Pasningsmoden baby?

Om en måneds tid skal tøsen starte i dagpleje. Hun var skrevet op til en kommunal dagpleje, og efter lidt rykken kom kommunen med et tilbud i sidste uge. De må siges at være i virkelig god tid… Nå, men dagplejeren passede os ikke så godt, for rent logistisk ville det blive lidt besværligt, og hvad gør  man så?

Jeg har før kigget på mulighederne for privat dagpleje, men jeg magtede ikke lige at begive mig ud i videre undersøgelser. Nu blev det jo så lidt mere presserende! De private, jeg kiggede på for nogle måneder siden, havde fået ventelister op til halvandet år ud i tiden, så det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg starter jo på arbejde om to måneder…

Tilfældigvis og heldigvis faldt jeg over en tidligere kommunal dagplejer, der lige var startet op som privat, og hun havde stadig ledige pladser, så jeg fik arrangeret et møde, og hun var mægtig flink, så vi skrev kontrakt med det samme. Jeg har jo aldrig mødt hende den kommunale, så jeg ved ikke, hvordan hun er, men det er jo fordelen ved de private dagplejere: Systemet er meget mere åbent, de har hjemmesider, hvor de præsenterer sig selv, og man kan mødes med dem, undersøge sine muligheder og bestemme selv, så det ikke er Bente fra Kommunen, der sidder og træffer en beslutning om, hvordan du skal pendle rundt for at hente børn de næste par år.

De kommunale er nærmest hemmelige, man kan ikke ønske noget særlig konkret udover distrikt, og desuden er de underlagt mange flere restriktioner end de private. Fx må de ikke køre i bil, tog eller cykle med ungerne. Min private dagplejer får også kontrolbesøg af kommunens pædagoger, og jeg sparer 400 kr. om måneden i forhold til den kommunale, for jeg får stadig tilskud fra kommunen. Jeg tror på, at min unge bliver glad for at blive passet der, og jeg har en god fornemmelse i maven. Det er vel det vigtigste.

Men puha, jeg synes jo stadig, hun er en lille baby, der ikke er stor nok til at komme ud i verden endnu! Ikke fordi jeg har lyst til at gå hjemme for evigt med hende, tværtimod. Jeg er ved at være klar til at komme videre i mit liv, men hun kan jo ikke noget! Hun kan ikke kravle, spise selv eller sige noget, og hun sover stadig tre lure om dagen. Jojo, der kan nå at ske meget på en måned, men alligevel!

Puha, jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er dagplejemor. Så har man 3-4 babyer, man skal holde styr på, løfte rundt på, made, skifte og få til at sove! Jeg synes det er riiiigeligt med en enkelt!

Anbefaling: Håndbog til krævende babyer

I min barsel har jeg fået læst utrolig meget babyfaglitteratur (nogle ville måske sige for meget), og der har da været både godt og skidt imellem, men jeg har lige læst en bog, der fik nogle brikker til at falde lidt på plads. Det drejer sig om Babykaos, der handler om såkaldte “high-need babyer” (sic; jeg er næsten helt sikker på, at det ikke staves sådan på dansk, men jeg gider ikke ringe til Sprognævnet) eller skal vi bare kalde det krævende børn. Det drejer sig om babyer, der græder meget, spiser meget, vil meget og i det hele taget har et højt aktivitetsniveau, men som til gengæld så sover mindre eller bare dårligt.

Der var ikke alle beskrivelser, der passede på min baby, men andre ramte plet. Hun græder ikke meget, men hun græder (skriger) voldsomt i forhold til mange andre babyer, og hun kan jo også godt sove ordentligt, selvom vi har haft vores udfordringer. Man kan selvfølgelig gradbøje ‘krævende’, men som det også pointeres i bogen, er alt subjektivt, og det handler også om, hvordan forældrene opfatter barnet.

Som nogle af de faste læsere måske har bemærket, har jeg til tider følt, at det var lidt hårdt at være mor til tøsen, og selvom hun er et mildt tilfælde sammenlignet med mange af eksemplerne i bogen, så kan jeg genkende rigtig, rigtig mange ting. Jeg har også ammet hende i timevis hver dag og hun har hængt meget på mig eller andre, fordi hun helst vil sidde hos nogen. Hun er i gang med noget hele tiden, kan slet ikke ligge stille i fem minutter og reagerer på mange mennesker (elsker opmærksomhed og gang i den, mens det står på, men skriger og bliver utilfreds om aftenen/natten).

Hun viser gudskelov ikke tegn på adskillesesangst, og de andre ting bliver gradvist bedre. Jeg ammer ikke 10 timer om dagen mere, hun kan nu mange ting selv, og hun kan bruge sin krop, så hun kan aktivere sig selv og ligge i kravlegården mere end bare 10 minutter ad gangen. Alt er blevet lettere, og jeg skulle nok have fundet denne bog for fire måneder siden, men det var nu alligevel godt at finde ud af, at der er andre derude, der har det lige som mig (eller værre!). Følger for moderen/forældrene kan være stress, vægttab (det afsnit var som at læse en beskrivelse af mig), selvbebrejdelser, usikkerhed osv.

Bogen er i øvrigt fuld af gode, konkrete, brugbare råd/overlevelsesstrategier til, hvordan man håndterer en krævende baby. Jeg har selv fundet frem til mange af tingene selv, fx at en slynge/vikle er GULD værd, og hvordan man får ungen til at sove i barnevogn, men det havde da været fedt at få det serveret på et sølvfad på den måde fra starten af.

Nå, men hvis du sidder og hiver dig selv i håret over, at du synes, at livet med baby er fucking hårdt, og at de andre i mødregruppen har meget nemmere babyer end dig, så skynd dig at læse Babykaos. Der findes også en hjemmeside med en blog.

At knække

I går var en rigtig lortedag. Efter en travl uge, en endnu travlere weekend og lidt for mange dage og nætter med en unge, der ikke ville sove ordentligt, og som tilmed lige fik ENDNU en forkølelse, og en mand, der havde travlt med sit, måtte jeg ned med nakken. Jeg gik i fosterstilling på sofaen og græd, så snotten sprang. For helvede, hvor er det ufedt.

Da jeg endelig havde fået ungen til at sove sin tredje minilur den dag, kom en af de mere verbale naboer og ville snakke. Og nejnej, her i kvarteret banker man ikke på, man vader bare ind og råber, om man er hjemme. Jeg havde ellers lige lagt mig på sofaen og regnet med 20 minutters hvil – ikke søvn eller noget fancy, bare et lille hvil. Det spolerede han så. Og da han var gået, vågnede den lille skrigunge. Argh.

Jeg ved godt, at man ikke må råbe ad sine børn. Det hjælper jo heller ikke at skrige “SÅ SOV DOG FOR FANDEN!”, men man får det en lillebittebittesmule bedre selv. I trekvart sekund. Ungen hylede jo bare endnu højere. Jeg fik fisket hende op af barnevognen og lagde mig ind på sofaen med hende på maven. Hvor vi tudede om kap. Og jeg undskyldte over for hende, at jeg var sådan en dårlig mor.

Der fandt min kæreste os så. Han organiserede hurtigt at trøste og opbevare ungen i kravlegården, mens han støvsugede huset (det lignede lort, og han havde lovet at gøre det) og lavede aftensmad. Da jeg havde fået trukket vejret lidt, gik jeg ud og lavede noget grød til den lille. Min kæreste puttede hende og lovede at tage hende i nat, selvom han skulle op og på arbejde i dag. Hun har heldigvis sovet fint i nat med kun en enkelt opvågning. Og jeg har sovet rigtig godt og fået noget af mit overskud tilbage.

Det er ellers længe siden, jeg har tudet. Det er virkelig uhyggeligt at komme helt derud, hvor man bare fucking ikke magter mere. Overhovedet. Og jeg er jo heldig. Barnet har jo ikke haft kolik i et halvt år, været udsat for de store sygdomme, og hun er for det meste glad og tilfreds. Min smertetærskel er åbenbart bare ret lav, når en enkelt lorteuge kan få mig ned med nakken på den måde. 😦

Ammetabuet

Det virker som om det ikke er helt legitimt at synes, at det der amning bare er noget lort. Alle steder står der, at det er sådan en hyggelig stund, der skaber stærke bånd mellem mor og barn, og man hører af og til folk sige, at de ligefrem savner det. Well… Det kommer jeg altså aldrig til at synes. Det gør effing naller, det kommer altid ubelejligt, når man skal et eller andet, det tager en allerhelvedes tid (en time er ikke unormalt, og vi har præsteret at komme op på to timer på et tidspunkt), og så synes jeg, at det er gudsjammerligt kedeligt. Dertil kommer alt besværet med suttebrik og medfølgende svineri med mælk ud over det hele og våde pletter på både mig og hende. Og christ, hvor er sådan noget modermælk dog umanerlig fedtet!

Nå, men dem, som jeg har talt med, som ammer pt., vil i hvert fald ikke indrømme, at det ikke er det fedeste i verden. Enkelte har efter ammeperioden indrømmet, at det bare heller ikke var fedt for dem, men det virker som om at man bare ikke må synes, at det er nederen at bruge halvdelen af sit døgn på at have en unge hængende i sine alt for tyndslidte brystvorter. Jeg vil gerne bryde det tabu og sige, at jeg ikke kan lide at amme. Jeg bliver dog ved alligevel, fordi det skulle være så pissesundt for barnet, og hvad gør man ikke for at give sin unge det bedste? Men jeg vil nu godt forbeholde mig retten til at hade det.

Man siger, at man ikke skal amme for enhver pris, og nej, det skal man ikke, men jeg har masser af mælk, hun tager vildt flot på, og alternativet med udmalkning og/eller modermælkserstatning er bare meget mere besværligt med hensyn til planlægning og rengøring. Jeg har dog købt en brystpumpe, så jeg kan malke ud i ny og næ og få et par timer for mig selv. Eller give flaske, hvis vi skal nogen steder, så jeg ikke skal gå afsides i flere timer eller alternativt flashe patværk og suttebrikker for hele selskabet og have skiftetøj med, fordi den lille er et svin, når hun spiser.

Men uanset hvad, så glæder jeg mig, til hun kan tage fast føde, og jeg tæller ned til den dag, hvor det sker…

Kæmpebaby.dk

På trods af suttebrikker og hysterianfald fra både mors og datters side under amning er det alligevel lykkedes den bette at tage 800 gram på siden sin fødsel for omkring 3 uger siden. Så tror pokker, at jeg synes, hun er tung at bakse med, når jeg ammer! Nå, men sundhedsplejersken havde ikke noget negativt at sige, ud over at hun ikke havde verdens bedste sutteteknik, men der kommer jo tilsyneladende noget i skrutten alligevel.

Lidt for meget, endda. For hun har utrolig meget rumlen i maven med luft, gylp og prutter til følge, og det gør hende urolig, når hun har spist. Fik nogle tips til, hvordan jeg kan håndtere det, og hvis intet hjælper, kan jeg stikke en pat i munden på hende… Virker lidt som en ond cirkel, men nu ser vi, hvordan det går.

Med hensyn til moderen var det helt okay at blive ked af det en gang imellem, og det var ikke noget jeg skulle tage så tungt. Godt. Min kæreste var jo ellers klar på at ringe efter en psykolog til mig, fordi han syntes, jeg tog alt for meget på vej over ingenting, men det bliver så ikke nødvendigt i denne omgang. Heldigvis. For det meste går det jo også fint, og jeg er jo glad for tøsen. Synes bare momentært ALT er noget lort, når hun ikke har tålmodighed til at blive lagt til, og vi kæmper i 20+ minutter.

Jeg er virkelig glad for at have fået en sundhedsplejerske, som er sød og positiv og støttende, og som ikke er alt for pædagogagtig, som meget af det sundhedspersonale, jeg er stødt på indtil videre, er.

Skyld med skyld på

Som gravid bliver man udsat for mange løftede pegefingre og latterlige kommentarer, har jeg fundet ud af. Da jeg proklamerede over for omverdenen, at jeg skulle have planlagt kejsersnit, kom det prompte: “Nå, hvorfor det? Har du selv valgt det?”, fordi konsensus tilsyneladende er sådan, at det er mest rigtigt at føde vaginalt, og hvis man af egen fri vilje vælger et kejsersnit, fordi man er rædselsslagen for at sprække fra ende til anden eller whatnot, er man ikke en rigtig kvinde.

Det er til nøds okay med kejsersnit, hvis man står i min situation med en baby i underkropsstilling, men visse ville sikkert også mene, at man skulle tage chancen med en sædefødsel med de komplikationer, der kunne opstå. Ellers tak, siger jeg.

Det er lidt det samme med amning. Til allerførste jordemorkonsultation blev jeg spurgt, om jeg havde tænkt mig at amme. Æh, rolig  nu dame, så langt er jeg slet ikke nået i mine overvejelser endnu. Lad mig lige vænne mig til tanken om, at der kommer en levende baby ud af det her først!

Jeg har da tænkt mig at prøve at amme, for argumenterne for er jo rimelig gode, men altså, nogle gange lykkes det jo bare ikke, eller nogle har ikke lyst til det, og fred da være med det. Det er altså ikke jordens undergang, og ungen skal nok blive okay alligevel. Jeg er fx ikke selv blevet ammet, og det kan da godt være, at jeg ville have haft færre øreproblemer og mindre eksem i min opvækst, hvis jeg havde fået modermælk, men det er der jo for fanden ingen, der ved med sikkerhed, og det kan lige så godt have noget med passiv rygning og øreringe med nikkel at gøre.

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man skal stigmatisere mødre, der vælger ikke at amme, eller som ikke kan få det til at lykkes. Slap dog af. Man er jo usikker nok, når man ikke har prøvet at være gravid før, og der er rigeligt med ting, man skal tage hensyn til i forvejen.

Falcks og Stemcares markedsføring bærer også præg af at ville indgyde mere skyld hos den gravide. Parolen er: “Køb vores pissedyre produkter, ellers vil du ikke det bedste for dit barn.” Ej, men jeg brækker mig over det.

 

Ting, jeg skulle have vidst som nygravid

Denne graviditet lakker mod enden, og eftersom jeg dermed har næsten ni måneders erfaring udi at være gravid, har jeg samlet nogle gode råd, som jeg godt ville have vidst som helt ny forvirret 4+0’er med flad mave og bævende hjerte. Måske kan du bruge det til noget, så her kommer de:

Vent med at købe ventetøj, til du ikke kan være i dit eget tøj mere. Man kan klare sig et langt stykke hen ad vejen med sit eget tøj, eventuelt det mest løse af slagsen. Du kan heller ikke vide, hvordan din kropsfacon kommer til at se ud, så vent, til du rent faktisk skal bruge tøjet. Jeg købte ret tidligt et Flexi-belt fra Carriwell, men jeg fik ikke brugt det en eneste gang, fordi knapperne ikke passede til nogen af mine bukser, og fordi det var federe bare at rende rundt i løst tøj med elastikkanter (som jeg også kan bruge bagefter). Læs flere guldkorn om ventetøj her og her.

Tag dine vitaminpiller. Husk det nu bare! Det kan betyde ualmindeligt meget for dit velbefindende, at du får de ting, din krop har brug for.

Smerter og gener kommer og går. Fordi det gør ondt et sted i dag, er det ikke ensbetydende med, at det vil være sådan resten af din graviditet. Hvor mange gange har jeg ikke panikket og tænkt: “Ååååh nej, nu kommer kvalmen” eller “Nå, der kom den bækkenløsning, hvordan skal jeg nu komme igennem de næste fire måneder”, men det er alt sammen gået over igen.

Køb gerne nye bh’er. Det kan godt betale sig at investere i en god bh, også selvom du ved, at dine patter bliver endnu større endnu. Der er ikke noget værre end at skulle holde styr på patværket i en bh, der er for stram og for lille, samtidig med, at man føler sig fed og bumset og klodset. Hvis du aldrig kommer til at passe den igen, kan du sælge den videre på Trendsales.

Dyrk motion. Og bliv ved med det. LAD VÆRE med bare at lægge dig på sofaen, selvom du synes du har det hårdt. Det er svært at komme op igen, og du bliver bare mere dvask, doven og slap af det. Fortsæt med det, du plejer at lave, og trap eventuelt ned, hvis det bliver for hårdt. Derefter kan man supplere med mindre krævende discipliner. Jeg kan anbefale cykling, graviditetsyoga, crosstrainer og svømning, eventuelt med AquaMama-øvelser.

Lav knibeøvelser. Ingen synes, at stressinkontinens er sjovt…

Slap af med babyudstyret. Meget kan købes brugt på Trendsales og DBA. Og du behøver ikke have ALT i Babysam-kataloget. Brug babyfora til at læse om andres erfaringer. MEN:

Brugerne i babyfora har ikke altid svaret på alt. Der sidder mange hysteriske/uvidende/ligeglade mødre derude, der udbreder sig om dette og hint, selvom de ikke har en skid forstand på det. Dobbelttjek fakta hos troværdige kilder såsom Sundhedsstyrelsen.

Skrab alle de vareprøver sammen, som du kan. Man kan klare sig et godt stykke ad vejen med babypakker, men opgiv gerne et falsk telefonnummer og en sekundær mailadresse til spam, for du betaler med din sjæl. Læs mere her og her.

Det var de ting, jeg lige kunne komme i tanke om. Skriv gerne en kommentar, hvis du har tilføjelser og andre guldkorn… 🙂

Stud.maternitatis

Nu er jeg jo i sandhed en nybegynder udi moderskabet, hvilket navnet på denne blog også antyder. Det betyder, at jeg ikke ved, hvordan man skifter en ble, ammer, holder en lille skabning korrekt, bøvser den, får den til at holde op med at græde og leger med den. Jeg ved, at jeg indtil videre har fokuseret meget på selve graviditeten, fordi det er der, jeg er nu, og udstyr/fysiske ting, for dem kan jeg forholde mig til.

Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan det vil blive, når først den bette kommer ud, og selvom jeg glæder mig til at se, hvad det er for en størrelse der har ligget og sparket til mig i ni måneder, så har jeg absolut ingen forventninger til noget som helst. Alle småbørnsforældre kommer med den sædvanlige klagesang om, hvor hårdt det er (“Bare Vent”-talen), men de fleste fortæller også, hvor fantastisk det bare føles, når man ser baby første gang.

Undskyld mig, men det har jeg bare svært ved at tro på sker for mig. Jeg kunne måske godt forestille mig, at jeg ville være typen, der liiige skal vænne mig lidt til situationen, før jeg kan tage det hele ind og begynde at føle de der helt overvældende følelser. Der vil min kæreste nok være bedre til at omstille sig med det samme.

Jeg tror bare på at tage tingene stille og roligt, oppefra og ned, i den rækkefølge de kommer, og så ellers bare forberede mig bedst muligt på snit, amning, bleskift og alt det andet ved at læse de der babybøger, jeg har lånt på biblioteket.

Højgravid?

Hvornår kan man egentlig kalde sig højgravid? Jeg synes efterhånden, at jeg kandiderer til titlen. Der er virkelig sket noget de sidste par uger. Jeg kan mærke, at min lænd bliver lettere øm, maven er vokset og sidder i vejen, lige meget hvad jeg gør, det er blevet meget sværere at rejse sig fra liggende stilling, og visse gymnastiske øvelser skal jeg bare holde mig fra. Inkl. visse samlejepositioner …

Jeg kan godt mærke, at der sker ting og sager i mit bækken, og at jeg nok burde tage den lidt mere med ro, men for dælen, jeg har jo tusind ting, jeg skal nå, inden baby kommer. Jeg er slet ikke klar! Det er virkelig mærkeligt at tænke på, at der om en måneds tid vil være en ekstra lille person her i huset, som er 100 % afhængig af mig og min kæreste. Og som kræver opmærksomhed 24/7.

Tænker nogle gange lidt over, om jeg nu har nået alt det, jeg ville i livet, inden det er slut lige om lidt. Jeg fik aldrig backpacket i Vietnam og sprunget i faldskærm. Men altså, mit liv er jo trods alt ikke helt forbi endnu. Der kommer jo lige til at være nogle år, hvor jeg nok ikke lige skal ud og realisere mig selv, men det er jeg helt indstillet på, og helt ærligt, man kan jo gøre mange ting med børn, hvis man er god nok til at planlægge og ikke opdrager pylrede børn, der skal have absolut ro, før de kan sove, kun kan spise æblemos fra et bestemt mærke og er alt for mordårlige.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de næste år bliver benhårdt arbejde, men det skal sgu nok gå. Vi er jo ikke de første, der får børn uden at blive sindssyge. (Selvom nogle gør).

Så er barnevognen i hus!

Den største post på babybudgettet har været barnevognen. Både svigermor og mor har tilbudt at betale for en ny, men vi syntes ikke, at det var nødvendigt at købe en spritny, fordi de er så pissedyre, og man sagtens kan finde noget brugt, der er udmærket, på DBA.

Derudover har jeg været meget i tvivl om, hvad dælen vi skulle købe (ja, det er mig, der står for AL babyresearch, for det magter min kæreste ikke), og efter mange overvejelser, råd fra veninder, en del surfing og opslag i TÆNKs babyguidetest kom jeg frem til en Odder, fordi den er den eneste med fuld understøttelse af vognkassen. Når nu vi havde besluttet os for at købe brugt, var det jo vigtigt, at den ikke var faldet helt sammen allerede.

Så jeg fandt en Odder på Den Blå Avis til billig penge. Det viste sig, at den var seks år gammel og brugt til to børn, men den var pæn og i fin stand, så vi slog til. Vi fik et afslag, fordi jeg ikke ville have madrasserne med, så det var fint nok. Brugte madrasser skulle efter sigende øge risikoen for astma og allergi, så jeg havde alligevel tænkt mig at købe nogle nye. Jeg har fået et tip om en barne-/sengetilbehørspakke med madrasser, dyner og whatnot til 1500 kr. i den lokale babybiks, så den skal jeg have fat i.

Vi har også købt en hængevugge, der skal hænge i stuen, via DBA. Til soveværelset har vi fra en bekendt fået lovning på en brugt Ikea-seng, som skulle være bedst i test. I det hele taget har familie, venner og bekendte været rigtig søde til at tilbyde os ting og sager til låns, evigt eje eller billigt salg, og det er altså helt fantastisk! Hvis vi skulle købe alt fra nyt, ville vi da hurtigt blive ruineret…