud i verden endnu! Ikke fordi jeg har lyst til at gå hjemme for evigt med hende, tværtimod. Jeg er ved at være klar til at komme videre i mit liv, men hun kan jo ikke noget! Hun kan ikke kravle, spise selv eller sige noget, og hun sover stadig tre lure om dagen. Jojo, der kan nå at ske meget på en måned, men alligevel!

Puha, jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er dagplejemor. Så har man 3-4 babyer, man skal holde styr på, løfte rundt på, made, skifte og få til at sove! Jeg synes det er riiiigeligt med en enkelt!