Jeg har hørt meget dårligt om mødregrupper. At de nemt bliver et udstillingsvindue for, hvor god en husmor og mor man er. Hvor man inviterer de andre hjem til fem forskellige slags hjemmebag og et pletfrit gulv samt perfekt makeup, og hvor det hele går op i en pralekonkurrence om, hvem der har de klogeste, tykkeste, smarteste og kønneste børn.

Og hvis man først kommer ind i sådan en gruppe eller får opbygget sådan en mentalitet, er det jo svært at sparre med de andre om, hvad man skal gøre, når ens unge ikke gider sove, hele tiden bliver syg eller ikke vil spise, og så går meningen med en mødregruppe jo ligesom fløjten. En mødregruppe skal jo være en erfa-gruppe, hvor man kan udveksle, ja, erfaringer og hjælpe hinanden, for alle står mere eller mindre i samme suppedas.

I min mødregruppe er vi alle sammen førstegangsmødre, og vi er nogenlunde lige gamle. Vi har dog meget forskellige tilgange til tingene, men det ser jeg kun som en styrke. Vi kan inspirere og lade os inspirere af hinanden, og vi deler fif på kryds og tværs. Derudover har vi det bare hyggeligt sammen. Det handler ikke alt sammen om børn; vi kan sagtens snakke om alt muligt andet. Men det er jo nok ikke helt unaturligt, at børnene er midtpunktet, og det er sjovt at se andre børn på samme alder som ens eget.

Man skal ikke sammenligne sit barn med andre, men det kan man jo ikke lade være med. Det er jo nemt at se, at der er stor forskel på børnene, både fysisk og psykisk, og sådan er det jo bare. Nogle sover meget, nogle spiser meget, nogle er gode til at “snakke”, nogle er gode til at bevæge sig, og nogle er meget sociale, mens andre er mere reserverede.

Vi prøver at hjælpe hinanden med de problemer og udfordringer, vi nu hver især har, selvom vi har forskellige udgangspunkter. Heldigvis er der ikke nogen, der prøver at foregive, at de ingen problemer har. Vi har været ret ærlige fra starten af. En lagde ud med at græde på første møde, og jeg erklærede med fuldt overlæg, at jeg synes det der amning var noget lort, og at jeg synes det var pissehårdt at være mor. Og så var stilen ligesom lagt. Så kommer man jo ikke bagefter og siger, at man bare synes det hele er så fedt og “næ, vi har skam ingen problemer”. For selvfølgelig har man fucking det.

Intet og ingen er perfekt, og jeg stoler ikke på folk, der altid er positive. Du kender typen, højst sandsynligt fra Facebook. Alle har minimum én ven, der kun skriver om sin perfekte søndagsbrunch, lækre kæreste, der altid kommer med blomster og dyre gaver, sin succesfulde karriere og sine übernuttede børn med lange øjenvipper, der altid er pæne og rene i tøjet og aldrig smadrer noget. As fucking if. Smid facaden, moster. Hvem prøver du at narre?

Forstå mig ret, det er jo ikke fordi man ikke må være positiv og udstille de gode sider af ens liv, men hvis man aldrig lufter skyggesiden og gemmer alt det grimme væk, så er det fordi man enten har et selvværdsproblem og/eller lyver for sig selv. INGEN har et perfekt liv, og jeg er træt af folk, der forsøger at give indtryk af noget andet. Bum. Jeg er bare glad for, at jeg slipper for den type i min mødregruppe, for så tror jeg ikke, vi havde holdt ved så længe.